MacBook Pro 16” test | fantastisk på næsten alle parametre
TEST: Kodning, lyd, billede og video. Det er de største forcer for MacBook Pro 16″. For mig har tastaturet være den største nyhed. Læs min anmeldelse her.
Henover de seneste tre uger har jeg haft fornøjelsen af MacBook Pro 16-tommer, der er den hidtil nyeste bærbare computer fra Apple. Denne gang er der virkelig sket noget, som ikke blot er gemt inde i kassen.
For mig er den største nyhed ikke 16-tommer skærmen. Jo den er da flot og alt det der, men det var skærmene på forgængerne også.
Tastaturet er den virkelige nyhed.
Velkommen til min anmeldelse af MacBook Pro-tommer – maskinen for den krævende Mac-bruger.
JA! Nyt tastatur… Jubiiiiii
Apple prøvede i 2015 med et nyt tastaturdesign kaldet ”Butterfly”. De massive gamle knapper blev erstattet af et fladt moderne tastatur, der krævede færre fingerkræfter, når man trykkede på tasterne. Apple turnerede med budskabet om, at nu kunne der skrives langt mere præcist.
Da jeg så klagede over, at tasterne larmede helt vanvittigt meget, fik jeg tilbagemeldingen: ”Du trykker for hårdt. Det er fordi du er vandt til de gamle taster. Du skal lære at trykke mindre hårdt”. Citatet er ikke helt præcist, men det var i hvert fald budskabet. Altså en klassisk Apple ”You’re holding / using it wrong”.
Jeg har øvet og øvet og skrevet RIGTIGT mange artikler på Butterfly-tastaturet. Jo det er da ikke et dårligt tastatur, men det er helller ikke en stor oplevelse. Lad mig sige det sådan: Jeg har lært at holde af det.
Det nye tastatur hedder ”Magic keyboard”. Endelig er den såkaldte ”key travel” (hvor langt ned tasten skal trykkes før det registreres som et tryk) blevet længere. De 0,7 millimeter på forgængerne er blevet til 1,0 millimeter. Det lyder ikke af meget, men forskellen er enorm. Til sammenligning har den helt gamle MacBook-serie en key travel på 1,3 millimeter.
Afstanden mellem den øverste talrække og Touch Bar er desuden forøget en anelse, hvilket minimerer fejltryk på Touch Bar, som man i kampens hede let rammer. Jeg har i testperioden ikke haft ét eneste fejltryk af denne type.
Rigtig mange vil desuden glæde sig over designet på piletasterne og at ESC-knappen nu er tilbage i fysisk form fremfor at være en del af Touch Bar.
Tastaturet i MacBook Pro 16-tommer simpelthen bare genialt. Jeg er fan!
Den nye Magic Keyboard kan jeg kun se som Apples erkendelse af, at forgængerne ikke var gode nok. Kære Apple! Hvorfor skulle der gå så lang tid, inden I nåede frem til den konklusion?
Nu taler Apple om den nye MacBook Pro tastatur
Magic Keyboard på MacBook Pro har samme tastdesign som det Magic Keyboard er følger med, hvis du køber en iMac Pro.
Touch ID-sensoren, der også fungerer som powerknap, er i øvrigt også opgraderet til en bedre og mere stabil version. Jeg synes dog godt Apple kunne have prioriteret FaceID fremfor en fysisk sensor, der føles gammeldags.
Endnu mere power til krævende programmer
Arbejder du med kodning, billeder, videoproduktion eller lyd så er MacBook Pro 16-tommer værd at se nærmere på.
Du kan åbne billeder i gigantiske oplysninger i Adobe Photoshop og arbejde med filtre og redigering i næsten realtid. Ét klik på filterpakken tilføjer effekterne så hurtigt som du kan blinke med øjnene.
I Final Cut Pro kan du håndtere op til 11 multicam-streams i 4K-opløsning, og maskinen dør ikke hvis du indlæser en 8K-videofil. Med musikproduktionsprogrammet Logic Pro X smider du uden problemer 200 spor op og afspiller det hele med effekter i realtid.
Hvor meget power du kan klemme ud af maskinen, hænger sammen med konfigurationen.
Eksemplerne baserer sig på 8-core udgaven (Intel Core i9).- Det er maskinen der har en startpris på 24.999 kroner – 16 GB RAM, AMD Radeon Pro 5500M med 4 GB GDDR6-hukommelse og 1 TB SSD.
Naturligvis er testtal taknemmelige, men de vidner trods alt om, at Apple har skruet rigtigt meget ydelse ned i denne computer.
Tallene på performance
Herunder kan du se ydelserne i tal målt med Geekbench4 på MacBook Pro 16” og de foregående procomputere jeg har skrevet om.
Det er helt tydeligt AMD Radeon Pro-grafikkortet som gør hele forskellen.
En af metoderne Apple har anvendt for at få bedre ydelse fra hardwaren, er et redesign af kølingen. Ifølge Apple kan de nye blæsere sende op til 28 procent mere luft igennem. Den såkaldte heat sink der desuden 35 procent større.
