Så vild er MacBook Pro 13-tommer med M2-chip
TEST: Ydelsen er mærkbart forbedret på MacBook Pro 13-tommer (M2), men designet er det samme. Læs min test her.
Apple præsenterede ved WWDC 2022 en opdateret MacBook Pro 13-tommer, hvor den store nyhed er, at M1-chippen fra modellen vi så i november 2020, erstattes af den nye M2-chip.
Der har været rigtigt meget ros til Apple for de nye chipdesigns under Apple Sillicon, hvor ikke engang store spillere som Intel og Qualcomm kan følge med. Derfor er det naturligvis spændende om Apple igen formår at overraske.
Selvom ydelsen fra M1-chipen i den første serie af produkter på ingen måde var dårlig, så står vi nu overfor et stort skridt fremad. Jeg har dog også fundet et par ting, som jeg bekymrer mig over.
Ingen designnyhed
2022-udgaven af MacBook Pro med 13-tommer skærm er ikke en revolution i designnyheder.
Faktisk er både skærm, tastatur og udtryk præcis det samme som i 2020. Ingen omkring dig vil opdage, at du har fået en ny computer.
Det er således kun chipsettet, der har fået en overhaling.
I forhold til konkurrenterne udmærker Apples chipset sig ved, at have højere ydelse og lavere strømforbrug samt mindre varmeudvikling end hvad vi ser hos konkurrenterne.
Store forbedringer af grafikydelsen
Jeg har i en længere periode brugt iMac 24” med M1-processor. Jeg beskrev i min test, at iMac 24” er en perfekt allround-computer. Alligevel presser jeg den ved at redigere 4K-video på den, hvilket den klarer “okay” – men ikke prangende.
Videoredigering på M1-chippen i Final Cut Pro X er fuldstændigt problemfrit, når vi taler om materiale i Full HD-kvalitet. 4K udløser flere lags og mere ventetid – men det kan lade sig gøre.
Jeg var derfor særligt spændt på, hvordan M2-chippen ville klare mine projekter. Særligt fordi Apple lover ”40 procent bedre performance ved videoredigering sammenlignet med M1-chippen”.
Mine målinger af M2-chippen
Løftet fra Apple holder selvom maskinerne i forhold til konfigurationen ikke er helt sammenlignelige.
Jeg oplever en forbedring af grafikydelsen på omkring 42 procent – i forhold til M1-modellen. CPU-ydelsen er omkring 20 procent bedre.
Afstanden mellem ydelsen fra M1 Pro-chippen i 16″ MacBook Pro formindskes en del med M2.
GB 1-core | GB 2-core | GB OpenCL | |
---|---|---|---|
MacBook Pro 13”, M2 (8-core CPU, 10-core GPU) | 1.901 | 8.735 | 27.452 |
MacBook Pro 13”, M1 (8‑core CPU and 8‑core GPU) | 1.723 | 7.206 | 19.221 |
iMac 24”, M1 )8‑core CPU, 8‑core GPU) | 1.729 | 7.601 | 19.592 |
MacBook Pro 16”, M1 Pro (10-core CPU, 16 core GPU) | 1.761 | 6.598 | 37.502 |
Sådan oplever jeg det
Det er i videoredigeringen, at jeg virkelig oplever en forskel. Ved almindeligt brug af maskinen i Word, Outlook, Safari og andre programmer, som ikke kræver nogen særlig ydelse, er der ingen gevinst.
Et 4K-projekt med adskillige spor, effekter og colorgrading åbner betydeligt hurtigere på denne computer. Når jeg tilføjer eller ændrer elementer, er det mere smidigt at afspille en kompliceret overgang uden at vente på renderingen. Eksportering af de færdige projekt har også fået en ordentlig spand kul.
Det skal siges, at jeg redigerer direkte i originalfilerne og anvender ikke nedskalerede proxyversioner.
Maskinen understøtter afspilning af to samtidige streams i 8K ProRes format, hvilket dog nok i et større projekt vil presse maskinen i bund. Jeg har ikke haft mulighed for at efterprøve dette, da jeg ikke anvender 8K-video i mit arbejde.
