OnePlus Open er måske en Galaxy Fold-killer | TEST

TEST: Den foldbare OnePlus overrasker på flere punkter, det viser min test af OnePlus Open, men prisen er et problem.

OnePlus Open
OnePlus Open er en værdig konkurrent til Samsung Galaxy Z Fold5 (Foto: OnePlus)

OnePlus er klar med deres første foldbare smartphone. OnePlus Open er en europæisk version af Oppo Find N3.

Telefonen er en en-til-en-konkurrent mod Samsung Galaxy Z Fold5 (video). Samsung har hidtil haft det foldbaremarked for sig selv i Danmark, men det er slut nu.

Jeg synes, at OnePlus Open gør det overraskende godt.

Samsung har gennem tiden taget mange “tæsk” på foldbar-kategorien, og OnePlus / Oppo må have kigget dem over skulderen og lært rigtigt meget.

Det lader ikke til, at OnePlus Open har de problemer, som Galaxy Fold i starten var kendt for. Det gør også, at jeg ikke er så bekymret i forhold til telefonens holdbarhed på den lange bane.

Oppo er i øvrigt ikke nye på foldbar teknologi. Der ligger flere af de foldbare smartphones forud for Find N3 og OnePlus Open.

Specifikationer: OnePlus Open

  • Skærm 1: 6,31″ AMOLED, 2440 x 2268 (2K) px, 426 PPI
  • Skærm 2: 7,82″ AMOLED, 2484 x 1116 (2K) px, 431 PPI
  • Styresystem: Android 13 – med OxygenOS 13.2
  • RAM: 16 GB LPDDR5X RAM
  • Hukommelse: 512 GB lagerplads
  • Kamera 1: 48 megapixels (standard)
  • Kamera 2: 48 megapixels ultravidvinkel sensor
  • Kamera 3: 64 megapixels telefoto
  • Frontkamera: 32 MP (lille skærm) – 20 MP (udfoldet skærm)
  • Fysiske mål udfoldet: 153,4 x 143,1 x 5,8/5,9 mm
  • Fysiske mål, foldet: 153,4 x 73,3 x 11,7/11,9 mm
  • Vægt: 239 gram
  • Batteri: 4.805 mAh, understøtter 67 watts opladning

Det svage punkt…

Hængslerne og den foldbare skærm er de svage punkter i enhver foldbar telefon. OnePlus Open har hængsler, som er testet til at holde til mindst én million foldninger – altså “åben” + “luk” = én gang – og så bare én million af dem.

Jeg kan naturligvis ikke udføre en stresstest på dette, men hængslerne virker stabile og telefonens konstruktion er ikke usikker.

I lighed med Galaxy Fold5, så lukker klapperne helt sammen, så der ikke kan komme skidt ind til den inderste følsomme skærmdel.

FORDELE VED EN FOLDBAR: Fordelene ved en foldbar telefon inkluderer en større skærm, som er fantastisk til at se videoer og serier. Personligt har jeg fundet, at den største fordel er muligheden for at læse længere tekster og artikler, da det større overblik giver mere ro. Videoredigering er også ideelt på en større skærm. Hvis du arbejder med dokumenter eller tegninger, vil du også sætte pris på muligheden for at “folde ud”.

Den bløde fold

OnePlus Fold kommer ikke i mål med at lave en foldbar skærm, hvor folden er fuldstændig usynlig. Det er dog mindre synlig, og mindre mærkbar med fingeren, end det vi ser på Galaxy Z Fold5.

Den store skærm på 7,82 tommer er blød i forhold til frontskærmen i glas. Selvom OnePlus Open anvender UTG (Ultra Thin Glass) som en del af konstruktionen, så føles det ikke helt så lækkert som en traditionel skærm. Det er stadig som at køre fingeren hen over en pakke smør.

Heldigvis er skærmkvaliteten temmelig god og med en lysstyrke på op til 2.800 nits, får du ikke problemer med at aflæse skærmindholdet i direkte sollys.

Skærmen er en fordel, når du vil se videoindhold eller danne dig et overblik over et større dokument eller en lang mail. Her kan det brede format noget, som de aflange mobilskærme ikke formår.

OnePlus Open kan desuden køre op til tre apps side om side – og endda lidt udover skærmbilledet. Du kan tilmed trække et billede fra galleriet direkte over i en mail. Når du har et perfekt multitasking ”skrivebord” kan du oprette en genvej, så du hurtigt kan komme tilbage til dit favoritlayout. Det er ret smart.

Her kan du se funktionen Open Canvas i brug.

