1.000 Mbit/s på 4G LTE er lanceret i Danmark
Det går nu rasende hurtigt i det indre København – hvis din smartphone kan følge med. Stikket er sat i til forløberen for 5G.
TT-netværket (Telia og Telenors fælles mobilnetværk) har i sidste uge åbnet for 4G LTE med en hastighed på 1.000 Mbit/s.
Det har mange af vore faste læsere sikkert allerede læst hos andre meder, men vi har på MereMobil.dk brugt lidt tid på, at undersøge nyheden lidt nærmere.
Den helt store bagvedliggende nyhed er opfyldelsen af det teknologiske mål, som forbrugerne blev stillet i udsigten med introduktionen af 4G LTE for efterhånden et årti siden.
-“1.000 mbit/s i mobilnettet er en vigtig milepæl. Den symboliserer, hvor hurtigt det går med den digitale udvikling i disse år”, siger teknologidirektør i Telia Danmark, Henrik Kofod, i Telias pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Så vildt potentiale er der stadig i 4G LTE
Giver kun mening hvor der er mange brugere samtidigt
-“Først og fremmest er 1.000 Mbit/s en nærmest vanvittig hastighed til en mobiltelefon, der sjældent bruger mere end 3-4 Mbit/s, når det går rigtig højt. Der er i dag kun en lille håndfuld modeller, der overhovedet understøtter så høje hastigheder som 1000 mbit/s,” tilføjer Henrik Kofod, som også pointerer, at milepælen i dag skal ses i lyset af, at mobilteknologi er en såkaldt delt resurse.
Det vil sige, at de mobilkunder som er koblet på den samme mast deles om mastens samlede kapacitet. Derfor giver det, ifølge Henrik Kofod, på nuværende tidspunkt også kun mening at opgradere til 1.000 Mbit/s på master, hvor rigtigt mange mennesker er på nettet samtidig.
I første omgang er der kun åbnet for 1.000 Mbit/s på én enkelt mast. Denne er placeret i en sidegade til Kongens Nytorv i København. Flere opgraderinger er dog på vej både i København og andre af landets største byer.
Dette er grundlaget for 5G
Både Telia og Telenor betegner brugen af den avancerede 4G LTE teknologi, som det første skridt imod 5G i Danmark. Standarden kaldes for 4G LTE Advanced Pro.
-“Det er brugen af avanceret 4G-teknologi, der danner grundlag for 5G, som kan levere disse ultrahurtige datahastigheder live i vores netværk. Det er utrolig vigtig for Telenor, at vi hele tiden er et skridt foran udviklingen for at give vores kunder de bedste forbindelser. Derfor er jeg glad for, at vi som de første i Danmark kan tænde for teknologierne i netværket, så kunderne allerede nu kan være med på rejsen mod 5G,” udtaler udviklingsdirektør i Telenor, Peter Ditlev Nødbak, i Telenors pressemeddelelse.
– Staten gør klar til 700, 900 og 2300 MHz frekvensauktion
Ifølge Telenor er dette blot starten for en række tilsvarende opgraderinger i de kommende år, hvor 4G LTE netværket gradvist udvikles til det endelige 5G NR netværk.
Telenor har i Norge målt hastigheder på over 70 Gbit/s på en 5G NR mast, hvilket rundt regnet er 700 gange hurtigere, end hvad 4G LTE kan levere.
-“I Telenor har vi et rigtig godt fundament for at bygge fremtidens 5G-netværk, og hastigheder på 1.000 Mbit/s er det første skridt på vejen. Vi kommer løbende til at udbygge 5G-netværket i takt med, at også teknologierne modnes. Der findes endnu ikke så mange serieproducerede mobiler eller produkter, der understøtter 5G-teknologien. Men når de kommer inden for de kommende år – så er vi klar i netværket, så kunderne kan få glæde af de muligheder, de ekstremt høje hastigheder giver,” udtaler udviklingsdirektør i Telenor, Peter Ditlev Nødbak.
Teknikken bag
Der er ingen tvivl om, at det er en stor nyhed. 1.000 Mbit/s, eller 1 Gbit/s, er et af de store markedsføringsløfter, som forbrugerne blev stillet i udsigt med introduktionen af 4G LTE: Det mål er nået nu.
Nu lyder det rigtigt godt med “1.000 Mbit/s”, men hvad med teknikken bag? Kan du overhovedet få adgang til de rasende hurtige hastigheder? Først og fremmest skal du have en nyere smartphone. Det skal være en af topmodellerne fra f.eks. Huawei, Samsung eller Apple, da disse modeller understøtter LTE Advanced Pro.
GUIDE: Sådan installerer du selv hurtigt mobilt bredbånd
Du kan blandt andet se efter Samsung Galaxy Note 8, Samsung Galaxy S8, Samsung S9, Huawei Mate 10 Pro, Huawei P20, Huawei P20 Pro, HTC U11, OnePlus 6, Sony Xperia XZ Premium, Sony Xperia XZ1, Sony Xperia XZ2, Apple iPhone 8, Apple iPhone 8 Plus og Apple iPhone X m.fl.
Telenor oplyser til MereMobil.dk, at mobilsitet benytter 4×4 MIMO og 256 QAM til download i alle lag. Der foreligger desværre ikke informationer om hvilke frekvensbånd sitet benytter
Teknologierne i LTE Advanced Pro har vi forklaret i MereMobil.dks baggrundsartikel om emnet, som vi anbefaler, at du kigger lidt nærmere på, hvis ovenstående er ren volapyk.
1.000 Mbit/s er meget hurtigt, men med 4G teknologien kan man komme endnu længere op. Det er ikke urealistisk, at vi kan se hastigheder på over 3.000 Mbit/s download og 1.500 Mbit/s upload på 4G LTE indenfor en årrække.
5G NR vil kunne levere hastigheder i begrænsende områder på op til 70 Gbit/s.
Mere til historien
Selvom udrulningen af LTE Advanced Pro i første omgang bliver storbyerne, så skal det nok kunne ud til beboere på landet. Det må forventes at LTE Advanced Pro udstyrede mobilsites vil blive brugt til at opfylde kravende i den kommende licensauktion. Den kan du læse mere om her.