YouSee udskyder app til Apple TV
Kunderne hos YouSee skal ikke forvente en app til Apple TV lige foreløbigt.
Der kommer ikke foreløbig en app fra YouSee til Apple TV. Det oplyser YouSee til MereMobil.dk.
Hvornår landets største tv-distributør forventer at være klar med deres app til Apples tv-boks, forlyder der ikke noget om.
– ”Vi vil gerne gøre det nemmere for vores kunder at se tv på netop den måde, der passer dem bedst, og vi har derfor lanceret en app til Android TV og snart følger en til Samsung tv. Vi er fortsat i udviklingsfasen i forhold til vores app til Apple TV, som vi ved mange af vores kunder glæder sig til, men kan endnu ikke give et præcist estimat på, hvornår vi er klar til at lancere,” siger Jacob Mortensen, tv- og bredbåndsdirektør i YouSee.
Konkurrenterne Stofa og Telia TV har for længst udgivet en app til Apples tv-platform.
I maj 2017 meddelte YouSee ellers, at de ville være klar ”senere i år”. YouSee forventede en lancering i 2017, skrev Flatpanels.dk, men det bliver umiddelbart ikke tilfældet.
Apple åbnede i forbindelse med lanceringen af Apple TV generation fire (september 2017) en App Store på tv-boksen. Den nyeste generation er Apple TV 4K. Denne har fået mange positive anmeldeler, også her på MereMobil.dk, men 4K-indhold udbuddet er temmelig begrænset.
– TEST: Apple TV 4K – den kraftigste tv-boks
Mere til historien
I slutningen af 2015 annoncerede TDC, at de ikke ville udgive apps til Apple TV.