Nokia X20 og X10 er to nye lavpris-smartphones
Garanti, robusthed og opdateringer i 3 år. Nokia X20 og Nokia X10 er bygget til at holde – og så er de ikke specielt dyre.
Den nedre del af prisspektret på mobilmarkedet får denne sæson to nye medlemmer, der er interessant for dig, som ikke vil betale overpris for en smartphone – men dog stadig have en telefon i god kvalitet, der er skabt til at holde i lang tid.
Trods den lave pris er Nokia X20 og Nokia X10 klar til 5G-netværket. Desuden lover HMD Global, der står bag Nokia-telefonerne, sikkerhedsopdateringer af begge telefoner hver måned i tre år. Desuden loves tre års opdateringer af Android-platformen.
Uanset hvilken af telefonerne du vælger, får du en 6,67 tommer skærm med en fornuftig Full HD-opløsning. Batteriet har en kapacitet på 4.470 mAh.
HMD beskriver X-modellerne, som modeller, der er udviklet til at holde i lang tid. Det understreges af de tidligere nævnte softwareopdateringer, men også at der er gjort meget ud af den fysiske holdbarhed. Telefonerne skal passere 50 forskellige tests, før de kommer på markedet. Hvordan det adskiller sig fra andre telefoner, oplyser producenten ikke noget om.
Som ekstra beskyttelse, er der vedlagt et bionedbrydeligt cover i salgspakken.
ANMELDELSE: Her kan du læse min anmeldelse af Nokia X20
Forskellen ligger i kameraet
Nokia X20 og Nokia X10 er som du kan læse, temmelig ens på de fleste af specifikationerne. Den allerstørste forskel skal findes i kameradelen.
Herunder kan du se kameraernes specifikationer. Der er optik fra Zeiss i dem begge.
Nokia X10 kommer med 8 megapixels frontkamera, der har fast fokus, men frontkameraet på X20 er 32 megapixels – ligeledes med fast fokus.
– | Kamera 1 – hoved | Kamera 2 – ultra vinkel | Kamera 3 – dybde | Kamera 4 – makro |
---|---|---|---|---|
Nokia X10 | 48 MP | 5 MP | 2 MP | 2 MP |
Nokia X20 | 64 MP | 5 MP | 2 MP | 2 MP |
Nokia X20 og Nokia X10 måler 168.94 x 79.7 x 9.1 mm. Vægten er 210 gram for X10’eren og 220 gram for X20.
Køb selv din oplader
Ingen af telefonerne har oplader i salgspakken, men mon ikke de fleste nok kan finde en egnet oplader i en skuffe?
Vælger du alligevel at købe en oplader fra firmaets officielle webshop, donerer HMD Global et beløb til Clear Rivers. Det er organisation, der arbejder på at fjerne plastikaffald fra Europas floder og åer.
Specifikationer – Nokia X20
- Skærm: 6,67″ FHD+ punch-hole (1080 x 2400 pixels)
- Primært kamera: 64MP AF + 5MP FF UW + 2MP FF Depth + 2MP Macro | ZEISS Optics
- Selfiekamera: 32 megapixels, fast fokus
- Batteri: 4.470 mAh
- Processor: Qualcomm Snapdragon 480 5G
- RAM: 8 GB
- Lagerplads: 128 GB
- Styresystem: Android 11 (opgradering til og med Android 14)
- Garanti: 3 år
Specifikationer – Nokia X10
- Skærm: 6,67″ FHD+ punch-hole (1080 x 2400)
- Primært kamera: 48MP AF + 5MP FF UW + 2MP FF Depth + 2MP Macro | ZEISS Optics
- Selfiekamera: 8 megapixels, fast fokus
- Batteri: 4470 mAh
- Processor: Qualcomm Snapdragon 480 5G
- RAM: 6 GB
- Lagerplads: 64 GB
- Styresystem: Android 11 (opgradering til og med Android 14)
- Garanti: 3 år
Det koster Nokia X10 og Nokia X20
Nokia X20 kan købes fra den 3. maj 2021. Den 4. juni 2021 er Nokia X10 klar i butikkerne.
- Nokia X20 (8 GB RAM) / 128 GB lagerplads): 2.999 kroner
- Nokia X10 (6 GB RAM) / 64 GB lagerplads): 2.299 kroner
Mere til historien
Samtidigt med præsentationen af Nokia X20 og Nokia X10 så også modellerne Nokia G20 og G10 dagens lys.