Reddit og Discord i problemer med med aldersverificering
Tech-giganterne bliver i stigende grad pålagt at skulle kontrollere alderen hos brugerne for at kunne beskytte børn og unge bedre.

På mange måder er det lidt en form for pest eller kolera. Dilemmaet er, at børn og unge skal beskyttes bedre på nettet.
Både mod dem selv og det indhold, de bliver udsat for, men også mod de mere voldsomme tilfælde med overgreb over nettet, som spiltjenesten Roblox har haft særlige problemer med.
En løsning er at stramme grebet om den måde, man skal angive sin alder på. I gamle dage var det nok bare at indtaste sin alder, lige så nemt var det at lyve, men i dag skal det være noget mere sikkert.
Spørgsmålet til en million er jo så bare, hvordan du vil sikre dig, at en person rent faktisk har den alder, der påstås, når du skal håndtere dette over nettet.
I Danmark har vi MitID, som kan fås fra 13 år. Det udelukker allerede dem under 13 og hjælper heller ikke synderligt meget på brugere i andre lande, som har andre løsninger.
Myndighederne har pålagt techgiganterne opgaven at verificere alderen, det må være pesten, for hvis ikke det bliver gjort, så står vi i samme situation, hvor børn og unge lettere kan blive udsat for “uheldigt” indhold på nettet, som her må være kolera.
Reddit og Discord er blandt dem, som skal gøre dette. Deres løsning var at bruge et tredjepartsfirma, Persona, til at håndtere den opgave. Reddit har de oplyst, at de benyttede Persona, da de ikke selv ønskede at have direkte kendskab til brugernes identitet. Det skriver 9to5Mac.
Nu har Reddit så fået en bøde på 14,5 millioner pund, hvilket svarer til ca. 124 millioner kroner. Årsagen? Den ligger i brugen af Persona.
Ikke tilstrækkeligt
Bøden i Reddits tilfælde bunder i, at de ikke har kontrolleret brugernes alder korrekt, hvilket har udsat børn på Reddit for risikoen for at blive eksponeret for upassende og skadeligt indhold. Selve bøden er udstedt af det britiske datatilsyn.
Som nævnt havde Reddit ellers benyttet sig af virksomheden Persona, som verificerer via en uploadet video-selfie eller et billede af officiel billedlegitimation. I tilfældet med et normalt selfie er det typisk en AI, som vurderer alderen ud fra ansigtstræk osv.
Derfor vil der altid være en fejlmargin, som sommetider kan være rigtig stor. Mange ting kan påvirke AI’en til at tro, man er ældre, end man er, og i sidste ende er det vel også umuligt at kontrollere, om det selfie rent faktisk også er personen, der skal bruge profilen.
Som skrevet var der mange børn, der fejlagtigt blev registreret som voksne, hvilket også har gjort det ulovligt, at Reddit har behandlet data om dem, når de i sidste ende er børn.
I Discords tilfælde har de endnu ikke fået nogen bøde for brugen af Persona, men her har det primært været brugerne, som har kritiseret Discord.
Flere har nemlig påpeget, at samarbejdet med Persona til aldersverificering er bekymrende. Her har de henvist til Personas privatlivspolitik, hvor det fremgår, at virksomheden kan indhente personoplysninger fra tredjepartsdatabaser, offentlige registre og andre offentligt tilgængelige kilder.
Derfor har der været en bekymring for, hvor meget Persona rent faktisk graver i hver profil, og hvor de nøjagtigt henter disse personoplysninger. Sidenhen har Discord stoppet samarbejdet med Persona.
LÆS MERE: Danmark tættere på indførsel af aldersgrænse for sociale medier
Mere til historien
I Danmark får vi snart AltID, der skal samle kørekort og pas i en app. Denne løsning forventes at udkomme til foråret.

