Podcast #03: Mobilbetaling er godt på vej i Danmark

Smartphonen er allerede i dag et betalingsmiddel, men inden for relativ kort tid, sættes der turbo på. Hør hvor langt vi er i Danmark med mobilbetaling  – med og uden NFC.

Visa mobilbetaling

Et eksempel på mobilbetaling med et system fra Visa. (Foto: Visa).

Vi har hørt om det i mange år, det der med, at mobiltelefonen også skal være vores Dankort, eller i hvert fald et betalingsmiddel. Faktisk er det hele 14 år siden, at jeg skrev om mobilbetaling første gang. Når vi skærer ind til benet, har der været mange forsøg, men intet reelt gennembrud.

Omkring 2005 begyndte mange medier at skrive om NFC, der blev spået til at kunne forvandle telefonen til et betalingsinstrument, men nej. Heller ikke et gennembrud her.

Dansk Supermarked med Bilka, Føtex og Netto samt Coop, der står bag Super Brugsen og Fakta, er netop nu ved at udskifte tusindvis af Dankort-automater, til nye med NFC. Arbejdet forventes at tage det næste år til halvandet, så måske er der håb forude.

Det ændrer blot ikke på, at telefonerne her i sommeren 2013, fortsat ikke kan anvendes til håndtering af betalinger – i hvert fald ikke i stor skala.

Måske NFC-betalinger i 2014

Telebranchens fælles organisation 4T arbejder for udbredelse af mobilbetaling, og i Teknologimagasinet Meremobil fortæller 4Ts direktør Peter Bredgaard, at der nok kommer til at stå 2014 på kalenderen, inden vi kan betale med smartphones i danske dagligvareforretninger.

– ”Jeg skal være helt ærlig og sige, at da NFC blev omtalt første gang i 2003 og NFC forum blev grundlagt i 2004, var der nok en forventning om, at det var noget vi så inden for de nærmeste 2-3 år. Jeg ved godt det lyder lidt hult når jeg siger, at vi forventer NFC i større målestok i 2014 og 2015”, fortæller Peter Bredgaard.

4T, der ejes af TDC, Telenor, Telia og 3, arbejder på udviklingen af en applikation der kan binde bankoplysningerne sammen med telefonen, så betalinger via smartphonen bliver gjort muligt.

Ny betalingsmetode i webshops på vej

Sideløbende med arbejdet omkring NFC-betalinger arbejder 4T også på en ny betalingsmulighed, der er målrettet webshops.

Metoden binder kundens kreditkort-oplysninger sammen med mobilnummeret. I webshoppen vil 4T kunne vælges som betalingsmiddel, i forbindelse med check-out, på linje med f.eks. Dankort og Mastercard.

Løsningen minder ret meget om Danske Banks nyeste tiltag Mobilepay. 4Ts tilbud ventes klar i august måned.

Hvem skal betale?

Når teleselskaberne pludselig er blevet en part i betalingerne, er det nærliggende at få tanken, om også disse skal tjene penge på transaktionen.

4T-direktøren medgiver i programmet, at et eller andet sted, skal der hentes penge hjem, for at kunne finansiere systemerne, udviklingen og medarbejdernes løn.

– ”Hvis ikke vi kan levere en værdi som folk vil betale for så har vi ikke nogen berettigelse. Jeg tror at både webshoppen og forbrugeren vil se det her som en relevant tjeneste, som man gerne vil give lidt for at være en del af,” forklarer Peter Bredgaard.

De præcise modeller for hvor omkostningerne placeres, er endnu ikke på plads.

Mobilen er fremtidens betalingsform

– ”Mobilen bliver omdrejningspunktet for betalinger i fremtiden, simpelthen af den årsag, at vi altid har den i hånden. Jeg tror på lang sigt, vil mobilområdet være et indtjeningsområde for bankerne,” siger Jesper Nielsen der er vicedirektør i Danske Bank, og samtidigt manden med ansvaret for Mobilepay.

Jesper Nielsen siger også i Teknologimagasinet Meremobil, at løsninger som Mobilepay, bliver et konkurrenceparameter.

Danske Bank arbejder lige nu med en split-en-regning funktion, hvor en regning, hvis man er flere ude at spise sammen, kan splittes i flere dele.

– ”Betaling i forretninger er vigtigt for os. Det er noget vi kigger på, og håber vi kan komme med inden alt for længe. Men jeg tror også, at der er andre end Danske Bank, der arbejder med sådanne løsninger,” lyder det fra Jesper Nielsen.

