Facebook vil integrere SMS og Messenger
Kommunikation på Facebook Messenger og SMS skal være samlet i én app, mener Facebook der arbejder på SMS-integration.
Facebook finder nu en af deres gamle travlere frem fra skuffen. Ifølge The Verge arbejder Facebook igen på SMS-integration i Facebook Messenger tjenesten. Funktionen har tidligere været i luften på Android, men i november 2013 blev den lukket ned, angiveligt på grund af dårlig tilslutning fra brugerne.
Hos udvalgte Android-brugere i USA er en tilsvarende funktion nu dukket frem, hvilket er blevet bekræftet via screenshots.
Hvis Facebook ruller ændringen ud globalt vil Facebook Messenger komme til at minde om Google Hangouts, samt Apples besked-app i iPhone hvor flere chattjenester kombineres i samme tråd. Hos Apple kombineres iMessage og SMS. I Windows 10 Mobile ses en nogenlunde tilsvarende feature. Her kombinerer Microsoft SMS med Skypes chatfunktion.
– TIP: Sådan bestemmer du dine nyheder på Facebook
Facebook har bekræftet testen overfor The Verge og givet følgende citat: ”Right now, we’re testing the ability for people to easily bring all their conversations — from SMS and Messenger — to one place. It’s a really simple way to get, see, and respond to all your SMS messages in just one app. By choosing to access your SMS messages in Messenger, they’re right alongside all the other enhanced features that Messenger offers.”
Da Facebook lancerede SMS-funktionen i 2012 lovede de ikke at gemme tekstbeskeder, og de ville dengang ikke lade deres webudgave af Messenger virke på andre platforme. Siden da har Facebook rullet Messenger ud på alle platforme, Beskederne gemmes og historikken er nu tilgængelig overalt.
Facebook Messenger har aktuelt omkring 800 millioner aktive brugere.
– BLOG: Slet Facebook og alle andre apps – og få mere strøm
Mere til historien
En af fordelene ved at sende/modtage beskeder på Facebook Messenger, fremfor SMS-applikationen i telefonen, er blandt andet, at billeder kommer frem i højere opløsning. Desuden er stabiliteten langt højere, end når man forsøger at sende en MMS, som man aldrig rigtig er sikker på, hvordan modtages i den anden ende.