Motorola Razr 40 Ultra test | To telefoner i én
TEST: Motorolas nye klaptelefon er lækker. Med den nye store frontskærm, føles det næsten som at have to telefoner i én. Læs testen af Motorola Razr 40 Ultra.
Motorola sagde det ganske godt ved præsentationen af den nye Razr 40 Ultra; ”Hvad er det smarte ved en foldbar telefon, hvis du hele tiden skal folde den ud?”.
Det beskriver ret præcist, hvad jeg hidtil har haft imod foldbare telefoner. Det føltes mest som en ekstra arbejdsgang for at gøre noget, der kunne klares hurtigere på en almindelig smartphone.
Med den nye Razr har Motorola ændret spillereglerne med en 3,6 tommer stor frontskærm, der ikke bare er større end konkurrenternes, men også meget mere brugbar.
Du får let fornemmelsen af at have to telefoner. En lille til de hurtige opgaver, som korte mails og en YouTube video i ny og næ. Og så den store til større opgaver, der kræver mere fordybelse.
Jeg er muligvis ikke helt solgt på ideen om foldbare telefoner endnu, men jeg er tættere på end nogensinde.
Her kan du se detaljerne om min testtelefon.
Specifikationer: Motorola Razr 40 Ultra
- Skærm: 6,9” LTPO AMOLED, 1080 x 2640, 165 Hz, 1400 nits
- Frontskærm: 3,6” AMOLED, 1056 x 1066, 144 Hz, 1100 nits
- Batteri: 3.800 mAh
- Hukommelse: 256 GB
- RAM: 8 GB
- Lyd: Stereohøjttalere, Dolby Atmos
- Kamera: 12 megapixels, f/1.5
- Ultravidvinkel kamera: 13 megapixels, f/2.2, 108˚
- Frontkamera: 32 megapixels, f/2.4
- Styresystem: Android 13
- Processor: Qualcomm Snapdragon 8+ Gen 1
- Bluetooth: 5.3
- Vægt: 184,5 gram
- Dimensioner åben: 170,8 x 74 x 7 mm
- Dimensioner lukket: 88,4 x 74 x 15,1 mm
- Sikkerhed: Fingeraftrykssensor på siden
- Beskyttelse: IP52
- Opladning: 30 watt hurtigopladning med kabel. 5 watt trådløs opladning
- Farver: Infinite Black, Glacier Blue og Viva Magenta
Mangler det originale Razr-look
Det er ærgerligt, når Motorola nu holder fast i Razr navnet, at de helt har droppet det skarpe design fra Razr-telefonernes storhedstid.
Bortset fra det rammer de et godt designmæssigt sted. Det er en kompakt telefon, der i et snuptag, kan ændre en stor smartphoneskærm til noget langt mindre og mere komfortabelt, som let passer i en lomme. Den har endda runde kanter, hvilket gør den yderst behagelig at håndtere.
Det er en flot telefon, der uden problemer tiltrækker sig flere nysgerrige blikke, når man benytter den ude i offentligheden. Den er sat godt sammen – aluminiumsramme hele vejen rundt og Gorilla Glass Victus, som beskytter hele ydersiden på telefonen.
Hængslet føles solidt og kan vinkle skærmen næsten, som det passer dig. Ligeså er den let at klappe i igen, når du er færdig med at bruge den. Og det klares let med én hånd.
Når telefonen er klappet sammen er der intet mellemrum mellem de to halvdele, som vi ser på Samsung Galaxy Z Flip4. Det betyder, at du ikke finder støv eller andre ubehagelige overraskelser, når du åbner klapperne.
Desværre får vi kun IP52 certificering. Den er altså rimelig modstandsdygtig overfor støv, men du skal være forsigtig, når der pjaskes med vand.
To skærme – én telefon
Razr 40 Ultras store trækplaster er uden tvivl den store yderskærm. 3,6 tommer er det største, som vi indtil videre har set på en klaptelefon. Og det er da også en flot skærm med gode farver og en opdateringshastighed på 144 Hz.
