HTC One M9+ fås nu i Kina
Kineserne har fået en plusversion af One M9 kaldet HTC One M9+. Anden processor, større skærm og fingeraftrykslæser er blandt nyhederne.
En større udgave af HTC One M9 kan nu fås i Kina, har HTC officielt skrevet på deres blog. Navnet er HTC One M9+.
M9+ har 5,2 tommer skærm med en opløsning på 1440 x 2560 pixels. Det er en højere opløsning og lidt større skærm, end der er på den HTC One M9, der aktuelt er tilgængelig i vores markedsområde. M9’eren har Full HD opløsning på 1080 x 1920 pixels med 5,0 tommer skærm.
I Kina har HTC gjort brug af Mediatek MT6795T processoren der er en octa-core type på 2,2 GHz. M9 har quad-core Snapdragon 810 processor fra Qualcomm. Begge typer er med 64-bit teknologi.
HTC One M9+ har desuden fået fingeraftrykslæser på fronten, hvilket er markant forskelligt fra HTC One M9 der ingen fysiske knapper har på fronten. Læseren fungerer efter samme princip, som den der sidder i Samsung Galaxy S6 og S6 Edge, hvor fingeren blot skal lægges på sensoren, for at låse mobilen op.
Derudover er specifikationerne nogenlunde ens.
– Flere detaljer om HTC One M9
– ”Lanceringen af HTC One M9+ er målrettet det kinesiske marked, og udrulning i andre lande vil bliver offentliggjort lokalt på et senere tidspunkt. Der er i øjeblikket ingen planer om, at lancere HTC One M9+ i hverken Nordamerika eller Europa. I både Europa og Nordamerika er vores flagskib fortsat HTC One M9.,” siger pressechef Allan Fatum, HTC Nordic, til MereMobil.dk.
HTC One M9 blev kort før salgsstarten opdateret med ny software, der forbedrede kameraets performance. Billederne fra M9 skulle nu været blevet markant bedre, end tilfældet var på den software, som var på M9, da den blev udsendt til testjournalister.
Mere til historien
HTC annoncerede for nyligt en opdateret udgave af M8 kaldet M8s. Udover en 64-bit processor er kameraet opgraderet fra 4 megapixels til 13 megapixels. Desuden har den fået optisk billedestabilisator, hvilket hverken HTC One M9 eller M9+ har.