Benzin og diesel bliver dyrere fra nytår
Afgiften på benzin og diesel stiger fra den 1. januar 2027. Samtidig vokser den årlige udligningsafgift på populære dieselbiler med op til 680 kroner.

Det bliver dyrere at køre i en benzin- eller dieselbil fra den 1. januar 2027.
Brændstofafgifterne stiger, mens ejere af dieselbiler samtidig rammes af en højere udligningsafgift, skriver FDM.
Der er omkring 2,1 millioner benzin- og dieselbiler i Danmark. Særligt ejerne af landets cirka 514.000 dieselpersonbiler kan se frem til en større regning.
Nogle dieselbiler bliver 680 kroner dyrere om året
Udligningsafgiften på dieselbiler stiger med cirka 13 procent fra januar.
Afgiften skal udligne, at diesel beskattes lavere end benzin af hensyn til erhvervslivet. Den betales halvårligt sammen med bilens ejerafgift.
Hvor meget den enkelte bilejer skal betale, afhænger blandt andet af bilens årgang, brændstofforbrug og CO2-udledning.
Ifølge FDM stiger den samlede årlige udligningsafgift på populære dieselbiler med mellem 250 og 680 kroner.
En VW Passat fra 2012, der officielt kører 10,3 km/l, får eksempelvis en årlig stigning på 680 kroner. For en VW Golf fra 2015 med et oplyst forbrug på 22,2 km/l er stigningen 200 kroner.
Benzin og diesel bliver også dyrere ved pumpen
Afgiften på selve brændstoffet tager også et mindre hop.
Fra nytår stiger benzinafgiften med 12 øre pr. liter, mens dieselafgiften stiger med 10 øre pr. liter.
Ved et årligt kørselsbehov på 20.000 kilometer i en gennemsnitlig bil svarer det ifølge FDM til en merudgift på omkring 150 kroner for en benzinbil og 110 kroner for en dieselbil.
FDM foreslår, at brændstofafgifterne og udligningsafgiften fastfryses på 2026-niveau.
Organisationen henviser til, at de høje brændstofpriser allerede har øget den årlige udgift med omkring 3.200 kroner for benzinbilister og 4.000 kroner for dieselbilister.
Få mit personlige tech-overblik – og vind tech hver måned
Følg tech-verdenen uden om algoritmerne. Modtag Kaffepause med John G direkte i indbakken med de vigtigste nyheder og ærlige tests.
🎁 Som modtager er du automatisk med i den månedlige lodtrækning om et sæt Apple AirPods 4.
Større prisstigning kan ramme i 2028
En betydeligt større prisstigning kan vente i 2028, når EU’s nye kvotesystem ETS2 efter planen rammer fossile brændstoffer.
ETS2 lægger en pris på CO2-udledningen fra blandt andet brændstof til vejtransport. Prisen afhænger af markedet for CO2-kvoter og kan derfor ikke beregnes præcist på forhånd.
FDM anslår forsigtigt, at ETS2 kan gøre diesel cirka 1,50 kroner dyrere pr. liter og benzin omkring 1,30 kroner dyrere.
For en bilist, der kører 20.000 kilometer om året, kan det betyde en ekstraregning på omkring 1.650 kroner om året.
LÆS MERE: FDM vil halvere ejerafgiften for over 2 millioner bilister
Mere til historien
ETS2 skulle oprindeligt træde i kraft i 2027, men indfasningen er udskudt til den 1. januar 2028. Den endelige prisstigning afhænger af markedsprisen på EU’s CO2-kvoter.

