HTC U12+ er nu helt officiel – specifikationer og detaljer
Her kan du læse alle detaljerne om HTC U12+. Kameraet i U12+ blandt de bedste på markedet. Den nye topmodel har ingen ‘rigtige’ knapper til volumen og power – knapperne er digitale.
HTC U12+ har været lækket med billeder og specifikationer før den officielle præsentation, men nu har HTC selv bekræftet det hele.
HTC lægger sig tæt op af konkurrenterne på specifikationerne inklusive et godt kamera, Snapdragon 845 processor og 6 GB RAM.
HTC U12+ fået 103 point i DxOMarks samlede kamerascore. Du får altså en telefon med et kamera i høj kvalitet. Kameraet har optisk og elektronisk billedestabilisator samt 2x optisk zoom og 10x digital zoom. U12+ er lige nu nummer to på DxOMark. Nummer 1 er Huawei P2o Pro. HTC U12+ ligger på andenpladsen mens Huawei P20 kommer ind på en tredjeplads.
Der er tale om et dual-kamera på både for- og bagside. HTC har desuden sat fokus på funktioner som portrættilstand og bokeh-mode. Du går dermed ikke på billedkvaliteten med denne smartphone.
Grænsen mellem skærm og kant er meget lille. Faktisk har HTC skåret yderligere 1.2 millimeter af i hver side. Der er så godt som ingen kant omkring skærmen.
Knapperne er ikke knapper
HTC U12+ har ingen fysiske udvendige knapper med bevægelige dele. Der er tale om digitale knapper, som reagerer på “tryk”. En lille vibration er responsen du får, når knappen aktiveres.
De manglende fysiske knapper betyder selvfølgelig, at der ikke er noget slid. I forhold til snavs i knapperne er det absolut en fordel.
Jeg har forud for lanceringen prøvet HTC U12+. Der er ingen tvivl om, at HTC her rammer plet i forhold til tankegangen, men på demomodellen virkede det også som en funktion, der kræver tilvænning. På demoen var der nemlig et lille “lag” mellem ens tryk og vibrationen.
Det er naturligvis noget jeg tester intenst på den endelige version inden salgsstarten.
Glas og velkendte funktioner
HTC har givet Edge Sense funktionen en opdatering. Edge Sense registrerer klem på siden af telefonen. Et kort og langt klem udløser forskellige funktioner.
Blandt nyhederne er et genvejshjul, der ved et klem kan aktiveres. Det bringer nogle af ens favoritgenveje op lige ved hånden.
I HTC U11 anmeldelsen var jeg ret begejstret for HTC Edge Sense, som jeg bestemt synes gav mening. Nu har det fået et twist. Så enten bliver det en rodet oplevelse ved dagligdags brug. Eller også bliver funktionen bare endnu federe.
Bag- og forsiden er i glas. HTC har lagt indfarvningen under glasset, hvilket danner nogle flotte visuelle effekter som respons på spejlninger og brydninger af lyset.
HTC U12+ kommer med 6 tommer skærm I 18:9 format med opløsningen 1440 x 2880 pixels. Der benyttes Super LCD 6 skærmtypen. Ifølge HTC er skærmen kalibreret til at vise farverne korrekt, og altså ikke en overoptimistisk udgave, som vi ser det hos flere konkurrenter.
Jeg har kortvarigt tjekket glasset udenfor i den danske sommer. Resultatet er godt. Skærminholdet kan nemlig tydeligt aflæses.
HTC: Brug fingeraftrykslæseren
Denne smartphone har også FaceUnlock. Altså ansigtsgenkendelse til oplåsning. Funktionen er ikke nær så sofistikeret som det Apple har på iPhone X, lød det fra HTC ved præsentationen.
Har du følsomme data på din telefon, bør du bruge fingeraftrykslæseren som sikkerhed, lød anbefalingen fra HTC. Fingeraftrykslæseren er lokaliseret på bagsiden.
HTC U12+ understøtter ikke trådløs opladning, så du må nøjes med hurtigopladeren i salgspakken.
Telefonen har ikke 3.5 mm jackstik, men som på HTC U11 medfølger der også her et HTC USonic headset med USB Type-C tilslutning. Headsettet er absolut i den gode ende med god lyd. HTC U12+ kommer med præcis det samme headset, som fulgte med sidste års topmodel.
Desværre medfølger der ikke en adapter fra USB Type-C til 3.5 mm jackstik. Så hvis du har et ældre headset, du gerne vil benytte, så må du selv investere i en adapter.
Konservativt farvevalg
HTC U12+ findes i tre farvevarianter. Ceramic Black, Flame Red og Translucent Blue. Sidstnævnte er ret cool. Her er en lille del af bagsiden gennemsigtig, så der kan kigges ind til elektronikken.
I det nordiske marked må vi dog nøjes med Ceramic Black, da de andre udgaver i første omgang ikke bliver tilgængelig på vores marked.
HTC U12+ er prissat til 5.995 kroner uden abonnement. Salgsstarten er den 18. juni 2018.
Læs videre og få alle detaljerne om pris og tilgængelighed i Danmark på HTC U12+.
LÆS OGSÅ: Her er min store anmeldelse af HTC U12+
Billeder af HTC U12+
Specifikationerne på HTC U12+
- Skærm: 6,0” – Super LCD 6. YouTube HDR 10 support
- Opløsning 1.440 x 2.880 pixels (18:9 format)
- Processor: Qualcomm Snapdragon 845
- RAM: 6 GB (DDR4x)
- Lagringsplads intern: 64 GB (UFS 2.1)
- MicroSD-kort: Ja. Op til 2 TB
- Dual-SIM: Ja
- Dual-kamera sensor 1: 12 MP-vidvinkel. f/1.75. IOS og EIS
- Dual-kamera-sensor 2: 16 MP-telefoto. f/2.6. Lossless zoom 2x
- Frontkamera: Dual 8 megapixels. f/2.0
- 3,5 mm. jackstik: Nej. Ingen adapter i salgspakken
- Biometrisk: Fingeraftrykslæser + ansigtsgenkendelse
- Batteri: 3.500 mAh med hurtigopladning (oplader medfølger)
- Trådløs opladning: Nej
- Wi-Fi: 802.11 a/b/g/n/ac(2.4 & 5 GHz)
- Bluetooth: 5.0. NFC. USB 3.1 Type-C
- IP68 certificering
- Vægt: 188 gram
- Mål: 156.6 x 73. x 8.7-9.7 mm.
- Android 8.0 (inkl. Project Treble med A/B systempartitions)
Første kig på HTC U12+
VIDSTE DU: MereMobil.dk udgiver et teknologiprogram som podcast. Få spændende techhistorier direkte i ørerne. Lyt via web, Android eller Apple Podcast.
Synes du denne artikel var interessant? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få hver uge de bedste artikler, så du altid er opdateret. Ved tilmeldingen får du med det samme 10 af vores bedste guides og tips tilsendt.
Mere til historien
HTC U12+ er født med Android 8.0, men HTC melder den allerede nu klar til at kunne opdateres til Android P.