Hvis du vil sikre det maksimale airflow og køling, så kan du overveje at placere computeren i en lodretstående holder på bordet, og benytte maskinen med ekstern skærm. Du kan læse om laptop-holderen fra Satechi her.
GeekBench4 | MacBook Pro 16” late 2019 | MacBook Pro 15” mid 2018 | MacBook Pro 15” mid 2017 |
Single-core | 5.259 | 5.259 | 4.195 |
Multi-core | 27.292 | 21.770 | 14.732 |
GPU, Intel HD Graphics 630 | 22.705 | 22.087 | 21.068 |
GPU, Radeon Pro 560 vs. Pro 560X | – | 57.297 | 45.960 |
GPU, Radeon Pro 5500M (4 GB) | 104.030 | – | – |
SSD-enheden (lagerplads) har også fået en smule ekstra ydelse at arbejde med.
Blackmagic speedtest | MacBook Pro 16” late 2019 | MacBook Pro 15” mid 2018 |
Write (MB/s) | 2.800 | 2.570 |
Read (MB/s) | 2.760 | 2.510 |
Den forøgede vægt mærkes tydeligt
Den nye MacBook Pro vejer 2 kilo. Den tidligere model vejede 1,83 kilo. Det lyder ikke som den store forøgelse, men det er det. Faktisk er vægten computerens største ulempe.
Samtidigt har maskinen taget på i alle øvrige mål. Det gør desværre, at maskinen føles massiv. Den har ikke den normale lethed over sig, som vi normalt har set på Apples laptops.
Dette er ikke computeren, som du sidder med i toget, flyet eller til et møde hvor pladsen på bordet er begrænset.
MacBook Pro 16” late 2019 | MacBook Pro 15” mid 2018 | |
Vægt | 2,0 kg. | 1,83 kg. |
Mål | 1,62 x 35,79 x 24,59 cm. | 1,55 x 32,93 x 24,07 cm. |
Gode indbyggede mikrofoner
De indbyggede mikrofoner er ikke noget vi taler om ret ofte. Ikke desto mindre har Apple redesignet mikrofonerne.
Signal-støjforholdet er nu i nærheden af hvad der findes i professionelle standalone digitale mikrofoner, skriver Apple
Det er nok lige at tage munden for fuld, trods alt. Jeg medgiver dog, at de lyder rigtigt godt. Jeg har ved indspilningen af min tech-podcast optaget et par minutters speak udelukkede ved brug af MacBook Pro 16-tommer.
Du kan høre resultatet i episode 68. I afspilleren herunder skal du spole frem til 33:00 minutter. Husk også at høre forskellene mellem indslaget, der er optaget med MacBook-mikrofonerne og de øvrige speaks, så du har noget at sammenligne med.
De øvrige studiespeaks er optaget med Yeti Pro fra Blue Designs.
Kvaliteten af mikrofonerne vurderer jeg som så god, at du uden problemer kan indspille hele eller dele af en podcast eller indtale voice-over på en video, hvis du sidder på et kontor eller et hotelværelse, hvor du ikke har adgang til eksternt og mere tjekket udstyr.
Nu vi er ved lyden, så er kvaliteten fra de indbyggede højttalere desuden løftet markant. Resultatet er intet mindre end imponerede. Lyden har en god klang og dybde mens taleforståeligheden og vokalerne står lige i skabet – set i forhold til hvor små højttalerne trods alt er.
Her er powerbanken der kan lade din bærbare computer
Konklusion: Ikke en computer for alle
Skriver du primært dokumenter og arbejder du aldrig med grafik, kodning, video og lyd, så er MacBook Pro 16-tommer IKKE noget for dig.
Dette er computeren for den professionelle macbruger, der vil have hele produktionsapparatet med i tasken, og som ikke gider tungere og mere bøvlede alternativer.
Priserne starter fra 21.499 kroner.
Jeg har anvendt en mellemkonfiguration her til testen, og jeg har ikke manglet noget. Testmaskinens pris er 24.999 kroner.
Smider du 64 GB RAM, 8 GB AMD-grafikkort og 8 TB SSD i kurven så rammer du 53.000 kroner – men det er overkill for langt de fleste.
Dem som køber MacBook Pro 16-tommer trækker sandsynligvis momsen ud, hvilket bringer prisen ned på 20.000 kroner. I betragtning af hvad du får, synes jeg ikke det er voldsomt. Trods alt er det en computer du skal have i længere tid end bare et år eller to.
Jeg imponeres over lyden fra højttalere såvel som mikrofoner. Ydelsen er genial ligesom tastaturet nu endelig (igen) har fået et højt niveau.
Min karakter lander på 6 ud af 6 stjerner.
ANMELDELSE: Vigtig viden før du køber MacBook Air
Mere til historien
MacBook Pro 16-tommer benytter ikke en HDR-skærm. Hvis du arbejder med HDR-materiale i Final Cut Pro er computeren kraftig nok til at simulere HDR i realtid, så du ikke redigerer med bind for øjnene.