iPhone SE – her er Apples lille ny
OFFICIELT: Apple har netop præsenteret iPhone SE, en lille ny iPhone med 4 tommer skærm og en hardware der minder om iPhone 6S.
Drømmer du om en iPhone med samme power og muligheder som topmodellen iPhone 6S, men hvor skærmstørrelse, vægt og fysisk omfang er reduceret, så den passer bedre i lommen og kan betjenes med én hånd? Så er iPhone SE lige noget for dig.
iPhone SE er i dag, mandag den 21. marts 2016, netop blevet præsenteret ved en event i Californien, USA.
Den lille iPhone kommer med 4 tommer skærm (640 x 1136 pixels). Motoren er Apples A9 dual-core 64 bit processor, der også findes i iPhone 6S og iPhone 6S Plus. Der er 2 GB RAM i iPhone SE, hvilket er det samme, som tilbydes i iPhone 6S.
Kameraet har en opløsning på 12 megapixels (autofokus, f/2.2, 29mm). Der er dual-LED fotolys og kameradelen tilbyder optagelse af video i op til 2160p opløsningen (4K) med 60 fps (billeder per sekund). Desuden er der, som på den store model, fingeraftrykslæser (Touch ID) i hjemknappen og et 5 megapixels frontkamera.
Som på de større iPhones er Live Photos og brug af Siri understøttet.
iPhone SE bliver tilgængelig i udgaver med henholdsvis 16 og 64 GB intern hukommelse, der ikke kan udvides.
Den lille ny iPhone bliver tilgængelig i farvevarianterne Rose Gold, Space Gray, Silver og Gold.
– Guide: Sådan køber du en sikker Apple-oplader
Salget starter på de første markeder den 31. marts 2016. Den første bølge inkluderer landene Australien, Canada, Kina, Frankrig, Tyskland, Hong Kong, Japan, New Zealand, Puerto Rico, Singapore, Storbritannien, Virgin Islands og USA.
I anden runde, som bliver i starten af april, følger yderligere 46 lande – herunder Danmark, Norge og Sverige.
Her kan du læse mere om priserne på iPhone SE i Danmark.
Mere til historien
iPhone SE skal erstatte iPhone 5S, der indtil i dag er Apples mindste model. iPhone 5S udgår af sortimentet, men vil stadig kunne købes via forskellige forhandlere, indtil lagrene er tømt.
Læs også: