Telenor dropper salg af taletidskort
Taletidskortene, som vi kender fra kiosken eller supermarkedet, vil snart være fortid – i hvert fald fra Telenor som pr. 31. marts dropper salget af disse.
Telenor startede med at sælge taletidskort i 1998, hvilket altså næsten er 20 år siden. Siden dengang er der sket meget i mobilbranchen og taletidskort er nu ikke længere en del af Telenors kerneforretning, og derfor stopper teleselskabet også salget af deres taletidsprodukter.
Dermed vil man fra den 31. marts 2016 ikke længere kunne købe nedenstående taletidsprodukter, som blandt andet har været solgt i kiosker og dagligvareforretninger.
- Telenor Taletid
- CBB Mobil Taletid
- One Mobile
- Colour Mobile
Det er ikke fordi, at Telenor ikke har nogle taletidskortkunder i dag. Faktisk har de omkring 205.000 aktive taletidskortkunder, men disse skæres altså væk ved udgangen af indeværende kvartal.
– Taletidskort er vanvittig dyre
– ”Vi er på en strategisk rejse for at forenkle Telenor med fokus på at skabe gode kundeoplevelser. Hele grundlaget for vores forretning er at kunne etablere et godt forhold til vores kunder, og det kan vi kun, hvis vi kender dem. Brugerne af taletidskortene er anonyme, og vi har derfor ikke mulighed for at komme i dialog med kunderne og tilbyde dem hverken rådgivning eller nye digitale tjenester. Dertil kommer, at konkurrencen på taletidskort er så hård, at vi ikke længere tjener penge på den del af forretningen. Derfor har vi besluttet at stoppe med at sælge taletidskort,” siger Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor Danmark.
Har du et af de omtalte taletidskort, så kan du frem til den 31. marts stadigvæk optanke taletid. Det er også muligt, at benytte den ubrugte taletid efter den 31. marts 2016 indtil gyldighedsperioden udløber – og denne varierer fra produkt til produkt.
Behold telefonnummeret
Er der kunder, som har et telefonnummer tilknyttet et taletidskort, at de ønsker at beholde, så kan det ske ved de inden gyldighedsperioden udløber henvender sig til CBB’s kundeservice på 50 50 50 50 eller Telenors kundeservice på 72 100 100 og får det flyttet til et abonnementsprodukt.
Ønsker man i stedet at få nummeret flyttet til en anden operatør, så kan det også ske inden gyldighedsperiodens udløb.
– Retro: Sådan var mobilen for 10 år siden
Ved at droppe taletidskortene, så gør Telenor også op med anonyme-kunder, som de ikke kan komme i dialog med. Det kan også mindste svindlen, da taletidskort netop pga. anonymiteten henvender sig til kriminelle og andre svindlere. Brugen af taletidskort er også populære på tjenester som DBA og Gul & Gratis, hvor uhæderlige personer kan være umulige at opspore efter en handel.
Mere til historien
Taletidskort er blandt andet populære hos turister, der ønsker at kunne ringe hjem mens de er på ferie i Danmark og vil være sikre på de ikke overskrider et givent forbrug. Derudover bruges taletidskort også af kunder, som ikke ønsker at oprette et abonnement eller de der af f.eks. økonomiske årsager ikke kan være bundet til et løbende abonnement.
Læs også:
– Sådan får turister i Danmark billig mobildata