Samsung Galaxy S25 Edge: Den tyndeste smartphone lige nu
Her er hvad du skal vide om Samsung Galaxy S25 Edge: Tynd og meget dyr

Samsung har netop løftet sløret for deres nyeste flagskib, Galaxy S25 Edge, og den er med sine imponerende 5,8 mm i tykkelsen den pt. tyndeste smartphone på det danske marked.
Ved en eksklusiv præsentation beskrev Samsung selv enheden som et “ægte premium-device”, hvor det ultratynde design stjæler billedet.
Med Galaxy S25 Edge i hånden bringes tankerne hen på den slanke Samsung Galaxy Alpha fra 2014, der med sine 6,7 mm også var bemærkelsesværdig tynd.
Specifikationer: Samsung Galaxy S25 Edge
- Skærm: 6,7”, AMOLED, 120 Hz
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 8 Elite (Samsung-edition)
- RAM: 12 GB
- Lagerplads: 256 eller 512 GB
- Batteri: 3.900 mAh – 25-watt opladning
- Trådløs opladning: Ja
- Kamera 1: 200 megapixels hovedsensor, OIS, f/1.7
- Kamera 2: 12 megapixels ultra vidvinkel, f/2.2
- Frontkamera: 12 megapixels, f/2.2
- Beskyttelse: IP68
- Forbindelser: 5G, 4G, Wi-Fi 7, Bluetooth v. 5.4
- Mål: 75.6 x 158.2 x 5.8 mm, 163 gram
- System: Android 15 / One UI 7
Ny standard for tykkelsen på en smartphone
Edge overgår altså forgængeren og sætter en ny standard for, hvor slank en topmodel kan være. Selvom den er markant tyndere end både standardmodellen Galaxy S25 (7,2 mm) og iPhone 16 (7,8 mm), skal man være opmærksom på, at Edge ikke er en mindre telefon i bredde og højde.
Selvom hovedsensoren på 200 megapixels lyder imponerende og minder om den i Galaxy S25 Ultra, mangler Edge dedikeret portrætlinse med optisk zoom. Det 2x zoom, telefonen tilbyder, er digitalt, og i stedet får brugerne en 12 megapixels ultravidvinkel-sensor.
Indvendigt byder Galaxy S25 Edge på velkendte kvaliteter fra S25-serien. Den drives af et lynhurtigt Snapdragon 8 Elite chipset, og 12 GB RAM.
Telefonen kommer i varianter med enten 256 GB eller 512 GB lagerplads, og som en ekstra bonus får køberne seks måneders gratis adgang til Google Gemini Advanced med 2 TB lagerplads.
Flot skærm men begrænset batteristørrelse
Skærmen er en flot 6,7″ AMOLED-skærm med en opdateringshastighed på 120 Hz, der sikrer silkebløde animationer.
Batteriet har en kapacitet på 3.900 mAh og understøtter 25-watt opladning samt trådløs opladning.
Galaxy S25 Edge er naturligvis også udstyret med 5G, Wi-Fi 7 og Bluetooth 5.4, og den er IP68-certificeret, hvilket betyder, at den er vand- og støvtæt.
LÆS MERE: Jeg har prøvet Galaxy S25 Edge – mine første indtryk
Galaxy S25 Edge koster over 10.000 kroner
Telefonen kommer med Android 15 og Samsungs One UI 7-brugerflade fra lanceringen, inklusive den avancerede Galaxy AI-pakke, der tilbyder smarte funktioner som fotoredigering og støjreduktion i videoer.
Prisen for dette slanke design er dog i den høje ende. Samsung Galaxy S25 Edge har en startpris på 10.499 kroner for 256 GB-versionen, mens modellen med 512 GB lagerplads koster 11.499 kroner
Telefonen kommer i farverne Titanium Silver, Titanium Jetblack og Titanium Icyblue, og den vil være tilgængelig i et begrænset antal butikker fra den 30. maj 2025.
VIL DU VIDE MERE OM SAMSUNG? De seneste Samsung-nyheder, og nyt om tech, kan du modtage i indbakken 4 gange om ugen. Tilmeld dig gratis netop nu! Frameld når du har lyst.
Mere til historien
Samsung har understreget, at distributionen vil være begrænset i Danmark, og at kun udvalgte forhandlere, der kan give telefonen en prominent placering i butikken, vil få den på hylderne.