Danske Bank har allerede produceret en reklamevideo der viser hvordan Mobilepay kunne fungere ved handel i en forretning. Faktisk benyttes Mobilepay allerede på denne måde hos bodegaen Vognhjulet i Odense.

Danmark er langt fremme

Jesper Nielsen er fornyligt hjemvendt fra et besøg hos en række forskellige IT-virksomheder i San Fransisco, USA der har fokus på mobile betalings-løsninger, og her blev han bekræftet i, at Danmark generelt er langt fremme på det mobile betalingsområde.

– ”I fremtiden vil du opleve at telefonen taler sammen med den app i butikken, der i virkeligheden udgør kasseapparatet, der måske er en iPad, som en medarbejder går rundt med i forretningen. Det synes jeg var det største ’take away’ fra den tur. Det er her mobilbetaling for alvor kommer til sin ret,” siger vicedirektør Jesper Nielsen fra Danske Bank.

En af udfordringerne for løsninger som Mobilepay eller Swipp, som andre banker står bag, er at få hævet beløbsgrænsen, så der kan overføres større beløb via disse tjenester.

Roskilde Festival tester NFC-betaling

Når Roskilde Festival slår portene op til 2013-udgaven bliver det med et forsøg i VIP-området, hvor deltagerne kan betale med en NFC-chip indbygget i festivalarmbåndet.

Smartphonen kan ikke anvendes i denne sammenhæng, da NFC-chippen i telefonerne ikke understøtter en funktion, hvor der kan skrives data tilbage til chippen, hvilket er en nødvendighed, når betalinger foretages offline, f.eks. på grund af manglede internetforbindelse. Det fortæller Thomas Keller, Business Development Manager på Roskilde Festival, i udsendelsen.

– ”I vores setup kan vi skrive informationer tilbage på armbåndet. Så i det tilfælde at en tablet eller terminal er offline så kan den læse info fra armbåndet. Og det kan en smartphone ikke i dag,” lyder meldingen fra Thomas Keller, der har ansvaret på de nye betalingsmuligheder på Roskilde.

Når NFC-armbåndet anvendes til betaling i Backstage Village sker det med en tablet som kasseapparat, der desuden har den fordel at køre på batteri, så der også kan købes øl, når strømmen er røget eller netværksforbindelserne er overbelastede.

En af de store gevinster ved elektronisk betaling på Roskilde Festival er, at det minimerer antallet af kontanter i omløb. Ud over det vejer meget, så udgør det også en sikkerhedsrisiko når pengene skal flyttes rundt.

Roskilde Festival har typisk omkring 130.000 gæster der leverer en omsætning på godt 140 millioner kroner.

Lyt: Podcast om mobile betalingsløsninger

Episode #3 af teknologimagasinet Meremobil sætter fokus på mobilbetaling i Danmark og gør status anno sommeren 2013.

Podcasten fra MereMobil.dk kan lyttes på alle platforme; Android, iOS, Windows Phone, Mac, Windows osv. Afspiller og downloadlink finder du i toppen af denne artikel. Du kan også hente Meremobil i iTunes Podcast eller via Tunein Radio.

Sådan lytter du til teknologimagasinet MereMobil

Gæsterne i programmet er 4Ts direktør Peter Bredgaard, vicedirektør og ansvarlig for Mobilepay i Danske Bank Jesper Nielsen samt Thomas Keller fra Roskilde Festival, der er Business Development manager, og manden med ansvaret for alternative betalingsløsninger.

Apple Pay presser prisen på Dankort i vejret

Dankort bliver dyrere for butikkerne. Endnu et skridt i den forkerte retning.

(mere…)
MobilePay-app har fortsat problemer

Der har været meget kritik af MobilePay siden lanceringen af den nye app i sidste uge. Oveni halter appen fortsat efter fredagens nedbrud.

(mere…)
MobilePay er nede (opdateret: virker igen)

MobilePay / Vipps oplyser, at tjenesten netop nu er nede og de arbejder på at løse problemet.

(mere…)
Brugerne utilfredse med ny MobilePay-app

MobilePay har udsendt stor opdatering, som radikalt ændrede design og funktioner. Utilfredsheden vælter ind!

(mere…)
Så kom den store MobilePay-opdatering

I dag landede den helt store overhaling af MobilePay.

(mere…)
MobilePay forandres markant

Nyt design og vigtige nye funktioner rammer tirsdag MobilePay. Få overblikket her.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
11 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram