Microsoft Surface Pro 3 – her er den

Surface Pro 3 er tabletten, der kan erstatte den bærbare computer, lover Microsoft – igen. Men kan den det?

Microsoft har annonceret Surface Pro 3 med Windows 8.1 Pro under parolen ”denne tablet kan erstatte din bærbare computer”. Det er ikke første gang, vi hører disse ord. Faktisk er der tale om en gentagelse, fra de to foregående Pro-lanceringer.

Enheden har Full HD skærm på 12 tommer med en opløsning på 2160 x 1440 pixels i formatet 3:2.

Surface Pro 3 vejer godt 800 gram uden tastatur og måler 20,14 x 29,21 x 0,91 centimeter. Ved præsentationen gjorde Microsoft et stort nummer ud af at sammenligne med Apples MacBook Air på 11 tommer. Surface Pro 3 er nemlig 30 procent tyndere, end Apples mindste computer.

Microsofts nyeste tablet er designet i magnesium og har volumen, power og hjemknap placeret som en del af det ydre design.

Test: Samsung Galaxy Note Pro 12.2 – Android tablet med kæmpeskærm

Intel og meget andet inden i

Intel har igen leveret processorkraften til Surface, og den største konfiguration byder på Intel Core i7 processor samt 8 GB RAM.

Harddisken er SSD-typen og her kan Surface Pro 3 fås med op til 512 GB plads.

Der findes også andre sammensætninger af hardwaren. Eksempelvis den mindste version med Intel Core i3, 4 GB RAM og 64 GB SSD-drev.

Alle udgaver har Wi-Fi (802.11 ac/801.11 a/b/g/n), Bluetooth 4.0, USB 3.0 port (ét stk. i fuld størrelse), stik til headset og Mini DisplayPort som anvendes ved tilslutning af ekstern skærm. Der kræves altså et adapterkabel, som ikke medfølger, for at tilslutte Surface Pro 3 til skærm via HDMI-kabel.

Både front- og hovedkameraet er på 5 megapixels med mulighed for 1080p HD videooptagelse. Stereohøjtalerne er placeret som en del af fronten.

I salgspakken medfølger der en betjeningspind, som kan registrere 256 niveauer af tryk.

– ”De fleste brugere har i dag både en tablet og en pc, fordi de to produkter dækker forskellige behov. Med Surface Pro 3 har vi skabt et produkt, der dækker alle de behov, at du som tablet- og pc-bruger har,” siger Martin Thorning Hansen, der er divisionschef for Windows og Surface i Microsoft Danmark.

Køb Type Cover ved siden af

Hvis Microsoft Surface Pro 3 skal erstatte en bærbar computer, så kræver det naturligvis tastatur. Her har Microsoft udviklet en ny udgave af Type Cover, som indeholder en både større og bedre mousepad. Som på de foregående modeller kan tastaturet klappes sammen med Surface, så skærmen er beskyttet under transport.

Tastaturet er tilkøb og medfølger ikke sammen med tabletten.

Hængslerne der holder kickstanden bag på, er i forhold til forgængeren blevet mere fleksible, så det er lettere at finde en god arbejdsstilling, og den nye kickstand kan justeres i stort set alle vinkler.

Kan den så erstatte en bærbar?

Ved præsentationen fremviste Adobe en ny udgave af PhotoShop CC, som er på vej. Denne er specielt optimeret til brug af pen og touchskærm. Om det er nok som erstatning for den traditionelle PC’er eller Mac er endnu et åbent spørgsmål.

Som jeg i tidligere tests af touch-produkter har konstateret, så er udfordringen for Microsoft som sådan ikke om hardwaren er god nok. Det er softwaren og applikationerne der mangler.

Langt de fleste programmer kører ikke i det nye tiles/flise interface men i den klassiske desktoptilstand, som kendes fra almindelige computere med Windows. Programmerne her fejler ikke noget, men de er blot ikke optimeret til touch. Det gælder heller ikke Microsoft Office, der er tilkøb ved siden af Surface Pro 3.

Lanceringen af den nye Surface lignede for mig mere præsentationen af en bærbar computer, end et forsøg på at overbevise verden om, at tiles i Windows 8.1 redder Microsofts ære på tabletområdet. Bemærk hvordan Microsoft sammenlignede Surface med MacBook Air og ikke med iPad.

Kan den så erstatte? Ja. Ud fra præmissen om at Surface Pro 3 er en traditionel computer, så kan den sandsynligvis godt. Er præmissen, at det er en tablet, der skal konkurrere med iPad, så er svaret nej.

Baggrund: iPads presser computerne i 2014

Priserne på Surface Pro 3

Surface Pro 3 lander i Danmark til august og Microsoft oplyser til MereMobil.dk, at alle de udgaver som blev præsenteret ved lanceringen i New York kommer til Danmark.

Se priserne på Surface Pro 3 her

Mere til historien

Microsoft har også udviklet en docking station til den nye Surface.


Om John G.

John G. er journalist, mobilekspert og foredragsholder. Han skriver artikler, analyser og anmeldelser til bl.a. Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Du kan også opleve John G. som ekspert i medier som DR, Aftenshowet, Go' Aften Danmark, TV 2 News og DR P3, samt en lang række radioer og udgivelser.