PAS PÅ PLASTIKFOLIEN: Skærmoverfalden har en plastikfilm på toppen for at beskytte den underliggende konstruktion. Du må ikke trække filmen af, selvom det er fristende. Bliver den grim kan du få den udskiftet gratis på et autoriseret værksted. Dette kan ske i de to år, hvor telefonen er dækket af reklamationsret.

Voldsomt kamera

Kameraet er en KÆMPE klods, som i sig selv er et designstatement, der dog ikke siger noget om kvaliteten af billederne. OnePlus hævder dog selv, at dette kamerasystem er bedre end det fra topmodellen OnePlus 11.

Det er pokkers svært at vurdere, om OnePlus Open rent faktisk tager bedre billeder end OnePlus 11 eller de konkurrerende telefoner.

Min oplevelse er, at du i de fleste situationer får et rigtigt flot billede – også når det er mørkt. Som jeg ser det på de fleste andre topmodeller, vil softwaren rigtigt gerne hæve eksponeringen, når det er mørkt. Det resulterer i et unaturligt lyst billede. Trækker du derimod eksponeringen lidt ned, bliver billedet meget pænere.

Portrætfunktionen gør det også godt med en ret god separation af motiv og baggrund uden det ser unaturligt ud.

Linsen giver mulighed for 3x optisk zoom, som også leverer billeder i god kvalitet. Det gælder ligeledes for ultravidvinkel-billeder.

Kameraet er branded med ”Hasselblad”, som er en slags garant for kvalitet og Hasselblad filtre ses da også i kameraappen. Jeg er ikke helt pjattet med filtre, da der ikke gemmes en originalversion af billedet. Derfor er det ”enten eller”.

Efter min opfattelse går du ikke på kompromis med kameraet ved at købe denne telefon, hvor det store ”shownummer” helt klart er den foldbare teknologi. Hos Samsung har jeg set det modsatte; topkameraet er forbeholdt Ultra-serien, mens Fold-køberne må nøjes med noget mindre.

Kameraet har også en protilstand, hvor du selv kan justerer i indstillingerne. På videodelen får du op til 4K (60 fps)

OM HASSELBLAD: Virksomheden er grundlagt i 1841 i Sverige, men ejes i dag af kinesiske DJI og kapitalfonden Ventizz. Hasselblad blev kendt for såkaldte medium format kameraer. En kendis i deres produktserier er modellen 1600F fra 1948. Hasselblad var pionerer indenfor kamerateknologi, hvor man kiggede ned i søgeren fra toppen af kameraet. Der var i øvrigt Hasselblad teknologi med i Apollo-månelandingen i 1969.

Billeder taget med OnePlus Open


Taget med OnePlus Open, ultra vidvinkel
Ultra vidvinkel
Taget med OnePlus Open, standard
Standardobjektiv
Taget med OnePlus Open, zoom digitalt
Digital zoom

Fuld fart frem uden overophedning

OnePlus Open har styr på varmeudviklingen og ydelsen. Der er fuld fart frem på chipsettet fra Qualcomm også uden telefonen ender med et hedeslag.

I en direkte benchmarkmåling mod Samsung Galaxy Z Fold5 vinder Samsung, men det er kun marginalt. Du kan se resultaterne herunder.

OnePlus fortæller, at telefonens RAM (via softwaren) kan udvides med yderligere 12 GB, så der vil være 28 GB RAM til rådighed. Efter min opfattelse er det i praksis ”salgsgas”, da det ikke betyder noget nævneværdigt for performance – i hvert fald ikke målbart. Funktionen er tilgængelig på alle nyere Android-telefoner.

Antutu3D MarkGB 1/2GB OpenCL
OnePlus Open1.299.8873.6231.551/4.3888.488
Galaxy Z Fold51.507.3493.7961.903/5.1019.550
GB = Geekbench

SÅDAN OPDATERES ONEPLUS OPEN: Telefonen vil modtage opdateringer af Android og brugerfladesystemet OxygenOS i fire år. Sikkerhedsopdateringerne bliver tilgængelige i fem år, oplyser OnePlus. OnePlus Open er født med Android 13.

Strøm nok til hele dagen

Det er intet problem at have strøm nok til hele dagen, når du bruger OnePlus Open.

På toppen af det finder vi lynopladning. Det tager cirka 40 minutter at gennemføre en fuld opladning. Det er dog ikke nær så hurtigt som på OnePlus 11 (0-100 % på 25 minutter), men stadig MEGET hurtigere end på Samsungs telefoner, der er jammerligt langsomme.

Ifølge OnePlus har en gennemsnitlig smartphone 800 fulde opladninger fra 0-100 procent, inden batteriet kommer under 80 procents kapacitet. OnePlus fortæller, at OnePlus Open klarer 1.600 cyklusser – svarende til fire års brug.

