Sammenligning: Huawei Mate 10 Pro Vs. Huawei Mate 9 Pro
Huawei Mate 10 Pro bygger ovenpå de bedste ting fra Mate 9 Pro. Vi sammenligner her de to modeller.
Med Mate 9 Pro viste Huawei i den grad, at de hører hjemme blandt topproducenterne af smartphones. Ja, faktisk var vi her på MereMobil.dk så begejstrede for den, at vi havde lyst til at give den syv ud af seks stjerner.
Det betyder, at vores forventninger til Mate 10 Pro er rigtigt høje. Men hvad er egentlig forskellen på den nye Mate 10 Pro og sidste års Mate 9 Pro? Vi har sat de to telefoner op overfor hinanden så du kan få et overblik.
Kæmpe skærm uden at telefonen er vokset ret meget
Noget af det første, som springer i øjnene er naturligvis skærmen.
Den er vokset med 0,5 tommer uden at telefonen er blevet ret meget større end forgængeren. De er faktisk næsten identiske i størrelse, og det er altså ret imponerende.
På Huawei Mate 10 Pro dækker skærmen hele 80,9 procent, hvor du på Mate 9 Pro må nøjes med 73,2 procent. I praksis betyder det, at du får en skærm som føles kæmpe i en størrelse, som stadig er til at holde i hånden.
Kamera har “kunstig intelligens”
Kameraet har også fået en overhaling. På Mate 10 Pro har begge linser en f/1.6 blænde, hvilket betyder, at kameraerne kan lukke mere lys ind end på Mate 9 Pro.
Mate 10 Pro er den første telefon hvor begge kameralinser har en blændeåbning på f/1.6. Det skal dog siges, at LG V30 var den første smartphone med f/1.6 blænde – men ikke på begge linser.
Mate 10 Pro er blevet udstyret med “kunstig intelligens”, som kan genkende, hvad du tager billeder af og selv indstiller kameraet. Det betyder, at hvis du vil tage et madbillede, så indstiller kameraet selv til indstillingen for madbilleder.
Jeg må indrømme, at Huawei Mate 10 Pro faktisk er ganske god til at ramme rigtigt. Det er ikke hver gang, den genkender motivet, men det er tæt på, og det er ganske imponerende.
– Huawei er også klar med Mate 10 Lite
Ny processor
Mate 10 Pro har den nye Kirin 970 processor. Det er en såkaldt NPU-chip, som betyder, at det er her den kunstige intelligens ligger. Ifølge Huawei vil telefonen hele tiden forsøge at optimere og tilpasse ydelsen og funktionerne til brugeren.
Det sted hvor det ses tydeligst er, når kameraet selv vælger indstillinger. Ved lanceringen af Mate 9 Pro havde Huawei også et lignende fokus på at gøre telefonen langtidsholdbar ved at optimere den ved hjælp af maskinlæring.
Trods manglen på AI og maskinlæring er Mate 9 Pro stadig en hurtig og stabil telefon her ni måneder efter lanceringen.
Huawei afliver 3,5 mm. jackstik
Huawei Mate 10 Pro kommer uden 3,5 mm jackstik. Det betyder, at du skal bruge en adapter, hvis du ikke har høretelefoner som kan forbindes via Bluetooth eller USB Type-C indgangen.
Der medfølger heldigvis et par USB-C høretelefoner i salgsæsken. De medfølgende hovedtelefoner kan gå an, men du bør opgradere, hvis du vil have en bedre lytteoplevelse.
Det er der måske også god grund til at gøre. Huawei Mate 10 Pro har nemlig en indbygget digital-til-analog-konverter (DAC), som understøtter lydfiler i en opløsning op til 32 bit/384 kHz.
Mate 10 Pro og Mate 9 Pro side om side
Huawei Mate 10 Pro | Huawei Mate 9 Pro | |
Skærm | 6.0” OLED (1080 x 2160) 402 PPI 18:9 format 80.9% skærm-til-kant ratio HDR10
| 5.5″ AMOLED (2560 x 1440) 534 PPI. 16:9 format 73.2% skærm-til-kant ratio
|
Processor | Huawei Kirin 970, Octa-core CPU (4 x 2.4 GHz A73 + 4 x 1.8 GHz A53) + i7 co-processor NPU-chip
| HUAWEI Kirin 960, Octa-core CPU (4 x 2.4 GHz A73+ 4 x 1.8 GHz A53) + i6 co-processor
|
Grafikprocessor | Mali-G72 MP12 | Mali-G71 MP8 |
RAM og Hukommelse | 6 GB RAM og 128 GB intern hukommelse | 6 GB RAM og 128 GB intern hukommelse |
Ekstern hukommelse | Ingen mulighed for udvidelse af hukommelsen | Ingen mulighed for udvidelse af hukommelsen |
Dual-SIM | Ja (Nano-SIM) | Ja (Nano-SIM) |
Primær kamera | 20 megapixels monokromsensor + 12 megapixels + 12 megapixels f/1.6 RGB OIS (Optisk billedestabilisator) 4K video | 20 megapixels monokromsensor + 12 megapixels + 12 megapixels f/2.2 RGB OIS (Optisk billedestabilisator) 4K video |
Frontkamera | 8 megapixels f/2.0 | 8 megapixels f/1.9 |
Batteri | 4000 mAh | 4000 mAh |
Wi-Fi | Wi-Fi 2.4G, 802.11a/b/g/n/ac med Wi-Fi Direct | Wi-Fi 2.4G/5G, 802.11a/b/g/n/ac med Wi-Fi Direct |
Bluetooth og lyd | 4.2, understøtter BLE Ikke 3,5 mm. jackstick HD audio | 4.2, understøtter BLE 3,5 mm jackstik
|
Vand og støvbeskyttelse | Ja – IP67 | Nej |
Forbindelser | NFC USB-Type C | NFC USB-Type C |
Android version | Android 8.0 Oreo | Android 7.0 Nougat |
Brugerflade | Huawei EMUI 8.0 | Huawei EMUI 5.0 |
Farveudvalg | Midnight Blue, Titanium Gray, Mocha Brown & Pink Gold | Haze Gold og Titanium Grey |
Fysisk størrelses | 154.2 x 74.5 x 7.9 mm | 152 x 75 x 7.5 mm |
Vægt | 178g | 169 gram |
Vejledende salgspris | 5.999 kroner | 5.999 kroner (ved lanceringen) |
Mere til historien
Huawei Mate 10 Pro kan købes fra slutningen af november. Prisen er 5.999 kroner.