Facebook Messenger kan nu sende SMS
Facebook udruller nu en opdatering der gør Facebook Messenger i stand til at sende SMS.
Vi har tidligere hørt rygter om, at Facebook Messenger vil få integreret SMS-mulighed, og nu er det så sket og bekræftet. Engadget rapporterer om en opdatering til Android, der åbner for SMS-beskeder.
I Facebook Messenger, under Indstillinger, skal man aktivt selv vælge ”SMS” og vælge Facebooks beskedklient som standard SMS-program.
Alle dine tekstbeskeder kan nu sendes og modtages via Facebook Messenger. Man kan kende forskel på de forskellige tråde, da SMS-tråde er lilla og adskiller sig således fra de øvrige chats i applikationen.
SMS-funktionen i Messenger understøtter ikke kun tekst og billeder men også klistermærker (stickers), GIFs, emojis og deling af ens lokation.
Du betaler almindelig SMS-takst når SMS benyttes i Facebook Messenger. Ifølge Facebook gemmes SMS’erne ikke på selskabets servere.
– TIP: Sådan slipper du af med iMessage
Kampen om chatten
Der udspiller sig lige nu en kamp om chatten på telefonerne. I maj annoncerede Google en ny avanceret chatapplikation, Google Allo, og Apple kommer i iOS 10 med en stor opdatering til iMessage. Der går desuden rygter om, at iMessage også kommer til Android.
Google Hangouts og iMessage har også SMS integreret.
– Nu vil Apple tage chat-brugere fra Facebook
SMS-integrationen i Facebook Messenger er aktuelt ikke nået ud til brugere i Danmark, men det er sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, inden den er klar.
Mere til historien
Facebook Messenger har en række muligheder for personliggørelse. Blandt andet kan du ændre farver i chattrådene.
Læs også
– TIP: Sådan gør du Messenger mere personlig