Teleinvesteringer i Danmark har fået bedre vilkår
Det er blevet mere attraktivt at investere i mobilnet i Danmark, konkluderer rapport, der sender København og Odense i front.
Telenor har i en ny rapport taget temperaturen på, hvor attraktivt det er, at rulle mobilnet ud. Det er tredje gang, at Telenor laver Nordic Broadband City Index rapporten, som kigger på 15 danske og 15 norske byers bredbåndsparathed.
I forhold til den seneste rapport fra 2014 har de 15 danske byer rykket sig fra at være nummer sjok til nu at ligge i front, når det gælder om at gøre det attraktivt, at udrulle mobilnet. Det skriver Telenor i en pressemeddelelse.
Der er dog ikke kun positive toner i rapporten.
København og Odense er i front
De danske byer er generelt gode til at gøre det attraktivt for teleselskaberne udrulle mobilnet. Blandet de danske byer fremhæves København og Odense, som de to byer i Danmark og Norge, der er bedst til at skabe gode rammer for udrulning af bredbånd og digitale tjenester.
Danmarks meget høje lejepriser på master er stadigvæk en seriøs barriere for den fortsatte udvikling af mobilnettet, og det skygger lidt over de positive takter. I 2012 hvor rapporten første gang udkom var Danmark en klar vinder, men sådan er det ikke i dette års udgave.
– PODCAST: 5G-nettet bliver ultra stabilt
Rapporten viser, at rammevilkårene for udbygning af mobilnet endnu ikke er i toppen. Samlet set er Danmark kun på niveau med Norge, og det er i særlig grad de høje lejeomkostninger, som trækker Danmark væsentligt ned.
Rammebetingelser for mobilnetværk er f.eks. adgang til offentlige grunde og bygninger; lejepriser af offentlige grunde og bygninger til opsætning af basestationer; effektiv og smidig sagsbehandling; mobil masterplan (klare og enkle regler).
Høje lejepriser giver dårlig dækning
Rapporten giver endnu en gang Telenor lejlighed til påpege problemerne med de høje lejepriser, som er et problem for alle mobilselskaber.
-”Det er en væsentlig barriere, at lejepriserne er så meget højere i Danmark end hos vores nordiske naboer. Heldigvis oplever vi i mange kommuner en øget forståelse for, at det kræver et tæt samarbejde mellem politikere og teleselskaber for at sikre, at mobilnetværket lever op til borgernes behov”, udtaler Telenors netværkschef Peter Nødbak.
-”Selvom mastelejepriserne i Danmark er faldet i forhold til ejendomspriserne i øvrigt er konklusionen stadig den samme som for to år siden: Lejepriserne er for høje i Danmark. Som teleoperatør har vi en vis mængde penge at bygge netværk for, men de store summer, vi hvert år betaler i husleje for at have masterne stående, ville vi hellere bruge på at investere endnu mere i dækning og datakapacitet til glæde for kunderne, ” fortsætter Peter Nødbak, der ifølge Telenors pressemeddelelse, håber, at rapportens resultater kan være med til at sætte fokus på at lejepriserne i det større byer.
Hele rapporten Nordic Broadband City Index 2016 kan læses på engelsk her (PDF-fil).
– PODCAST: Telebranchen bag facaden
Mere til historien
Nordic Broadband City Index 2016 er udarbejdet af konsulenthuset Nexia på vegne af Telenor. I 2012 og 2014 omfattede rapporten både Norge, Danmark og Sverige, mens 2016 udgaven kun omfatter Danmark og Norge.