Det eneste problem med videoredigering er, at 13-tommer ikke er særligt anvendeligt, når man sidder med større projekter. Ekstern monitor er understøttet via USB-C porten og de to USB-C porte understøtter begge Thunderbolt 3.
Jeg har desværre ikke nogle diskbenchmark-målinger fra 2020-versionen af MacBook Pro 13-tommer, men sammenligner jeg med iMac 24” på M1-processor, er SSD-lagerpladsen på denne kun marginalt bedre end på den nye lille M2-maskine.
ANMELDELSE: MacBook Pro med M1 Pro-chip lægger alt ned
Hør anmeldelsen her
Et par bekymringer
Egentlig generer det mig ikke, at designet ikke er ændret. Jeg er dog forundret over, at Apple kører endnu en runde med Touch Bar, der ellers er under udfasning. Idéen med at udskifte funktionstasterne med en touchskærm var bedre på papiret end i virkeligheden.
På nogle af de nyere iPads – f.eks. iPad Mini og iPad Air – har kameraet funktionen Center Stage, hvor du hele tiden i videosamtaler holdes centreret i billedet. Jeg undres over, at funktionen endnu ikke er nået ud på MacBook Pro.
Salgsæsken indeholder en 67 watt USB-C oplader og et to meters USB-C til USB-C kabel, men der er ikke MagSafe-stik, som vi så det på MacBook Pro 16”. Jeg synes, det er skuffende, at Apple ikke holder fast i det som jeg troede, var den nye linje.
Det skal med, at MacBook Pro 16” både kan oplades med MagSafe-stikket og via USB-C-porten.
De M1-baserede computere jeg har testet udviklede stort set ingen varme ved almindeligt brug. Det gør den nye M2-maskine med 13-tommer skærm derimod. Mens M1-systemer har en driftstemperatur på 35-40 grader, så ligger denne computer på omkring 50 grader.
Maskinen har aktiv køling, der starter, når det er nødvendigt, men jeg håber ikke, at Apple er på vej i en retning, hvor temperaturen generelt begynder at stige. Når det er sagt, så er computeren overhovedet ikke varm at sidde med – og blæseren har jeg ikke hørt i hele testperioden.
Til sammenligning så ligger en Intel-baseret MacBook Pro med en temperatur mellem 65-70 grader, når maskinen ikke yder noget. Det gør den ubehagelig varm at sidde med.
Konklusion: Skift hvis du har brug for ydelsen
Hvis du i dag har en M1-baseret MacBook, skal du overveje et skift til MacBook Pro 13-tommer (2022), såfremt du har brug for mere ydelse. Det er her gevinsten ligger.
Jeg kunne godt bruge en M2-chip i iMac og har nydt det ekstra overskud i testperioden, hvor alt mit arbejde er foregået – både med og uden ekstern skærm.
Jeg konkluderer, at Apple med M2-chippen endnu engang formår at rykke et stykke frem. Ydelsen er mærkbart forbedret og batteritiden er op til 20 timer – naturligvis ikke hvis du redigerer video.
Du skal i øvrigt lægge mærke til, at introduktionsprisen er ændret fra 11.199 kroner i 2020 til nu 12.499 kroner. Det er en dårlig nyhed.
5 ud af 6 stjerner
GUIDE: 5 tips til hvordan din MacBook kan holde i mange år
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Mærkbar forbedret ydelse ved grafiktunge opgaver
- Vejer kun 1,4 kilo
- Rigtig god skærm
- Fingeraftrykssensoren fungerer perfekt
- 3,5 mm. jackstik til hovedtelefoner
- Lang batteritid
- Godt tastatur (Magic Keyboard)
Lidt at tænke over
- Ingen designændringer ift. 2020-modellen
- Ikke MagSafe-stik til opladning
- Touch Bar er under udfasning – du kommer nok ikke til at bruge den
- Ikke Center Stage funktion i kameraet
- Høj prissætning
Mere til historien
Samtidigt med MacBook Pro 13-tommer med M2-chip lancerede Apple også en komplet redesignet MacBook Air, der også har M2-chipset.