Priserne på TV 2 Play stiger igen
Du skal af med flere penge hver måned for TV 2 Play. Basispakkerne stiger med 20 kroner.
TV 2 Play bliver dyrere. Fra den 17. april 2023 er priserne på basispakken steget med 20 kroner. Prisstigningen gælder for nye kunder.
De nye priser for TV 2 Play Basis er:
- Basis med reklamer: 69 kroner / md
- Basis uden reklamer: 99 kroner / md
Gamle kunder får ny pris
I første omgang er det nye kunder, der skal betale mere for TV 2 Play, men eksisterende kunder kan imødese en prisstigning ”til sommer”, skriver TV 2.
TV 2 udsender en mail til nuværende Play-kunder med informationer om prisstigningerne. Mailen bliver sendt med et varsel på 30 dage.
Den seneste prisændring på basispakken var i januar 2020, hvor priserne på basispakken blev ensrettet, oplyser TV 2 til MereMobil.dk.
Alle basiskunder på pakken uden reklamer steg fra 59 til 79 kroner. Pakken med reklamer blev løftet til 49 kroner.
Favorit stiger ikke
I denne omgang er der ingen prisstigninger på TV 2 Play Favorit eller TV 2 Play Favorit + Sport. De seneste prisstigninger blev meldt ud i sommeren 2022.
En tjeneste som TV 2 Play bruges ikke altid kun af brugere indenfor husstanden, da mange deler adgangskoderne med venner og bekendte.
Vi har tidligere beskrevet, at TV 2 med simple tiltag har skåret antallet af gratister ned fra 300.000 til 250.000. Den historie kan du læse her.
DET SKRIVER TV 2 OM PRISSTIGNINGEN: Vi har store ambitioner for TV 2 Play og arbejder derfor hele tiden på at styrke vores indhold inden for fiktion, underholdning, reality, film, dokumentar og aktualitet. Derudover udvikler vi løbende selve streamingtjenesten for at sikre, at alle brugere har en optimal oplevelse. Sammen med generelle prisstigninger medfører dette, at vores program- og distributionsomkostninger er steget. Som følge heraf er prisen på pakken ’Basis’ derfor ændret fra og med 17. april 2023.
Mere til historien
TV 2 fået en del omtale af den nye dokumentar om Sidney Lee, hvor Sidneys stemme er genskabt med AI.