Apple Watch Series 5 test – stadig et fremragende smartwatch
TEST: Always On har ikke været en killer-feature for mig på Apple Watch Series 5. Selvom nyhederne er små i Series 5, er Apples ur stadig det rigtige valg.
Det bedst sælgende ur, på tværs af alle kategorier, er Apple Watch. Vi taler altså ure generelt og ikke kun smartwatches.
I starten, som blot er tre år siden, skulle Apples første smartwatch sælges som et designikon. I dag tales der mest om sport- og sundhedsfunktionerne.
Apple har gjort det almindeligt at bære et smartwatch, og sat konkurrenter som Samsung, Garmin og Fitbit under pres. I første kvartal 2019 var hver fjerde solgte wearable på verdensplan et Apple Watch, ifølge Statista. Fitbit gør det godt på sportsdelen i sin egen nichemålgruppe, men Apple Watch tilbyder bare en del mere.
Vi kan godt være enige om, at en entusiast inden for sport- og motion formodentlig vil have et dedikeret sportsur. Der er bare også rigtigt mange hverdagsmotionister, som ser en fordel i flere funktioner i en og samme enhed.
Disse smartwatches er de mest populære
Hos mobilproducenterne har Samsung Galaxy Watch og Huawei Watch ikke særligt godt fat i kunderne. Selvom Galaxy Watch fungerer på tværs af Android og iPhone så er ligger Samsungs markedsandel et stykke under 10 procent. Det er som om Apple har sat sig lige så godt på smartwatch-kategorien som Samsung har sat sig på Note-kategorien.
Som tilfældet er med smartphones, så har Apple svært ved at genopfinde sig selv på hardwaredelen. Rigtigt meget i dag sker i softwaren, og mange funktioner ruller ud på tværs af flere generationer. Det minimerer behovet for at købe et nyt stykke elektronik hvert år.
Har du i dag et Apple Watch Series 4, skal du udelukkende skifte til Series 5, hvis du vil have Always On Display. Det er konklusionen, når det trækkes skarpt op.
Always On er årets store nyhed
Hvis du ikke gider have en sort skærm på armen, så har du nu et argument for at købe Apple Watch Series 5. Always On Display er, som navnet siger, en skærm der altid er tændt.
Det er f.eks. nyttigt på cykle- eller løbeturen, hvor du hele tiden kan se de aktuelle data fra trackingen, uden at vente på der kommer liv i skærmen. Ved et møde er det mere diskret, når du vil se hvad klokken er.
Det mest imponerede er, at Always On ikke pumper batteriet tør for strøm. Når skærmen ”sover” så skrues lyset ned, og opdateringshastigheden ændres fra 60 og helt ned til 1 Hz – svarende til skærmopdateringer ned til én gang per sekund. Det er virkelig noget som sparer på strømmen.
Skærmtypen er LTPO (Low-Temperature Polycrystalline Oxid) OLED som på Series 4. LTPO, som Apple har udviklet, er en ny teknologi, der ligger sammen med OLED-teknologien. Det korte af det lange er, at LTPO reducerer strømforbruget.
Oven i hatten har Apple Watch en lyssensor, ny Display driver samt et integreret kredsløb til styringen af strømmen.
Apple lover 18 timers driftstid på en opladning med Always On aktiveret. Efter en dags brug har jeg typisk 30-40 procent strøm tilbage ved sengetid – alt efter hvordan uret er blevet brugt. Det er med Always On aktiveret.
Hvis Always On deaktiveres får jeg længere tid uden opladning, men ikke så meget jeg kan undvære opladning om natten. Omkring 10 procent mere batteri tilbage ved sengetid, er min erfaring.
Ingen garanti for længere batteritid
Apple garanterer ikke længere strømtid, når Always On ikke er slået til. Nogle vil opleve længere batteritid, andre vil ikke. Det handler rigtigt meget om brugsmønsteret, lød det fra Apple i forbindelse med produktbriefingen.
I øvrigt er lysføleren ret effektiv til at skrue langt ned for lysstyrken, så du ikke lyser hele biografen op, når du har Apple Watch på armen. Du kan midlertidigt slukke skærmen helt ved at aktivere teatertilstand.
Teknologisk set er det fedt, at skærmen kan køre uden at tømme batteriet. For mig har det ikke været den store gevinst – måske fordi jeg ikke går nok op i min manglende træning.
Demonstration af Always On
https://www.instagram.com/p/B36iN-jBJ0s/?utm_source=ig_web_copy_link
Holder øje med støjniveauet
Vi udsættes for rigtigt meget støj i dagligdagen, uden vi lægger mærke til det. Gennem funktionen Hørelse / Støj, der er en del af appen Sundhed, gøres du bevidst om støjen fra omgivelserne.
