OnePlus sætter prisen ned på alle modeller
Telefonerne fra OnePlus er generelt billigere end tilsvarende fra andre producenter, men OnePlus sætter alligevel prisen et hak ned på alle modeller.
OnePlus har generelt gjort sig bemærket ved, at priserne på deres smartphones er billigere end tilsvarende modeller fra konkurrenterne.
Men OnePlus har åbenbart ikke ment, at priserne var billige nok. De har i hvert fald netop sat prisen ned på alle deres smartphone-modeller. Det oplyser OnePlus i en mail.
Det er modellerne OnePlus One, OnePlus X og OnePlus 2, som altså alle er sat ned med mellem 7 og 16 procent.
– OnePlus 3 er lækket – se den her
Modelnavn | Gammel pris | Ny pris | Besparelse |
OnePlus One (64 GB) | 2.249 kroner | 1.890 kroner | 359 kroner (16%) |
OnePlus 2 | 2.699 kroner | 2.490 kroner | 209 kroner (7,8 %) |
OnePlus X | 2.049 kroner | 1.790 kroner | 259 kroner (12,6%) |
– Android 6.0 Marshmallow på vej til OnePlus
OnePlus One er dog formentlig mest sat ned for syns skyld, da den ikke er på lager og ikke har været i længere tid. Derfor ventes den heller ikke at komme.
Det er ikke første gang, at OnePlus sætter priserne ned. Topmodellen OnePlus 2 blev eksempelvis sat ned med 300 danske kroner i februar, hvor den gik fra 2.999 kroner til 2.699 kroner.
Priserne på de eksisterende modeller sættes formentlig ned nu, da OnePlus ventes at lancere den næste topmodel OnePlus 3 i nær fremtid. Det kunne derfor tyde på, at de gerne vil tømme ud i lagerbeholdningen inden.
– OnePlus 3 specifikationer er lækket
MereMobil.dk bragte i september 2015 testen af OnePlus 2, som vidner om det er en telefon, der giver værdi for pengene. Vi skrev dengang, at den var en Nexus-telefon værdig, samt gav den varmeste anbefaling.
– ”Det skal ikke afholde mig fra at give OnePlus 2 min varmeste anbefaling og flotte fem ud af seks mulige stjerner! Det er ikke en ”2016-flagship killer”, men en super fed smartphone til under 3.000 kroner,” sådan lød konklusionen på anmeldelsen.
– Nu kan OnePlus 2 købes uden invitation
Mere til historien
Der er flere spændende producenter, som ikke har gjort sig bemærket på det danske marked, men på verdensplan. En af disse er Lenovo, som har været en af verdens 5 største mobilproducenter og først nu er de på vej på det danske marked med deres første smartphone Lenovo K5.