Usikkerhed for Dankort-brugere, der vil betale med Apple Pay
Fra næste år skal danske banker inkludere Dankort-delen af Visa/Dankort i Apple Pay.
Meget tyder på, at de danske bankkunder kommer til at vente længe på at få gavn af lavere gebyrer, når de betaler med Dankort-delen af deres Visa/Dankort i Apple Pay.
Det skriver Forbrugerrådet Tænk.
Forbrugerrådet Tænk har foretaget en rundspørge blandt de danske banker om, hvor langt de er i forhold til Nets krav om, at alle banker skal udbyde Dankort-delen i Apple Pay.
Med kun to måneder til kravet træder i kraft, så er der hos de fleste banker stadig uklarhed over, hvordan selve udrulningen kommer til at foregå.
De fleste af de 22 banker, som har svaret Forbrugerrådet Tænk, vil man nå at være klar inden årsskiftet, mens resten oplyser, at de vil være klar “i løbet af 2025”.
Vil du læse flere artikler som denne? Modtag et techoverblik gratis i indbakken 3 gange om ugen. Tilmeld dig her.
Dankort er i krise
Det betyder altså, at en del bankkunder ikke vil få gavn af lavere gebyrer.
– “Dankortet er i krise, fordi mobilbetalinger hurtigt er blevet så udbredte, så det haster med at få lagt kortene ind, så både forbrugerne og virksomhederne kan nyde gavn af lavere gebyrer, siger Rolf Høymann Olsen, forbrugerpolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet Tænk.
På baggrund af svarene er Tænk også bekymret for udrulningen, hvordan implementeringen kommer til at foregå. Her har de fleste nemlig svaret, at det endnu ikke er afklaret.
Kun Arbejdernes Landsbank og Lægernes Bank svarer, at det bliver en manuel implementering.
Det betyder, at du selv skal fjerne dit kort fra Apple Pay og derefter opsætte kortet fra start igen, før du kan betale med Dankort-delen, skriver Tænk.
Tænk har stillet 38 banker spørgsmålene “Kommer I til at understøtte co-badgede Dankort i ApplePay?” og “Hvordan kommer I til at indrulle Dankort i ApplePay?”. 22 banker har svaret.
Mere til historien
Endnu er det kun Danske Banks kunder, der kan benytte Dankort, når de betaler med Dankort-delen i deres Visa/Dankort i Apple Pay.