Analyse: Teenagepiger er hårdt ramt af sociale medier
Svære tegn på afhængighed af sociale medier, som Instagram, TikTok og YouTube, præger mange børn og unge.

Børn og unge bruger i gennemsnit dagligt cirka 2 timer og 40 minutter på sociale medier.
Det fremgår af en frisk analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Analysen er baseret på svar fra knapt 3.445 børn og unge og samt 2.400 forældre.
Dykker man ned i analysen, kan man se, at piger i alderen 13 til 17 år bruger mest tid på sociale medier. I gennemsnit har piger i denne gruppe et dagligt forbrug på 3 timer og 34 minutter.
Gruppen af teenagepiger udviser flest symptomer på afhængighed og fastholdelse af sociale medier. Samtidig oplever de lavere trivsel end gennemsnittet.
I undersøgelsen viser cirka 20 procent af de deltagende (mellem 11 og 25 år) moderate til svære tegn på afhængighed af sociale medier.
– “Nu ser vi sort på hvidt, at alt for mange unge kæmper med afhængighed af sociale medier. Det går ud over trivslen,” udtaler erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Sociale medier æder børns hverdag
Han tilføjer, at tech-giganterne ikke lever op til deres ansvar.
Erhvervsministeren mener, at tech-giganterne skal passe bedre på vores børn og unge på deres platforme og, at vi længe har vidst, at tech-giganterne bevidst fastholder børn og unge foran skærmen.
– “Vi har brugt de sidste 30 år på at beskytte børn og unge mod for eksempel gambling, tobak og alkohol – vi kan ikke vente 30 år på at gøre det samme med sociale medier. Derfor vil regeringen fortsætte sit arbejde med at tæmme tech-giganterne,” slår Morten Bødskov fast.
Lige så fast i udmeldingen er børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye. Han udtaler blandt andet, at “skærme og sociale medier æder sig ind i børns hverdag”:
– “Det tager tid væk fra leg med klassekammerater, frisk luft og andre interesser,” påpeger Mattias Tesfaye og tilføjer:
– “Algoritmerne må ikke bestemme over vores børn. Det skal vi voksne sørge for. Både derhjemme og i skolen. Derfor opfordrer jeg jævnligt skolerne til at lægge en meget restriktiv tilgang til mobiltelefonerne og til brug af skærme i undervisningen.”
Ifølge DR konkluderer analysen også, at der ikke er direkte sammenhæng mellem skærmtid og trivsel. Således lyder det, at der er mange børn og unge med et højt tidsforbrug, som ikke oplever afhængighed og som trives godt.
Her er banditterne
Analysen sætter også fokus på, hvilke sociale medier der fastholder brugerne i højere grad. Her udpeges Instagram, TikTok og YouTube, som de sociale medier, hvor brugerne fastholdes i længere tid, end de ønsker.
Følelsen af at blive fastholdt er mindre udtalt for medier som Snapchat, Messenger og Discord, lyder det.
Netop fastholdelsen af brugerne er et klart succesparameter for tech-giganterne til at udnytte muligheden for, at eksponere brugerne for kommercielt indhold.
Gode råd om sociale medier
Sikkerdigital.dk har en række gode råd til forældre om sociale medier og børn og unge.
- Overvej, hvornår dit barn er klar til at være på sociale medier
- Gennemgå privatindstillingerne på de sociale medier, som dit barn bruger
- Hjælp dit barn med at vælge gode brugernavne, som ikke afslører barnets identitet
- Tal med dit barn om god skik ved deling af billeder og videoer
- Tal med dit barn om falske konkurrencer
LB Foreningen gav i begyndelsen af januar en million kroner til store og små organisationer, som kan søge støtte til projekter og indsatser, der har fokus på at løse problemer med mental sundhed og trivsel.
I en pressemeddelelse fremgår, at der de senere år er sket stigninger i antallet af børn med sociale foranstaltninger med 16 procent. Udfordringerne er mental sundhed og trivsel.
Organisationerne kan blandt andet søge midler til indsatser med fokus på det digitale liv og brugen af sociale medier i forhold til børn og unges mentale trivsel.
Mangler du som 1000-vis af andre viden om den nye teknologi? Modtag et overblik i indbakken 4 gange om ugen. Tilmeld dig GRATIS NETOP NU.
Mere til historien
Kampen om skærmen og dens påvirkning af den mentale sundhed og trivsel nåede i slutning af november nye højder. Her vedtog Austrialen et forbud for unge under 16 år. Læs mere om det her