Dette skal du vide om Sonys kamera- og lydtopmodel
Sony Xperia 1 IV er landet i Danmark. Xperia IV er rettet mod de kreative smartphone-brugere, som går op i lyd, billeder og video.
Starten er gået til salget af Sonys nye topmodel Sony Xperia 1 IV, hvor fokus i høj grad er lagt på det kreative inden for foto, video og lyd.
Xperia IV minder rigtigt meget om sidste års model, Xperia 1 III, men der er nogle ændringer, som du bør kende inden du træffer dit valg.
- For- og bagsiden er af Gorilla Glass Victus, den nyeste udgave af glas til telefoner. Xperia 1 III havde Victus på fronten og Gorilla Glass 6 på bagsiden.
- Processoren er opgraderet til Qualcomm Snapdragon 8 Gen 1 fra Snapdragon 888 5G.
- Kamerasystemet har fået ”continuous optical zoom”, der gør det muligt at zoome trinløst, når du optager video.
- Der er et nyt frontkamera. Det er opgraderet fra 8 (f/2.0) til 12 (f/2.0) megapixels.
- Du får en batterikapacitet på 5.000 mAh. Xperia 1 III havde et batteri på 4.500 mAh.
- Telefonens størrelse er i mål ens med Xperia 1 III, men vægten er faldet fra 186 til 185 gram.
Mange softwarenyheder i Xperia 1 IV
Sony fortsætter med en nogenlunde clean tilgang til Android, der fra salgspakken er Android 12. Det er de klassiske Sony-baggrunde du ser og under opstarten kan du fravælge de Sony-relaterede apps, som du ikke ønsker.
Du skal dog lægge mærke til, at kameraappen som standard nu er Sonys egen Photo Pro, der trækker genkendelighed fra Sony Alpha-kameraserien.
Fra Photo Pro er det let at gå fra standardfotografering til de avancerede muligheder, hvor du i manuel tilstand kan trække i samtlige parametre, at du kan forestille dig.
Som på tidligere modeller i serien får du også Cinema Pro, der er en app til manuel og planlagte videooptagelser, der (ifølge Sony) minder om professionelle setups fra filmbranchen i Hollywood. Cinema Pro giver virkelig mange seje muligheder, hvis du har tålmodigheden og kendskabet til manuelle optagelser.
Video Pro er en anden videoapp, som har sit ophav i de kameraer Sony producerer til nyheds- og dokumentarproduktion. Du kan skyde klips i op til 4K 120 fps, men så må du undvære automatisk stabilisering af video, der kun er tilgængelig op til 4K 30 fps.
Du kan selvfølgelig også optage video i den almindelige kameraapp, men med langt færre funktioner.
Fokus er også rettet mod musik og lyd
Kan du godt lide at spille f.eks. guitar og synge samtidigt, så er Sony Xperia 1 IV oplagt til at indspille demoer, når du er på farten.
Music Pro er en tjekket optage- og lydredigeringsapp, som baserer sig på optagelser fra den indbyggede mikrofon. Med et kablet headset kan du høre, hvad du optager i realtid. Vokalen kan tilføjes forskellige delay- og ekkoeffekter – som gengives live i hovedtelefonerne.
Hvis du har optaget guitar og sang samtidigt, kan vokaler og instrument efterfølgende adskilles i to spor. Det sker via Studio Tuning, der er en cloudtjeneste fra Sony. Du kan prøve den gratis. Prisen er 35 kroner om måneden for 1.000 MB lydbehandling.
Som en følge af, at Sony har fokus på blandt andet lyd og video, er 3,5 mm. jackstik bevaret. Der er også understøttelse af lydteknologien Qualcomm aptX, som er relevant ved lytning af musik i headsets.
Det koster Sony Xperia 1 IV
Sony Xperia 1 IV koster 9.999 kroner, vejledende. Telefonen har 12 GB RAM og 256 lagerplads. Den er ikke tilgængelig i mindre konfigurationer.
Det kan være en god idé at tjekke om dit teleselskab sælger Xperia 1 IV med et attraktivt abonnement. F.eks. har YouSee en rabat på 2.134 kroner, hvis du tegner et abonnement til 249 kroner om måneden og en afbetaling med 330 kroner om måneden (24 mdr.) for mobilen.
Hos CBB kan Xperia 1 IV erhverves for 7.999 kroner kontant, hvis du er kunde i selskabet.
Xperia IV forhandles blandt andet hos:
- Telmore
- YouSee
- Telenor
- CBB
- Telia
- Call Me
Sony har også startet salget af Sony Xperia 10 IV. Det er en mellemklassetelefon til 3.999 kroner.
Inden længe kommer jeg med en anmeldelse af Sony Xperia 1 IV.
VIL DU OPDATERES? ⚡️ Vi vender dig tre gange om ugen de seneste technyheder i indbakken. Blandt alle tilmeldte finder vi hver måned en vinder af en powerbank fra GreyLime. Tilmeld dig gratis her! Afmeld når du har lyst. Læs mere om konkurrencen her.
Mere til historien
Xperia IV kan bruges sammen med forskelligt tilbehør. F.eks. kan den anvendes som ekstra skærm til et Sony Alpha-kamera.