Apple Watch måler hele tiden støjniveauet, uden at gemme data. Hvis støjen overstiger 90 dB, vil du modtage en advarsel på uret og telefonen. Sundhed opretter en profil for støjpåvirkningen, og opretter statistik.
Jeg synes dette er et glimrende tiltag, som jeg personligt finder meget nyttigt.
Funktionen hørelse er ikke eksklusiv for Apple Watch Series 5. Den fungerer også på Series 4.
Til gengæld er kompasset eksklusivt for Series 5. Jeg tror dog det er en forholdsvis lille målgruppe, der synes, at kompas er en fed funktion. Kompasset har også højdemåler. Jeg er hverken spejder eller sejler, så kompas har jeg ikke den store holdning til.
Mere som du kender det
Der er ærligt talt ikke så mange nyheder i Apple Watch Series 5. Apple fortsætter med Fall Detection, som vi så i Apple Watch Series 4. Det er en stærk funktion, der for måske ældre brugere, kan være et godt argument for at købe et Apple-ur.
Du får også EKG-måling og internationale nødopkald. Hvis du har cellular-modellen, men ikke har eSIM-aktiveret, kan uret forsat foretage nødopkald. Over 150 lande er dækket.
Jeg har tidligere skrevet en guide til EKG i Apple Watch (se link herunder). Her opdagede jeg via kommentarfeltet, at EKG og den indbyggede overvågning betyder mere for langt flere end jeg havde regnet med. Nogle hjertepatienter finder altså tryghed i denne funktion.
BAGGRUND: Dette skal du vide om EKG-målinger i Apple Watch
Med watchOS 6 får du Lommeregner, Lyd-memoer samt App Store direkte på armen. App Store giver mulighed for at hente Apple Watch funktioner på uret. En gevinst ja men jeg synes ikke det er en killer-feature.
OVERBLIK: 6 nyheder du skal kende i watchOS 6
Konklusion: Vent til næste generation
Series 4 og Series 5 ligner hinanden ret meget; kompas, Always On-skærm og den nye Apple S5-processor samt 32 GB intern hukommelse, fremfor 16 GB, er nyhederne på hardwaren. Inden i defineres mulighederne af watchOS-softwaren.
Måske er det på grund af de manglende nyheder, at Apple har ladet sidste års model, Series 4, udgå. De fysiske mål og vægt er tilmed også ens. Havde Apple beholdt Series 4 i sortimentet ville det være svært at argumentere hvilken generation, der er det bedste valg.
Mit råd, hvis du har et Series 4, så behold det lidt endnu. Har du i dag en af de foregående generationer, og synes Fall Detection, EKG og en hurtigere processor er vigtigt, så find et restlager med Series 4 eller køb Apple Watch Series 4 brugt.
Det mest skuffende ved Series 5 er nok batteritiden. Jeg kunne efterhånden godt tænke mig ikke at skulle oplade hver nat. Desuden oplades batteriet ikke særligt hurtig.
Der har været mange rygter om søvnmonitorering på Apple Watch, men det forblev et rygte. Søvnovervågning er ellers oplagt i forhold til helbredsbilledet, og jeg er derfor skuffet over manglen.
Apple Watch Series 5 koster fra 3.499 kroner (40 mm) og fra 3.799 kroner (44 mm). Om du skal helt op på cellular-versionen afhænger af om du vil betale et ekstra abonnement, og om dit teleselskab understøtter funktionen. Det er klogt at undersøge om dit teleselskab understøtter funktionen inden du eventuelt investerer i et, hvis du ikke vil skifte teleselskab af den grund.
Jeg ender på 5 ud af 6 stjerner.
Når alt dette er sagt, så er Apple Watch fortsat det mest relevante smartwatch på markedet.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Always On Display giver god mening
- God skærmkvalitet og let betjening
- Støj-app giver et indblik og data som tidligere ikke har været tilgængelige
- Detekering af af med nødopkaldsfunktion
- Bruger ikke signifikant mere strøm med Always On aktiveret
Lidt at tænke over
- Skal stadig oplades om natten for at kunne holde hele dagen
- Overveje om cellularudgaven er vigtig for dig (kræver abonnement)
- Apple Watch fungerer kun med iPhone – og ikke Android
- Tjek om forskellene mellem Series 4 og 5 er vigtige nok for at du vil opgradere
Mere til historien
Apple Watch Series 5 passer ur-remme med Series 4.