Desværre har telefonen ikke trådløs opladning. OnePlus har tidligere udtalt, at det ikke interesserer deres købere.

Du skal vide, at hurtigopladning udelukkende er muligt med en OnePlus-oplader og det medfølgende kabel. Telefonen kan oplades med en almindelige USB-PD oplader, men så går det blot betydeligt langsommere.

OnePlus Open er på softwaredelen udformet som alle andre OnePlus-telefoner. Brugerfladen, OsygenOS, er version 13.2. Den store forskel på softwaredelen er, at der er integreret understøttelse af den store skærm og skift mellem åben og lukket tilstand – og det er gjort ret godt.

Vær opmærksom på prisen

I Danmark kommer OnePlus Open kun i den grønne variant med konfigurationen 16 GB RAM og 256 GB lagerplads. Prisen er 13.999 kroner. Samsung Galaxy Z Fold5 var i august prissat til 14.799 kroner.

Priserne er uden abonnement.

Jeg forudser, at prisen ret hurtigt går nedad. Allerede nu kan du købe OnePlus Open gennem Telia ned til 9.999 kroner – alt efter hvilket abonnement du binder dig til. Call Me har den til 10.999 kroner – her er abonnementerne billigere.

I dag er Samsung Galaxy Z Fold 5 faldet ned til 10.766 kroner uden abonnement, ifølge Pricerunner, og hos Telia får du 256 GB-udgaven inkl. Samsung Watch5 Pro til 10.999 kroner.

Aktuelle priser på OnePlus Open

Herunder kan du se dagspriserne på OnePlus Open.

Vi henter priserne. Vent venligst ⏳

Indlæses priserne ikke?

Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.

Konklusion: Bedre end Samsung?

OnePlus Open
OnePlus Open har prisen imod sig, men er isoleret set en fantastisk god foldbar telefon (Foto: OnePlus)

OnePlus Open er ikke en Samsung Galaxy Z Fold5 killer, endnu! Godt nok er skærmfolden mindre synlig hos OnePlus, vægten lavere og opladningen hurtigere, men den har prisen imod sig.

Lad os se om ikke der kommer nogle mere aggressive kampagner, når telefonen fra den 30. november 2023 ikke længere er eksklusiv hos Telia.

OnePlus Open er en fantastisk god foldbar telefon, som du trygt kan købe, hvis der SKAL stå OnePlus på kassen.

Jeg ender på 4 ud af 6 stjerner, præcis som Galaxy Z Fold5. Årsagen er, at den foldbare skærm med overgange/fold og illusionen om én stor glasskærm som på en tablet, stadig ikke når i mål – og ja – prisen er også en faktor.

Du kan læse min test af Galaxy Z Fold5 her.

Første indtryk af OnePlus Open

Fordele og lidt at tænke over

Fordele

  • Flot skærmbillede på begge skærme – høj lysstyrke
  • Hængsler og generel konstruktion er god
  • Multitasking funktioner på fuld skærm er smart lavet
  • Lynhurtig opladning og lav strømforbrug
  • Kraftig ydelse uden telefonen brænder varm
  • Godt kamera – flotte billeder
  • Stabil fingeraftrykssensor
  • Gratis skift af skærmfolie i reklamationsperioden
  • Lang periode med opdateringer

Lidt at tænke over

  • Skærmfolden er mindre end hos Samsung, men ses og mærkes stadig
  • Ingen trådløs opladning
  • Høj pris
  • En stor klods at gå rundt med

Mere til historien

OnePlus Open kan købes fra den 26. oktober 2023 hos Telia, Call Me og OnePlus egen webshop. Fra den 30. november kommer flere forhandlere med. I Danmark kan telefonen kun fås i den grønne variant.

OnePlus Open
Nej! Du skal ikke skifte til iMac M4 | TEST

(mere…)
Xiaomi 14T test | Følelsen af flagskib til en lav pris

(mere…)
Mac Mini vs. Mac Studio: Kan jeg nøjes med M4-Mac Mini?

VIDEO: Jeg har testet den nye Mac Mini og Mac Studio. Se med her.

(mere…)
Vi beholder telefonen i længere tid

Danskerne skifter ikke telefon ligeså ofte, som tidligere. Det viser en ny undersøgelse.

(mere…)
Den næste Motorola Razr bliver billigere

En billigere Razr-model fra Motorola er måske på vej .

(mere…)
OnePlus 13: Mere plads til dine data

Systemets pladsforbrug er reduceret betragteligt og giver mere plads til brugerdata.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram