Sony Xperia 1 V – endnu en super-niche mobil
Mindre varmeudledning, nyt kamerasetup og fotofunktioner samt lavere strømforbrug ved videooptagelse. Velkommen til Sony Xperia 1 V.
Sony går endnu engang i en anden retning end alle andre på markedet.
Xperia 1 V retter sig, i lighed med forgængeren Xperia 1 IV (anmeldelse), mod indholdskreatører. Derfor er denne telefon ikke ”for alle” – selvom alle kan bruge den.
Du skal lægge mærke til, at Sony denne gang henter funktioner fra deres serie af vlog-kameraer. Vi taler om indstillingen ”Product Showcase”, hvor kameraet under optagelsen flytter fokus fra personens ansigt og til produktet, der tales om og vises frem.
Lyden fanges med en forbedret indbygget mikrofon, der nu er placeret tæt på bagsidekameraet og designet til at prioritere stemmer.
Nye kamerafunktioner i Xperia 1 V
Fra den dyre Alpha-kameraserie har Xperia 1 V fået pre-installerede farver som Creative Look og en hurtigere autofokus i realtid. Der er også farveindstillinger fra Alpha herunder Colourful Flower og Clear Blue Sky.
En anden nyhed er kontinuerlig serieoptagelse med op til 30 fps (billeder pr. sekund) endda med AF og AE tracking.
Brugeren får også S-Cinetone, som tager billeder med ”bløde farver”, der kan opfange huden på mennesker i ”filmisk kvalitet”, lover Sony.
Hovedsensoren på kameraet har en maksimal opløsning på 52 megapixels. Dens output er dog billeder i 12 megapixels opløsning. I forhold til tidligere Xperia-modeller så er dette et helt nyt kamera
Bedre styr på varmeudviklingen
Sony anvender Snapdragon 8 Gen 2 chipset, som i sig selv er blevet forbedret omkring ydelse og varmeudvikling. Desuden er området til varmespredning forøget med 60 procent, for at holde temperaturen nede.
Det største problem ved de foregående Sony-topmodeller har været, at de lynhurtigt blev meget varme. Vi håber, at der denne gang er kommet styr på det.
Xperia 1 V har et batteri med 5.000 mAh, der kan oplades til 50 procent på 30 minutter. Trådløs opladning er ligeledes understøttet.
Skærmen er en 6,5 tommer OLED-type med 4K-opløsning og op til 120 Hz opdateringshastighed.
En interessant nyhed, som bliver spændende at efterprøve, er forbedret bas og dynamik i de indbyggede højttalere. Gengivelsen af de dybere toner omkring 80 Hz er forbedret med 100 procent, sammenlignet med Xperia IV. Der er 40 procent mere power i 200 Hz området og et forbedret samlet lydtryk på cirka 10 procent, oplyser Sony.
Det koster Sony Xperia 1 V
Xperia 1 V kommer kun i én version; 256 GB lagerplads og 12 GB RAM. Du får derfor ikke mulighed for at købe en billigere udgave med mindre hukommelse.
Sony Xperia 1 V koster 9.999 kroner (vejledende). Forsalget begynder den 12. juni 2023. I en kort periode får du hovedtelefonerne WH-1000XM5 med, hvis du køber Xperia 1 V.
Læs vores test af Sony WH-1000XM6 her.
Farvemulighederne bliver sort, sølv og kakigrøn.
ANMELDELSE: Her kan du læse min test af Sony Xperia 1 V
Ifølge Sony bliver Xperia 1 V opdateret i to år på Android-platformen. Sikkerhedsopdateringer er tilgængelig i tre år.
Specifikationer: Sony Xperia 1 V
- Skærm: 6,5 tommer HDR OLED m/ Gorilla Glass Victus 2
- Opløsning: 4K (21:9 format)
- Processor: Qualcomm Snapdragon 8 (Gen 2)
- 5G: Ja
- RAM: 12 GB
- Hukommelse: 256 GB
- Udvidelse af hukommelse: Ja. Op til 1 TB
- Dual-SIM: Ja
- Batteri: 5.000 mAh
- Opladning: USB Type-C stik. 30 watt. Ingen oplader i salgspakken
- Trådløs opladning: Ja
- Kamera 1: 48 megapixels, 24 mm, OIS/AF
- Kamera 2: 12 megapixels, 85-125 mm, telefoto, OIS/AF
- Kamera 3: 12 megapixels, 16 mm, ultra vidvinkel, AF
- Frontkamera: 12 megapixels
- Størrelse: 165 x 71 x 8.3 mm.
- Vægt: 187 gram
- Fingeraftrykslæser: I powerknap på siden
- Forbindelser: Bluetooth, Wi-Fi, GPS
- Stik: 3.5 mm. jackstik
- Beskyttelse: IP65/68 mod vand og støv
- Platform: Android 13
Se testen af Xperia 1 V
Mere til historien
Xperia 1 V har også fået en lillesøster, der hedder Xperia 10 V. Læs mere om Xperia 10 V her.