Ny aftale giver millioner til bredbånd på Fyn
Regeringen vil afsætte 200 millioner kroner til bedre bredbånd, men det er ikke nok til fynboerne, mener flere fynske borgmestre.
De næste fire år har regeringen afsat 200 millioner kroner til udbygning af bredbånd i hele landet, da et bredt flertal i Folketinget har indgået aftale om at sikre hurtigere bredbånd til yderområderne.
Den nye aftale skal give bedre bredbånd til sammenhængende områder med boliger, virksomheder og sommerhuse. Flere fynske borgmestre mener ikke, at de 200 millioner kroner er penge nok, når pengene skal fordeles ud over hele landet, skriver TV 2 Fyn.
I år afsættes 80 millioner kroner, mens der de næste tre år afsættes yderligere 40 millioner kroner om året.
– Gør-det-selv: Mobilt bredbånd til udkantsdanmark
Kommuner og borgersammenslutninger kan søge tilskud fra puljen. Det kræver at bredbåndsdækningen i området er under 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s i upload.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) forventer at op mod 25.000 boliger kan få en hjælpende hånd fra puljen. Der åbnes for ansøgninger i sommeren 2016.
Lars Christian Lilleholt har tidligere siddet i repræsentantskabet for Energi Fyn, der også driver et bredbåndsselskab. Han udtrådte i 2015.
Mere til historien
Aftalen er indgået sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre.