Redmi Note 14 Pro+ 5G | Lille pris, stort potentiale
TEST: Xiaomi byder ind med deres nyeste Redmi Note 14 Pro+, til en langt lavere pris end topmodellerne. Har stadig potientale til at konkurrere med dem?
Xiaomis budgetvenlige Redmi-serie er nået til nummer 14 og byder på fem nye telefoner, hvoraf fire af dem kommer til Danmark.
Jeg har taget et kig på den dyreste af dem, Redmi Note 14 Pro+ 5G, og jeg er temmelig imponeret.
Note 14 Pro+ har måske ikke de bedste kameraer eller det hurtigste chipset, men er stadig en rigelig telefon til de fleste og kan på flere områder udfordre de dyrere modeller.
Så lad os se, om en telefon til 3.990 kroner (vejledende) kan gøre en lettere kræsen telefonnørd som mig tilfreds.
Specifikationer: Xiaomi Redmi Note 14 Pro+ 5G
- Skærm: 6,67″, AMOLED, 120 Hz, 3.000 nits
- Skærmoverflade: Corning Gorilla Glass Victus 2
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 7s Gen 3 (4 nm)
- RAM: 12 GB
- Lagerplads: 256 eller 512 GB
- Kamera 1: 200 megapixels, f/1.7, OIS
- Kamera 2: 2 megapixels makro, f/2.4
- Kamera 3: 8 megapixels ultravidvinkel, f/2.2
- Frontkamera: 20 megapixels, f/2.2
- Forbindelser: 5G, op til Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.4, NFC
- Batteri: 5.110 mAh
- Opladning: 120 watt kablet
- Mål: 162,5 x 74,7 x 8,8 mm
- Vægt: 205 gram
- Støv/vandresistent: IP68 (op til 1.5m i 30 min)
- Højttalere: Stereo
- 3.5 mm. jackstik: Nej
- Fingeraftrykssensor: Under skærmen
- Operativsystem: Android 14, HyperOS 1.0.6.0
Flot og robust på samme tid
Den første følelse, man står med, når man pakker Redmi Note 14 Pro+ ud, er følelsen af kvalitet og flot design. Den er virkelig flot, med en stor skærm og en bagside, der flot runder ind mod en blank aluminiumsramme.
På bagsiden finder vi det nok mest polariserende ved telefonens design, den meget iøjnefaldende kameraø. Den er temmelig stor og er noget af det første, folk lægger mærke til, når de ser telefonen. Designet er anderledes, men jeg kan egentlig godt lide det, og det er forfriskende med noget nyt.
Redmi Note 14 Pro+ ser ikke bare godt ud. Den er også særdeles modstandsdygtig over for hverdagens knubs.
Udover en skærm, beskyttet af Gorilla Glass Victus 2, benytter Xiaomi også, hvad de kalder All-Star Armor Structure. Det er kort fortalt en aluminiumskompositramme med en energiabsorberende skum og polymerbuffermateriale indeni til at beskytte indmaden i telefonen.
Oveni det har telefonen også IP68-certificering og et batteri, der fungerer helt ned til minus 20 grader. Den er med andre ord perfekt til de danske vejrforhold.
Det nye batteri klarer fint en hel dag væk fra laderen, men så heller ikke mere.
Til gengæld kan det lades med op til 120 watt. Det giver en opladning fra 4-75 procent på 15 minutter. En fuld opladning tager kun 22 minutter. Desværre skal du selv ud og finde en lader, der kan levere 120 watt. Der følger ikke en med telefonen.
Benchmarkmålingerne skuffer
Redmi Note 14 Pro+ er drevet af Snapdragon 7s Gen 3, med 12 GB RAM og kigger vi udelukkende på benchmarkmålinger, imponerer den ikke.
I hverdagen er historien dog en anden. Her fungerer telefonen upåklageligt til de fleste gøremål.
Antutu | 3D Mark | GB 1/2 | GB OpenCL | |
Redmi Note 14 Pro+ | 757.574 | 3.979 | 1.168/3.196 | 3.338 |
Xiaomi 14T | 1.351.172 | 3.022 | 1.375/4.421 | 8.122 |
OnePlus Nord 4 | 1.115.800 | 3.071 | 1.147/3.007 | 8.045 |
Galaxy S24 FE | 1.754.013 | 3.823 | 2.029/6.348 | 15.132 |
Brugerfladen HyperOS, mail, webbrowsing og YouTube med mere kører uden problemer.
Presser du den med spil, skal du holde dig i den mindre krævende ende. Spil som Subway Surfers kører for eksempel fint, hvorimod Fortnite og Genshin Impact som minimum skal holdes på lave indstillinger. Ellers er resultatet en hakkende oplevelse.
Det er ikke fordi skærmen ikke kan følge med. Den 6,67 tommer store 120 Hz skærm er ikke bare flot til prisen. Bare virkelig flot!
Den gør Netflix på telefonen til en fornøjelse, godt hjulpet på vej af lyden fra stereohøjtalerne. Der er dog stadig tale om telefonhøjtalere, og det er man aldrig i tvivl om.
Telefonen leveres med Android 14 og HyperOS, der får tre OS-opdateringer og fire års sikkerhedsopdateringer. Med HyperOS følger der en del bloatware med, som kræver oprydning, før telefonen er klar til brug. Noget kan ikke slettes eller deaktiveres, men må samles i mapper.
Endnu mere irriterende er reklamerne for nye apps i mapperne. Selvom det kan slås fra, er det ikke acceptabelt med så meget bøvl for at undgå reklamer på en telefon, man har betalt for.
Når man har ryddet op og vænnet sig til systemet, er HyperOS dog et godt bekendtskab.
200 megapixels kamera men uden optisk zoom
Kameraoplevelsen på Redmi Note 14 Pro+ er en blandet oplevelse, heldigvis med flest positive oplevelser.
Hovedkameraet er Samsungs ISOCELL HP3 på 200 megapixels. Det giver oftest gode, skarpe og detaljerede billeder med realistiske farver. Desværre fejler dynamikken af og til, og lyse områder bliver overbelyste, mens mørke områder bliver helt sorte.
Interessant nok er billeder i lav belysning bedre end forventet. De er pæne, skarpe og rimelig detaljerede.
Ultravidvinkelkameraet gør et fornuftigt stykke arbejde, uden at det nogensinde bliver overvældende. Billederne mangler farve og detaljer.
Frontkameraet kommer ikke til at skræmme konkurrenterne. Kameraet har fast fokus, og det fokus lader til at ligge bag det sted, hvor motivet typisk ville befinde sig. Det giver nogle lettere slørede billeder, hvis man ikke rammer rigtigt.
Billeder taget med Redmi Note 14 Pro+
Konklusion: God uden at skille sig ud
Med Redmi Note 14 Pro+ 5G får du meget telefon for pengene, og jeg sidder tilbage med masser af positive indtryk. Ting som den ekstra holdbare konstruktion, den flotte skærm, den fornuftige ydelse, gode kameraer og ikke mindst lynhurtige opladning giver alt sammen gode point.
Desværre er der også minusser, som for eksempel at du skal rydde op i brugerfladen inden brug, at du kun får tre års OS-opdateringer. Og en oplader i kassen, så man kunne benytte sig af den hurtige opladning, havde været godt.
Men telefonens største problem er nok at den ikke skiller sig ud. Der er mange alternativer i prisklassen. I ingen særlig rækkefølge kunne jeg nævne OnePlus Nord 4, Xiaomi 14T, Motorola Edge 50 Pro.
Redmi Note 14 Pro+ 5G er altså ikke en dårlig telefon og til prisen får man noget for sine penge. Der er plusser og minusser. Og hvis man er bevidst om dens begrænsninger kan den være et godt køb.
Jeg giver den 5 ud af 6 stjerner.
Aktuelle priser på Xiaomi Redmi Note 14 Pro+ 5G
Herunder kan du se dagspriserne på Xiaomi Redmi Note 14 Pro+ 5G.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Flot design
- Ekstra hårdfør
- Hurtig opladning, hvis du har den rigtige oplader
- Imponerende skærm
- God fingeraftrykssensor
- IP68-beskyttelse mod vand og støv
- Klar udmelding om softwareopdateringer
Lidt at tænke over
- HyperOS kræver en oprydning
- En del bloatware
- Kun 3 OS opdateringer
- Begrænsede AI-funktioner
- Ansigtsgenkendelse er kun til oplåsning
- Oplader medfølger ikke
Mere til historien
Vil man spare lidt mere har Xiaomi også sendt den 1000 kroner billigere Redmi Note 14 Pro på gaden. Den ligner storebroren på en prik, men man må leve med en langsommere MediaTek processor og kun 45 watt opladning.