Jeg har prøvet Honor 7 fra Huawei – første indtryk

Honor 7 ser ud til at være et rigtigt interessant køb i mellemklassen, og den følger fint med konkurrenten OnePlus 2.

Honor 7

Honor 7

Da Huawei etablerede sig i Danmark for nogle år siden, var det første og mest interessante produkt Huawei Honor. I datiden lys fik mobilkøberen pludselig utroligt meget for pengene, og telefonen fungerer (overraskende) godt.

Siden da er Honor blevet et stor brand i særligt Kina, og fungerer nu som en selvstændig enhed under Huawei.

Derfor er produktets navn nu blot ”Honor”, og altså her ”Honor 7”. Da jeg sidste år var i Kina for at opleve en Honor lanceringsevent, fik jeg for alvor et indtryk af, at Honor på de kanter er virkelig stort. Der var nærmest Apple-tilstande ved eventen med glade tilråb og spontane klapsalver.

Den europæiske lanceringsevent, som jeg er kommet ud fra, var lidt mere afdæmpet – eller skal vi sige europæisk.

Web-TV: Første indtryk af OnePlus 2

Nu står jeg så her med Honor 7, der bedst kan beskrives som en 3.000-kroner smartphone, der skal ud og konkurrere med OnePlus 2, der gennem hype i techkredse, har fået ganske meget opmærksomhed. Honor 7 og OnePlus 2 minder meget om hinanden på specifikationerne, men hvor OnePlus kører en Android uden ret mange tilpasninger, så leverer Honor 7 en tilpasset version af Android kaldet EMUI 3.1.

Pæn, men lidt buttet

Engang var en tykkelse på 8,5 millimeter meget tyndt. I dag fremstår det som en lidt kraftig, eller i hvert fald buttet telefon. Honor 7 er designet fuldt ud i aluminium. Den har afrundede hjørner, og en lille indskæring hele vejen rundt om den del, der vender ind mod hånden.

Der er forholdsvis meget spildplads omkring skærmen, og når det kombineres med tykkelsen, fremstår Honor 7 større end den egentlig havde behøvet at være.

Honor logoet på bagsiden er hævet mikroskopisk op over resten – lige nok til det kan mærkes med fingeren. På venstre side findes en lille overraskelse. En programmerbar actiontast gør det muligt for brugeren, at aktivere tre valgfrie genveje. Det kan være funktionen ”screenshot” der aktiveres med ét tryk. To tryk åbner måske kameraet, mens et langt tryk bringer SMS-applikationen frem.

– Se forskellen: Honor 7 mod OnePlus 2

En sådan lille tast skaber let en afhængighed, men jeg savner allerede en vigtig detalje. Du kan ikke sætte tasten til, at aktivere lydløs eller vibrator, hvilket jeg synes er en kæmpe mangelvare. Særligt set i lyset af, at OnePlus 2 netop har en dedikeret lydtast i lighed med iPhone.

Ladestikket sidder i bunden mellem højtaler-grillene – og i øvrigt skønt højtalerne er placeret i bunden, og ikke bag på. Der er ikke tale om stereohøjtalere. Lyden kommer kun fra den venstre del.

På toppen af telefonen finder vi headsetstikket samt en IR-blaster, så telefonen kan anvendes som fjernbetjening. Lydstyrke og powerknap er samlet på højre side med power nederst lige ud for ens tommelfinger.

Intelligent fingeraftrykslæser

Lige under kameralinsen er et berøringsfølsomt område, der udgør fingeraftrykslæseren, som er lidt smartere end på de fleste telefoner. Du kan blot ligge pegefingeren på sensoren, hvorefter telefonen låser op. Det er således ikke nødvendigt at tænde skærmen først. I materialet lover Huawei oplåsning på 0,5 sekunder, hvilket passer meget godt.

Mine første oplevelser med fingeraftrykslæseren er rigtigt gode. Den er lynhurtig og meget præcis.

Undervejs som du bruger Honor 7 lærer fingeraftrykssystemet din finger bedre at kende, uden du skal foretage dig noget. Over tid skulle det give endnu mere præcis aflæsning af fingeren, men da jeg ikke har haft telefonen i gang ret længe endnu, kan jeg ikke afgøre om det fungerer.

I starten var fingeraftrykslæsere forbeholdt de absolutte topmodeller, og så længe de fungerer, er de absolut velkomne i andre telefoner også. Når først man har vænnet sig til brugen, er det faktisk svært at undvære

Fornuftig god skærm

Honor 7

Honor 7

En skærm på 5,2 tommer er, efter min opfattelse, en fornuftig størrelse. Det samme gør sig gældende med skærmopløsningen. Godt nok er Full HD efterhånden i underkanten, men 1920 x 1080 pixels fordelt på 5,2 tommer er stadigt mange pixels.

Når vi skærer det ind til benet, kan man ikke se der ikke er tale om en 2K eller 4K skærm. I hvert fald ikke så længe der ikke er noget af sammenligne med, en-til-en.

Farverne fremstår flotte, men der forekommer en lille udvaskning når der kigges ind fra siderne på skærmen. Det er ikke meget, og slet ikke i et omfang så det udgør et problem.

– Huawei lancerer OnePlus-konkurrent i Danmark

En lille sjov detalje under skærmindstillinger er muligheden for, at fjerne ens teleoperatørs navn fra toplinjen af skærmen, samt muligheden for at vise datahastigheden i toppen. Du kan også aktivere / deaktivere om notifikationsdioden skal blinke ved notifikationer.

