Endelig bedre dækning i DSBs togsæt
Den uendelige historie er måske ved at få sin lykkelige afslutning. Bedre mobildækning i DSBs togsæt er nu en realitet, men ikke alt er på plads endnu.
Vi har flere gange på MereMobil.dk omtalt den nærmest uendelige saga om dårlig mobildækning i DSBs togsæt.
Først sloges teleselskaberne, BaneDanmark og DSB i flere år, om hvem der skulle have skylden for den dårlige mobildækning i DSBs togsæt. Så gik der flere år med at skændes om regningen for at sikre mobildækning i DSBs radiotætte togsæt.
Løsningen af dækningsproblemerne i DSBs togsæt har taget alt for lang tid, og vi har på MereMobil.dk da også omtalt sagaen som den “uendelige historie”.
Problemet er, at DSBs togsæt i praksis fungerer som et Faraday-bur, som effektivt afskærmer mobilsignaler fra at komme ind i togsættene. Det er specielt galt i DSBs nyere togsæt som IC4 og dobbeltdækker vogne, men også IC3 togsættene giver udfordringer.
DSB, BaneDanmark og teleselskaberne har brugt årevis på at diskutere, som det er teleselskabernes mangelfulde mobildækning eller DSBs alt for effektive rullende faraday-bure, som var skyld i de store problemer med at benytte mobiltelefoni i DSB tog.
– Nu skal mobilen fungere i toget
Komprimeret blev, at de danske politikere tilbage i 2016 bevilgede omkring 100 millioner kroner til at sikre mobildækning, og så var det op til DSB, BaneDanmark og teleselskabene at opsætte flere mobilmaster langs banestrækningerne samt udstyre DSBs togsæt med en repeaterløsning, som kan fordele mobilsignalerne inde i DSBs radiotætte togsæt.
Repeaterne er tændte
Nu ser det endelig ud til, at der sker noget positivt i sagen. Ingeniøren kan nemlig berette, at de fleste af DSBs togsæt nu er udstyret med repeatere, som tager det udendørs mobilsignal og distribuerer det inde i togsættene. Derved omgås Faraday-effekten i togsættene, og det betyder markant bedre mobildækning i togsættene. De togsæt som er udstyret med repeatere, skilter via piktogrammer i togsættene med repeater-løsningen.
Ifølge Ingeniøren er den anden del af planen, som omfatter 65 banestrækninger, hvor der skal opsættes nye mobilmaster, dog ikke gennemført endnu.
De nye mobilmaster skal efter planen være operationelle med udgangen af 2019, men de er forsinket på grund af udfordringer med lodsejerne, som skal give tilladelse til opsætning af mobilmaster langs banestrækningerne.
Projektleder Søren Boysen fra BaneDanmark fortæller til Ingenriøren, at han forventer, at tidsplanen holder med hensyn til opsætning af mobilmasterne på trods af udfordringerne med lodsejerne.
Mere til historien
En anden del af projektet indebærer en opgradering af DSB’s Wi-Fi tilbud i togsættene. Denne del skal også være klar med udgangen af 2019. Ifølge Ingeniøren forventer DSB at investere i 426 millioner i repeaters og Wi-Fi i togene.