Top 3 cybertrusler: En træls type er tilbage i toppen
En klassisk sikkerhedstrussel er tilbage i top 3, viser en ny rapport.

Phishing er igen blandt de tre mest udbredte cybertrusler mod danske virksomheder, ifølge en ny sikkerhedsrapport fra TDC Erhverv, som har analyseret trusselsbilledet i tredje kvartal af 2024.
Stigningen i phishing-angreb tilskrives især anvendelsen af kunstig intelligens, som giver cyberkriminelle mulighed for at udvikle mere sofistikerede og overbevisende phishing-kampagner.
Sommerens store sportsbegivenheder har desuden givet hackere yderligere incitament til at angribe.
– “Vi observerer en tydelig tendens til, at phishing-angreb bliver stadigt mere avancerede,” siger Claus Westergaard Kraft, Direktør for Cybersikkerhed og Cloud hos TDC Erhverv i en pressemeddelelse.
– “Hackere udnytter kunstig intelligens til at designe skræddersyede e-mails og falske hjemmesider, der kan være vanskelige at skelne fra de ægte.”
Med Black Friday og julen i horisonten forventes en yderligere eskalering i phishing-angreb.
TDC Erhverv opfordrer derfor til øget opmærksomhed og anbefaler, at man altid er kritisk over for links i e-mails og kun klikker på dem, hvis man er helt sikker på afsenderen.
Selvom det totale antal blokerede cyberangreb er faldet i tredje kvartal, udgør phishing nu 17,3 procent af alle trusler.
Malware er fortsat den mest udbredte trussel med 67,6 procent, efterfulgt af Command & Control med 11,3 procent.
Få mit personlige tech-overblik – og vind tech hver måned
Følg tech-verdenen uden om algoritmerne. Modtag Kaffepause med John G direkte i indbakken med de vigtigste nyheder og ærlige tests.
🎁 Som modtager er du automatisk med i den månedlige lodtrækning om et sæt Apple AirPods 4.
Mere til historien
TDC Erhverv håndterer den digitale trafik for mere end halvdelen af danske virksomheder.

