Udbud af mobilantenne-tests har fejlet
Ingen firmaer har budt på opgaven om at lave mobilantenne-tests for Energistyrelsen. Forbrugerne får dermed stadig ingen viden om antennernes kvalitet.
Et forsøg på at lave en uafhængig test af antennerne i 25 aktuelle mobiler og fem tablets, er slået fejl inden den kom i gang. Ingen firmaer bød ind på opgaven, der havde et maksimumbeløb på lige under én million kroner. Deadlinen var den 8. januar 2016, skriver IT-bloggeren Dorte Toft på hendes blog.
Energistyrelsen er nu i gang med, at undersøge hvorfor der ikke er kommet nogle bud på opgaven. Ifølge udbuddet skulle der testes på data og tale. Planen var en offentliggørelse af testresultatet den 29. marts, men det bliver umiddelbart ikke til noget.
Tilbage står så forbrugerne, som endnu engang ikke aner hvor god eller dårlig antennen er i deres telefon.
Hvis tests af mobilantenner skal være valide, så kræver det et testlaboratorium med dyrt kalibreret udstyr. Desuden skal branchen (producenter og operatører) være enige om testmetoden.
Aalborg Universitet har for mange år siden, udviklet internationale teststandarder, der benyttes på verdensplan og som branchen generelt er enige om. Derfor kan det også undre, at AAU ikke blot er hyret til opgaven. Se indslaget herunder hvor vi viser, hvordan en mobilantenne testes.
– Podcast: Bag om antennerne i smartphones
Dårlige mobilantenner – ikke dårligt netværk
I Danmark har vi god mobildækning – faktisk væsentligt bedre end hvad der ses i mange andre lande. Alligevel mener mange forbrugere, at teleselskaberne har skylden for, at man nogle steder ikke kan bruge telefonen.
Et faktum er, at mobilantennerne de senere år er blevet ringere og ringere. Det startede med iPhone 4 i 2010 hvor professor i antenneteknologi ved Aalborg Universitet, Gert Frølund Pedersen, påviste, at antennekonstruktionen var katastrofal.
Flere gange har skiftende ministre og Forbrugerrådet givet udtryk for, at der i EU-regi burde være en mærkningsordning for mobilantenner, så forbrugerne kunne vælge ud fra antennekvalitet, men det er ikke blevet til noget.
Man kan mistænke lobbyister for at trække processen i langdrag.
– iPhone 6S får hug i antennetest
Sådan udføres tests af mobilantenner
Mere til historien
I tests af telefoner på MereMobil.dk indgår test af antennerne ikke, da vi ikke har testudstyr og radiodøde rum til formålet.
Læs også:
– Se resultaterne af mobilantennetests fra december 2013