Du kan desuden ændre udtrykket på onscreen-knapperne til styring af systemet. Det vil sige bestemme om ”Tilbage” skal være til venstre eller højre, for eksempel. Der kan også tilføjes en genvej, der ruller topgardinet ned. En tilsvarende funktion findes i fingeraftrykslæseren. Trækker du fingeren ned over læseren ruller topgardinet ned. Det er da en morsom lille ting.

Rodet brugerflade med lidt bloatware

Brugerfladen EMUI 3.1 bringer, som på Huaweis andre telefoner, alle applikationer ud på forsiden, så der ikke er en underliggende app-menu. Dette har vi også set på tidligere produkter fra producenten, og det fungerer. Men når brugerfladen betragtes, fremstår den som noget rod.

Det første man bør gøre er, at foretage en større oprydning, så overskueligheden bringes frem. Jeg er heller ikke så begejstret for Huaweis design af ikoner, men det er naturligvis en smagssag.

EMUI udskifter også en lang række systemapplikationer med nogle egenudviklede, og det er ikke nødvendigvis en gevinst, i forhold til Androids oprindelige udseende. Hos Huawei, samt mange andre producenter, bruges der uforholdsmæssig meget energi på egne apps til telefon, beskeder, kalender osv.

– Det koster Honor 7 i Danmark

Det værste er nok Huaweis eget tastatur, som jeg aldrig rigtig har været vild med, men du kan skifte til Googles eget og virkelig gode tastatur, der allerede er installeret i telefonen. Ved opstarten af Honor 7 er der i første omgang ikke dansk ordbog, men Google-tastaturet henter automatisk ordbogen, når du tager tastaturet i brug første gang.

Mængden af blotware, uønsket software, er heldigvis minimal på Honor 7. Clean Master, Facebook og Twitter. Det er dét.

Clean Master er et tredjepartsprogram til at rydde op i ”skrammelfiler” (programmets eget udtryk).  Programmet har en lang række rensefunktioner, som man kan muntre sig med, og som for nogle sikkert vil give god mening.

En interessant overvejelse

Honor 7 er lige til at gå til, det er min umiddelbare vurdering. Du kommer let i gang, og efter dine egne tilpasninger, kører den ret godt. Processoren fra det Huawei-ejede HiSilicon giver kræfter nok, hvilket den naturligvis også burde med dens octa-core processor på 2,2 GHz. Brugerfladen er lyn hurtig, og jeg har her i pre-testen ikke oplevet nogle problemer. Ikke engang med aflæsningen af fingeraftryk, der ellers er det lettest sted at dumpe.

Jeg synes ikke designet er synderligt interessant, men som samlet smartphone virker Honor 7 til at være en overvejelse værd.

Nu skal den endelige test så vise hvordan kameraet på 20 megapixels med optisk billedestabilisator yder, og om telefonen ved længere tids brug bliver langsom.

For 2.999 kroner (vejledende) uden abonnement får du desuden en smartphone med 3 GB RAM, 16 GB intern hukommelse (der kan udvides) samt mulighed for brug af to SIM-kort.

Testperioden vil også afsløre om batteriet på 3.100 mAh leverer strøm nok til avanceret brug, og om hurtig-opladeren holder hvad der loves. Det vil sige 50 procents strøm på 30 minutter. Telefonen har desuden reverse charging hvor en anden telefonen kan oplades med Honor 7 som powerbank – kabel til dette medfølger ikke og er således ekstratilkøb.

Alt i alt. Gode første indtryk. Nu skal den endelige test vise om Honor 7 for alvor er værd at købe.

Slutteligt skal de bemærkes, at Honor 7 kan købes i almindelig handel i Danmark, og du skal således ikke inviteres for at få lov til at købe telefonen, sådan som det er tilfældet med OnePlus-telefonerne.

Honor 7 – specifikationer

– Størrelse: 143,2mm x 71,9mm x 8,5 mm
– 5,2’’ skærm Full HD skærm 1920 x 1080 px
– 20 MP bagkamera med safirglas og 8 MP selfiekamera med fotolys
– Fingeraftrykslæser
– HiSilicon octa-core 2,2 GHz Kirin 935 processor
– Dual sim
– 3 GB RAM + 16 GB brugerhukommelse
– MicroSD udvidelse på op til 128 GB
– 3100 mAh batteri med reverse charging funktion

Mere til historien

Går du meget op i selfies, så bemærk at Honor 7 har fotolys på det 5 megapiels frontkamera.

Huawei trefoldbar er spottet i offentligheden

KORT NYT: Vi har set adskillige foldbare telefoner de seneste år, men en trefoldbar enhed er noget nyt – indtil nu.

(mere…)
Huawei har succes på elbilmarkedet

Samarbejdet mellem Seres og Huawei går rigtig godt og de sælger biler som aldrig før på det kinesiske marked.

(mere…)
Huawei overhaler Samsung på foldbare smartphones

Samsung havde førstepladsen i 4. kvartal på markedet for foldbare smartphones, men det ligner at Huawei overhaler i 1. kvartal.

(mere…)
Apple får artige stryg af Huawei

Trods slutspurt på de nyere markeder, vil der forlade færre smartphones fra fabrikkerne i år, vurderer analysefirma.

(mere…)
Hvad har Huawei gang i?

Huawei har på egen hånd skabt telefoner med et 5G-chipset.

(mere…)
Mistanke: Huawei etablerer chipfabrikker med statsstøtte

Brancheorganisation mener, at den blacklistede kinesiske mobil- og teknologigigant Huawei omgår amerikanske sanktioner.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram