Kæmpe fyringsrunde hos mobilforhandler
KORT NYT: Google får skylden for en kæmpe fyringsrunde hos en stor mobilforhandler.
Hele 150 personer, svarende til hver anden ansatte, skal finde et nyt arbejde. Det er beslutningen som Silvan Popovic, stifter af Mytrendyphone.dk, har været nødt til at træffe efter stor tilbagegang i resultaterne.
Ifølge ITWatch, med kilde i Børsen, er der i 2017 fosset syv millioner kroner ud af selskaberne Mytrendyphone ApS og MTP ApS.
Selskaberne har tidligere været rigtigt gode til at tjene penge. I 2016 var resultatet på 3,21 millioner kroner i Mytrendyphone ApS. Det svarer til en vækst på 114 procent.
Forklaringen på problemerne er ifølge Silvan Popovic Googles ændringer af algoritmerne for søgningerne. Ændringer har sendt Mytrendyphone på nedtur i søgeresultaterne, og det mærkes nu kraftigt i regnskabet.
Mere til historien
Mytrendyphone sælger tilbehør til mobiltelefoner i 13 lande. Der findes desuden to fysiske butikker. Den ene ligger i Hillerød ved hovedkontoret. Den anden i København på Fiolstræde.