Slut med reklamer?

Engelsk teleselskab fjerner alle reklamer på netværksniveau – er det enden på online reklamer?

Three, som er teleselskabets 3’s engelske søsterselskab, vil nu give kunderne mulighed for at fjerne alle online reklamer på netværksniveau. Det skriver Engadget.

MereMobil.dks læsere kender muligvis allerede muligheden for selektivt at blokere reklamer i deres webbrowser via et browserplugin. Denne type browser plugins går under betegnelsen adblockers.mobilreklame

 – Her er bagsiden af adblockers

Som noget nyt vil det engelske teleselskab Three dog give mulighed for at fjerne alle former for online reklamer, før reklamerne overhovedet når til brugerens browser. Selve blokeringen af reklamer kommer altså til at ske på netværksniveau i stedet for i brugerens browser.

Fordelen ved at blokere reklamer på netværksniveau er at indhold på internettet indlæses hurtigere, og der skal overføres færre data via mobilforbindelsen.

Ifølge Engadget er det planen, at denne nye form for adblocker først bliver introduceret i England og Italien.

Ikke alle er glade

Selvom nyheden helt sikkert bliver modtaget med stor glæde blandt en del af internetbrugerne, så er det lige så sikkert, at rigtig mange medieselskaber ikke ligefrem jubler over udsigten til den nye form for adblocker.

En stor del af indholdet på internettet bliver nemlig genereret på baggrund af muligheden for at sælge reklamer. Hvis ingen forbrugere ser reklamerne, så fjernes en stor del af indtægterne for de medieselskaber, som levere af at stille indhold til rådighed gratis.

Mere til historien

Læs mere om adblockers i MereMobil.dks baggrundshistorie om emnet.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.