Nu kan du installere Windows 10 fra skyen
KORT NYT: Windows 10 behøver ikke installeres fra harddisken. Microsoft er klar med en sky-løsning.
Efter utallige år med først disketter og senere CD-ROM samt naturligvis en recover-profil liggende på computeren, kommer Microsoft nu, endelig, med en lidt mere moderne løsning til re-installation af Windows.
Frem til nu har Windows 10 skulle re-installeres lokalt, hvor filerne lå på en skjult paratition. Nu kan Windows installeres fra skyen. Det kræver, at der hentes 4 GB data ned til computeren, men det kan de fleste brugere i dag nok klare. I hvert fald i Danmark hvor vi generelt har meget hurtige netforbindelser. Fra 2017 til 2018 steg antallet af fastnetbaserede bredbåndsabonnementer, der har mindst 100 Mbit/s download, med 20 procent alene i Danmark.
Når Windows 10 hentes og installeres over nettet, bliver alle installerede programmer fjernet. Det samme gælder dine brugerdata, hvis du vælger ”remove everything”. Det skriver Microsoft i et blogindlæg.
Installationen henter den udgave af Windows 10, som du hidtil har haft på computeren.
Den nye mulighed er lige nu ud i betatest hos de såkaldte Windows-insidere.
Med sky-installationen behøver man ikke længere have en lokal kopi af Windows liggende på harddisken.
Microsofts nye tiltag minder meget om Apples, hvor man på Mac-computere også kan installere direkte fra skyen. Det skal siges, at Microsoft endnu ikke har gjort det muligt at køre en recovery-installation fra en helt tom computer.
Du kan læse mere om Windows 10 Insider Preview Build 18970 her.
Mere til historien
I marts 2019 rundede Microsoft én milliard brugere af Windows 10.