For at få mest muligt ud af skærmen, har Motorola via paneler lavet let adgang til ting som notifikationer, indstillinger, vejrudsigt, kalender og en fuldskærms Spotify-afspiller.
Det kom lidt bagpå mig, hvor meget jeg egentlig brugte frontskærmen. Placeringen og størrelsen gjorde det bare enormt let at læse notifikationer på farten samt læse beskeder og mails og endda svare på dem.
Jeg havde forventet, at tastaturet ville virke småt og sammenklemt, men skærmens bredde gjorde at der var rigelig plads til mine små tykke fingre, uden for mange fejltryk.
Du kan køre stort set alle apps på frontskærmen, nogle fungerer bedre end andre. Især Google Maps virker godt, hvis du har brug for en vejviser på gåturen; ingen grund til at gå og flagre med en stor skærm, når du kan let kan se, hvornår du skal dreje næste gang på den mindre skærm.
Frontskærmen er også enhver selfie-fans’ store drøm. Frontskærmen gør det muligt at benytte hovedkameraet til at forevige dig selv på Instagram, med væsentlig bedre resultater end det almindelige selfiekamera.
Og så har Motorola også forkælet os med en håndfuld spil, designet til den mindre skærm. Flere af dem er mere vanedannende, end jeg er glad for at indrømme.
Skal du skrive længere mails eller lave andet, der kræver mere plads end frontskærmen byder på, klapper du bare telefonen op og ser appen fortsætte på den store skærm.
Og den store skærm skuffer ikke. 6,9 tommer LTPO AMOLED med 165 Hz opdateringshastighed og en lysstyrke på op til 1.400 nits. What’s not to like?
Ja, det skulle da lige være den berygtede skærmfold. Den er på Razr 40 Ultra mindre end nogensinde før. Du skal for alvor vende og dreje telefonen i det helt rigtige lys for at bemærke den. Den kan naturligvis mærkes, men mere som en lille fordybning end en fold.
Og så er der det faktum, at den permanent monterede skærmbeskytter essentielt er af plastik. Og det er blødt. Så blødt at man uden de store anstrengelser kan lave et hak i den. Og så samler det bare flere fedtfingre end glas.
Men ikke mere brok. For det er en rigtig god skærm, der leverer rigeligt lys, masser af farve og god kontrast. Og det er en fornøjelse både at se videoer og spille spil på. Præcis som på en almindelig smartphone.
Processor fra sidste år
Når du køber en telefon til små 9.000 kroner, kan det virke en smule skuffende at det er en processor fra sidste år, der driver værket. Men Snapdragon 8+ Gen 1 er slet ikke noget dårligt valg. Den er hurtig, har stabil ydelse og så bruger den ikke ret meget strøm.
Det er i øvrigt den samme processor, som vi så i Razr 2022 og i Samsung Galaxy Z Flip4.
Det 3.800 mAh store batteri har gjort det overraskende godt i testperioden. Med mit typiske forbrug af sociale medier, YouTube, spil og webbrowsing, gik jeg som oftest i seng med omkring 40 procent på batteriet.
Når det skal oplades igen, kan man med den medfølgende 30 watt oplader komme fra 1 til 28 procent på 15 minutter. Fra 28 til 48 procent på 30 minutter. Og en fuld opladning tager cirka 90 minutter. Det er ikke det hurtigste på markedet, men det er hurtigt nok for mig.
Det samme kan man sige om processorens hastighed. Den er rigeligt hurtig til både Genshin Impact og Fortnite. Det er ikke kræfter, at du kommer til at mangle.
Softwaren er i vanlig Motorola stil meget tro mod Googles egen vision om, hvordan Android skal se ud. Altså intet bloatware, men nogen tilføjelser fra Motorola der med forskellige fagter og bevægelser kan starte f.eks. kamera, lygte eller multitasking.
