BYD udfordrer Tesla: Betaler for ulykker, når bilen kører selv
Den kinesiske bilgigant BYD tager et opsigtsvækkende skridt i kampen om selvkørende teknologi. Selskabet lover nu at dække alle økonomiske tab, hvis deres førerassistent er skyld i et trafikuheld – en garanti, som Tesla altid har nægtet at give.

Mens Tesla fortsat fastholder, at føreren har det absolutte og fulde ansvar, når selskabets “Full Self-Driving” (FSD) er aktiveret, vender den kinesiske konkurrent BYD nu markedet på hovedet.
Under en konference i Kina har BYD annonceret en ny, aggressiv politik for deres avancerede by-køresystem, “God’s Eye”. Hvis systemet er aktivt, og bilen forårsager en ulykke, påtager BYD sig det fulde økonomiske ansvar. Det skriver Electrek.co.
Dækker alt uden beløbsloft
Garantien fra BYD er usædvanlig gavmild og dækker uden noget øvre beløbsloft. Hvis uheldet er ude, dækker bilgiganten både reparationer på ejerens bil, skader på tredjeparts ejendom samt eventuel personskade.
Det kræver ikke en særlig tillægsforsikring, og en skadesanmeldelse vil ikke resultere i en dyrere forsikringspræmie for bilisten det efterfølgende år. Garantien gælder i første omgang i ét år fra bilens levering i Kina, og den rulles også ud til eksisterende ejere via en over-the-air (OTA) softwareopdatering.
BYD vækster – snart klar med produktion i Europa
Ifølge BYD’s øverste chef, Wang Chuanfu, er det et bevidst træk for at vise markedet, hvor langt fremme de er.
-“At påtage sig ansvaret for Level 3 og Level 4 tidligt i Level 2-fasen viser virksomhedens absolutte tillid til vores egen teknologi,” udtaler han.
ANNONCE i Artiklen fortsætter herunder
Se lynhurtigt om DU også kan spare op til 3.000 kr. på bilforsikringen.
Få prisen med det samme – enten herunder eller via dette link. Det er 100% digitalt, og ingen telefonsælgere.
Langt billigere end Teslas software
Udover ansvarsfordelingen rammer BYD også Tesla hårdt på prisen. I Kina koster BYD’s fulde “God’s Eye”-system (som er udstyret med avanceret LiDAR-teknologi) omkring 12.000 yuan som et engangskøb – svarende til cirka 11.500 danske kroner.
BLOG: Vågn op, Vesten: Kina er ikke en rismark, men en teknologisk supermagt
Til sammenligning koster Teslas tilsvarende system i Kina hele 64,000 yuan, hvilket svarer til godt 61.000 kroner. BYD tilbyder altså fuld økonomisk dækning ved ulykker på et system, der koster tæt på en femtedel af Teslas software, hvor føreren stadig bærer 100 procent af risikoen selv.
BYD oplyser, at de i dag har over 3,15 millioner biler på gaden med førerassistentsystemer, som tilsammen genererer op mod 200 millioner kilometer kørselsdata om dagen. Det er en flådestørrelse, som for alvor truer Teslas ellers mangeårige data-forspring i kapløbet om den selvkørende fremtid.
Mere til historien
Selvom BYD nu påtager sig det økonomiske ansvar under ulykker, understreges det, at “God’s Eye” teknisk set stadig er et såkaldt Level 2-system. Det betyder, at det juridisk set stadig er et assistentsystem, og man skal derfor som bilist fortsat holde øjnene på vejen og være klar til at gribe ind, når systemet er aktivt.

