Her er Motorolas nye prisvenlige edge-serie
OVERBLIK: Motorola er klar med 3 nye telefoner, hvor alle kan være med. Priserne virker ret rimelige og specifikationerne ser fine ud.
Motorola har netop lanceret en ny telefonserie, der udfordrer giganter som Samsung og deres Galaxy S24-serie.
Motorola er kendt for at tilbyde fremragende værdi for pengene i mellemprissegmentet, men de bevæger sig også ind på highend-markedet med telefoner til en lavere pris end konkurrenter som f.eks. Samsung.
Forårsserien består af tre modeller i forskellige prisklasser, der tydeligt afspejler forskellene i funktioner og ydelse.
- Motorola Edge 50 Fusion: 3.499 kr. – 12 GB RAM / 256 GB lagerplads
- Motorola Edge 50 Pro: 5.290 kr. – 12 GB RAM / 512 GB lagerplads
- Motorola Edge 50 Ultra: 8.699 kr. – 16 GB RAM / 1 TB lagerplads
Priserne er Motorolas vejledende uden abonnement.
Edge 50 Pro lander i butikkerne den 16. april, mens de øvrige modeller følger i løbet af maj. Ultra vil kunne købes i slutningen af maj, mens den billigste, Edge 50 Fusion, er klar i begyndelsen af maj.
Fokus på værdi fremfor top-ydelse
Motorola har fravalgt de mest kraftfulde chipset-konfigurationer. Dette giver god mening, da Motorola sandsynligvis kan indkøbe disse chipsets billigere hos Qualcomm sammenlignet med den nyeste generation, som f.eks. Samsung anvender i deres topmodeller.
Men betyder det en langsom telefon? Nej! Konfigurationen matcher prisen, og sandheden er, at de fleste brugere ikke kan udnytte den overdrevne ydelse, som de dyreste telefoner tilbyder. Hvert år stiger ydelsen uden der reelt er behov for det.
Forskellige teknologier i forskellige modeller
Udover ydelsesforskellene er der også variationer i skærmteknologi og kamerahardware på tværs af modellerne.
Jeg har testet den første model i serien, Motorola Edge 50 Pro, og dette er en fornuftig telefon. Der er dog et par udfordringer, du bør være opmærksom på, inden du køber.
Her kan du læse min test af Motorola Edge 50 Pro.
Herunder kan du se detaljerne om de forskellige modeller i Edge 50-serien.
OVERBLIK: Her er pris og tilgængelig i Danmark på Edge 50 Fusion
Billigst: Motorola Edge 50 Fusion
Fusion har, trods en nogenlunde lav pris, hele 12 GB RAM samt 256 GB lagerplads, hvilket må siges at være ret flot i forhold til prisen.
Skærmen på 6,7 tommer går helt ud til siderne, deraf navnet på telefonen. Dette er tilfældet for alle telefonerne i serien.
Batteriet har en kapacitet på 5.000 mAh. Det er også ret meget, når det tages i betragtning, at telefonen trods alt er en mellemprismodel. I salgspakken ligger en 68 watt oplader.
Specifikationer: Edge 50 Fusion
- Skærm: 6,7”, pOLED
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 7s Gen 2
- RAM: 12 GB (LPDDR 4x)
- Lagerplads: 256 GB
- Hovedkamera: 50 megapixels, f/1.88, OIS
- Ultra vidvinkelkamera: 13 megapixels, f/2.2, 120 gr
- Frontkamera: 32 megapixels, f/2.45
- Vand- og støvbeskyttelse: IP68
- Batteri: 5.000 mAh, 68 watt opladning
Mellempris-modellen: Motorola Edge 50 Pro
Dette er telefonen til dig, der ikke vil helt op i topmodel-niveau på prisen, men stadig have en god hardware.
Skærmen har den samme størrelse, som de to andre modeller i serien og også her fås en stor mængde RAM og lagerplads.
Chipsettet er lidt kraftigere end på Edge Fusion, men det er ikke et chipset som hører til i topmodelniveauet.
Batteriet på 4.500 mAh kan oplades med hele 125 watt i peak. Det betyder en fuld opladning på omkring 20 minutter.
Edge 50 Fusion er smal, ligger godt i hånden og har et ret cool designudtryk.
Specifikationer: Edge 50 Pro
- Skærm: 6,7”, pOLED
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 7 Gen 3
- RAM: 12 GB (LPDDR 4x)
- Lagerplads: 512 GB
- Hovedkamera: 50 megapixels, f/1.4, OIS
- Ultra vidvinkelkamera: 13 megapixels, f/2.2, 120 gr
- Telefoto: 10 megapixels, f/2.0, 3x optisk zoom
- Frontkamera: 50 megapixels, f/1.9
- Vand- og støvbeskyttelse: IP68
- Batteri: 4.500 mAh, 125 watt opladning, trådløs opladning
Topmodellen i serien: Motorola Edge 50 Ultra
Motorola byder ind på topmodelniveau med Edge 50 Ultra, hvor du skal lægge mærke til, at chipsettet ikke er Snapdragon 8 Gen 3, som på f.eks. OnePlus og Samsungs topmodeller.
I stedet anvendes Qualcomm Snapdragon 8s Gen 3. Det er ”s”, som er den store forskel. Det betyder, at der her bruges et chipset fra den nyeste serie, men hvor toppen er taget af ydelsen. I praksis kommer det nok ikke til at betyde det store for dig som bruger.
Selvom det er en topmodel, så er den uden de AI-funktioner, som vi i især har set hos Samsung. Motorola nævner dog “AI”, men kun som en del af fotooptimeringen. Desuden er der AI-funktioner i Google Fotos, som er galleriappen i Motorolas telefoner.
Specifikationer: Edge 50 Ultra
- Skærm: 6,7”, pOLED
- Chipset: Qualcomm Snapdragon 8s Gen 3
- RAM: 16 GB (LPDDR 5x)
- Lagerplads: 1 TB
- Hovedkamera: 50 megapixels, f/1.6, OIS
- Ultra vidvinkelkamera: 50 megapixels, f/2.0, 122 gr
- Telefoto: 64 megapixels, f/2.4, 3x optisk zoom
- Frontkamera: 50 megapixels, f/1.9
- Vand- og støvbeskyttelse: IP68
- Batteri: 4.500 mAh, 125 watt opladning, trådløs opladning
Mere til historien
Alle tre telefoner i serien modtager opdateringer af Android-platformen i tre år samt sikkerhedsopdateringer i fire år. Telefonerne kommer på markedet med Android 14.