iPad Mini 2019 test – en lille sværvægter
TEST: Motoren er voldsom men udsynet begrænset. Læs her hvad du skal overveje før du køber iPad Mini 2019 – 5. generation af Apples mini-tablet.
Tilbage i september 2015 landede iPad Mini (4. generation) på markedet. Jeg har flere gange tænkt, om ikke de små iPads, og små tablets generelt, efterhånden har overlevet sig selv. Naturligvis i lyset af, at flere og flere går rundt med større og større smartphones.
Apple har tilsyneladende analyseret sig frem til det modsatte; der ER et marked for tablets, som fylder mindre. Det blev til iPad Mini (5. generation).
Kort fortalt: Nyhederne i iPad Mini 5 (2019)
- Kraftig processor
- Betydeligt bedre skærmoplevelse
- Understøttelse af Apple Pencil
Har power som en iPhone Xs Max
Du får et ret vildt powerhouse. Trods den lille formfaktor så er kræfterne voldsomme. A12 Bionic hedder processoren. Det er den samme processorserie som benyttes i iPad Pro (2018-udgaven) og præcis samme processor som i iPhone Xs Max.
ANMELDELSE: iPad Pro 2018 er en genopfindelse af iPad
Processoren i iPad Mini (og iPhone Xs Max) har dog kun to hovedkerner, mens iPad Pro har fire. Bare rolig. Det betyder ingenting i dagligt brug.
Målt med Antutu Benchmark scorer iPad Mini 376.607 point. Altså næsten på niveau med iPhone Xs Max – dog under iPad Pro 2018. Du kan se målingerne i skemaet herunder.
Efter min bedste overbevisning er det absolut ikke ydelsen, der i mange år frem bliver et argument for at skifte iPad Mini ud med en eventuelt nydere model.
iPad Mini 2019 | iPad Pro 2018 | iPhone Xs Max | |
Antutu Benchmark | 376.607 | 555.777 | 362.252 |
Mere knald på skærmen
Skærmstørrelsen er forsat 7.9 tommer – svarende til skærmstørrelsen på tidligere iPad Mini modeller. Opløsningen er i forhold til iPad Mini 4 uændret.
Du vil alligevel se en stor forskel. Der er blevet optimeret på farvegengivelsen og tilføjet True Tone, der justerer skærmens hvidbalance efter lyset fra omgivelserne.
Lydstyrken er op til 25 procent kraftigere sammenlignet med 2015-generationen. Du får samtidigt en 25 procents større farveskala.
Skærmen i kombination med mere processor- og grafikpower gør den nye iPad Mini til meget bedre oplevelse.
Selvom skærmen blot er 7.9-tommer, så er den forsat i høj fare for brud, hvis du taber din iPad Mini 2019 eller støder ind i noget. Her kan du se nogle af de mange covers der findes til iPad Mini 2019 (Annoncelink).
Det er i øvrigt umiddelbart svært at se forskel på iPad generationerne, når du står med dem i hånden. Udtrykket er præcis det samme. Målene er ens – og vægten er ligeledes stort set ens.
Tegn på skærmen
Du kan skrive og tegne på skærmen, da Apple Pencil er understøttet. Bemærk! Den Apple Pencil iPad Pro 2018 og iPad Mini benytter er to forskellige udgaver af Apple Pencil.
Denne iPad kan kun bruge den gamle generation (den hvor toppen kan tages af).
Apple Pencil på iPad Mini har højere forsinkelse (sammenlignet med iPad Pro) mellem spidsen og stregen du tegner, men det er stadig ikke så meget at det ikke er brugbart. Det kan dog diskuteres, hvor meget mening det giver at tegne på en så relativt lille skærm. Det samme spørgsmål går igen på Samsungs Galaxy Note-produkter.
Du kan ikke bruge Smart Keyboard, Apples kombinerede cover og tastatur, på iPad Mini. Smart Keyboard er forbeholdt iPad Air 2019 og iPad Pro produkterne.
Gammel teknologi kigger frem
Det er skuffende så meget gammel teknologi, der er puttet i denne iPad Mini. Her er, hvad du blandt andet må leve med ”fra gamle dage”.
- Touch ID fingeraftrykslæser: En mekanisk knap med indbygget fingeraftrykslæser udgør hjemknappen. Knaptypen ligger tilbage fra før 2015. Apple introducerede en sensorknap uden bevægelige dele med iPhone 7 i 2016. Fra iPhone X-serien er knappen helt væk og erstattet med Face ID. Face ID er ikke understøttet på iPad Mini.
- Ingen USB-C: Apple er ved at skifte fra Lightning-stik til USB-C. Udover skiftet til USB-C i MacBook Pro i 2017, så har Apple nu standardstikket på iPad Pro 2019. Desværre må du finde dig i Lightning-stik på iPad Mini 2019.
- Stadig 3.5 mm. jackstik: Du får 3.5 mm. jackstik i denne iPad. Så selvom stikket nu er droppet på iPhone og iPad Pro, så eksisterer den gamle stikteknologi stadig i regi af iPad Mini.
Jeg synes ærligt talt, det er skuffende, at iPad Mini-køberne ikke opgraderes på nogle af disse punkter. Særligt Face ID ville have bragt denne iPad ind i en den lidt mere moderne tidsalder.
Konklusion: En mini der skal finde sin plads
Har du brug for en skærm, der er større end hvad en smartphone kan levere – men mindre end en traditionel tablet, så er iPad Mini 2019 måske noget for dig. Men tænk dig godt om.
Selvom iPad Mini har vildt mange kræfter, og sagtens løser de samme opgaver som iPad Air eller iPad Pro, så risikerer du at købe ”katten i sækken”.
Du skal være HELT sikker på, at 7.9 tommer skærm er nok for dig.
Tag f.eks. et kig på den almindelige iPad (2018). Denne er kun 3,7 centimeter længere og godt 3,5 centimeter bredere. Små 169 gram er vægtforskellen.
ANMELDELSE: Derfor er iPad 9.7″ (2018) et godt køb
Det kan lyde genialt med ”det samme i et mindre format”. Om det reelt er genialt, kan kun du afgøre.
Annoncelink Priserne på iPad Mini 2019 begynder fra 3.399 kroner (64 GB, Wi-Fi) og går op til 5.899 kroner (256 GB Wi-Fi + Cellular).
Jeg vil anbefale, at du køber iPad 9.7” 2018, som jeg sidste forår var ret glad for. Her er du i gang for 2.799 kroner. Den optimale konfiguration synes jeg er Wi-Fi modellen med 128 GB. Denne koster vejledende 3.499 kroner.
Karakteren til iPad Mini 2019 bliver 4 ud af 6 stjerner.
Fordele og lidt at tænke over
Fordele
- Kompakt størrelse med ydelse som iPhone Xs Max
- Flot skærm med høj lysstyrke og god farvegengivelse
- Understøtter Augmented Reality og Apple Pencil
Lidt at tænke over
- Gammel teknologi kigger frem – Lightning stik, Touch ID-sensor m.v.
- Skærmen er måske for lille til rigtigt tabletbrug
- Dyrt at komme i gang
Mere til historien
Den første iPad Mini kom i november 2012. Dengang var lagringspladsen 16, 32 eller 64 GB.