Antutu | GB 1/2-core | GB OpenCL | |
Motorola Razr 40 Ultra | 1.046.635 | 1.292/3.811 | 6.457 |
Motorola Razr 2022 | 936.366 | 1.261/3.885 | 6.418 |
Samsung Galaxy Z Flip4 | 796.882 | 1.177/3.681 | 6.348 |
Se Razr 40 Ultra
Ikke en kameratelefon, men god nok
Er det en reel kameratelefon du leder efter, skal du bare kigge videre. Kan lidt mindre gøre det, er du i gode hænder hos Razr 40 Ultra.
Egentlig er det et stærkt kamerasetup, der nok vil fornøje de fleste købere. I godt lys leverer vidvinkelkameraet levende farver, uden at de ser overmættede ud. Det største kritikpunkt er at eksponeringen måske er for høj. I hvert fald kan meget lyse områder i et billede blive overeksponerede, hvilket resulterer i at alle andre farver, bliver blege og livløse.
I aftentimerne gør kameraet med sin blænde på 1,5 et godt stykke arbejde. Og når lyset forsvinder helt er der en night mode funktion. Det kræver dog en rolig hånd på grund af den lange lukketid.
Ultravidvinkelkameraet leverer bestemt også resultater, der gør øjnene glade. Og så påtager det sig også jobbet som makrokamera. Et job, det gør godt. Men det virker lidt overflødigt, når man i stedet kan lave 2x zoom på vidvinkelkameraet og få et bedre resultat.
SÅDAN OPDATERES MOTOROLA RAZR 40 ULTRA: Du får tre store Android-opdateringer, altså til og med Android 16. Derudover kan du regne med fire års sikkerhedsopdateringer – frem til 2017. Telefonen er født med Android 13.
Billeder taget med Motorola Razr 40 Ultra
Konklusion: Viser fremtiden for foldbare telefoner
Motorola Razr 40 Ultra tager et stort skridt frem for foldbare telefoner. Den store frontskærm viser, hvad vi kan forvente i fremtiden og jeg vil blive overrasket, hvis vi ikke kommer til at se det på flere klaptelefoner, som er designet på denne måde.
Det tilføjer et lag af bekvemmelighed, når du bruger telefonen, at den ikke altid skal åbnes.
Kombineret med den store indvendige skærm, fabelagtig software, den gode batteritid og rimelige kameraer, så har den mange flere plusser end minusser.
Til en pris på 8.899 kroner kan man få almindelige smartphones med bedre specifikationer, men er du nysgerrig på en foldbar telefon, kan jeg kun anbefale at tage et kig på Razr 40 Ultra.
Vi lander på 5 ud af 6 stjerner.
Samsungs konkurrerende telefon er Flip5. Læs vores test af Samsung Galaxy Z Flip5.
Tjek også min anmeldelse af Motorola Edge 40, som er noget billigere. Se også vores video hvor vi sammenligner Razr 2022 med Galaxy Z Flip 4.
Aktuelle priser på Motorola Razr 40 Ultra
Herunder kan du se dagspriserne på Motorola Razr 40 Ultra.
Vi henter priserne. Vent venligst ⏳
Indlæses priserne ikke?
Forsøg venligst at genindlæse siden, og vent et øjeblik.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- 3,6 tommer frontskærm
- Flot og hurtig skærm
- Godt kamera
- Næsten ingen skærmfold
- Lækkert design
- Tæt på ren Android oplevelse
- Stabilt og velfungerende brugerinterface
Lidt at tænke over
- Blød overflade på den indvendige skærm
- Lav IP-certificering
Mere til historien
Samsung har de seneste tre år lanceret fliptelefonen Galaxy Z Flip i august. Men i år har Samsung meldt ud at de lancerer i slutningen af juli. Rygtebørsen fortæller, at Z Flip 5 også får en stor frontskærm.