iPhone Duo kan tage 30 procent af markedet i 2027 – presser Samsung
TrendForce forventer, at Apple bliver verdens næststørste producent af foldbare telefoner i 2027. Samtidig rejser problemer med inderskærmen spørgsmål om den første iPhone Duo.

En ny rapport fra TrendForce antyder, at Apple i øjeblikket oplever så stor efterspørgsel på iPhone Duo, at den vil indtage 30 procent af det globale marked for foldbare telefoner.
Dette på trods af, at det er Apples første model på et marked, hvor en del producenter efterhånden har meldt sig på banen.
Netop den del med første model vender jeg tilbage til om lidt.
Rapporten er beskrevet af 9to5mac og fortæller også, at selskabet forventes at levere 5 millioner eksemplarer inden udgangen af 2026. Allerede her vil det give en markedsandel på 24,8 procent.
Hvis tallene fra TendForce holder stik, så vil det sikre Apple andenpladsen indenfor foldbare telefoner til næste år med Samsung i front.
I øjeblikket sidder Samsung på omtrent 35,1 procent af markedet for foldbare; dette ventes dog at falde til 31,9 procent, mens Huawei vil lægge sig bag Apple med en andel på omtrent 21,3 procent.
LÆS MERE: Ny MacBook Pro får touchskærm og 24 timers batteritid
Skærmproblemer kan true iPhone Duos fremgang
For nylig kunne vi skrive om brugere med ødelagte inderskærme på iPhone Duo. De fleste tilfælde går lodret gennem skærmen ved hængslet, mens andre har det kombineret med en vandret streg i højre side også.
Hos PhoneArena kan de skrive om en anden type rapport, nemlig fra en kilde på Foxconn, der står for en del af iPhone Duo produktionen og samlingen af enheden.
Her fortælles det, at Apple angiveligt skulle have hastet på den foldbare iPhone i stedet for at vente til den levede op til selskabets standarder.
Skruer vi tiden frem til nu, så har vi disse ødelagte skærme, og hele episoden har fået navnet Crackgate.
Den umiddelbare årsag til de ødelagte skærme er en komponent under den indvendige skærm, placeret på hængslet, der løsner sig under normal brug. Komponenten presser derfor på skærmen fra den indvendige side, indtil den revner ved sammenfoldning eller udfoldning.
Foxconn-medarbejderen fortæller, at Apple valgte at sænke standarderne for kvalitetskontrollen for at sikre flere iPhone Duo-enheder til lanceringsdagen. Produktionsudbyttet var skuffende lavt op til oktober.
Desuden skulle iPhone Duo heller ikke have været det produkt, som Apple gik efter. Først og fremmest opgav de visionen om en foldbar telefon uden en fold; dette blev delvist løst med nanotexture display, der mindsker den synlige del.
Kameramæssigt i den indvendige skærm var det ifølge rapporten heller ikke det, som Apple gik efter, kvalitetsmæssigt. Det samme gælder softwaren, der også har fået kritik for ikke at ligne Apple og heller ikke virker gennemarbejdet.
Flere af kritikpunkterne går igen i vores anmeldelse af iPhone Duo, hvor telefonen imponerer med sin næsten usynlige fold, men skuffer på blandt andet kamera, software og pris.
Mere til historien
Hvad der skal ske nu, vides ikke. Den gode nyhed omkring den løse komponent er, at det forhåbentligt kan løses i fremtidige produktioner af den første iPhone Duo, hvis Apple forhøjer deres produktionstandarder. Det ændrer dog ikke på, at der er en del enheder på gaden, der kan være omfattet af problemet i øjeblikket.

