Dårlig mobildækning kan være fatal

Dårlig mobildækning kan få fatale konsekvenser, specielt hvis du befinder dig i en kommune, som selv er skyld i manglende mobildækning.

Dårlig mobildækning kan i sidste ende være fatal fordi folk ikke kan få hjælp. Den advarsel kommer fra Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt kommune. Det skriver TV 2. Borgmesteren kræver derfor, at den nye regering gør noget ved dækningsproblemerne i udkantsområderne.

Mobilmast telemast

Mobilmast i Jylland (Foto: MereMobil.dk)

Til Nordjyske er borgmesteren citeret for at sige:

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

– “Hvis en mand falder om det forkerte sted i Jammerbugt, kan vi risikere, at man ikke kan komme i kontakt med ham. Det er et problem, vi tager meget alvorligt.”

I Jammerbugt kommune er der mange ældre, og kommunen har været nødsaget til at betale for fastnetforbindelser til de ældre, der bor i områder, hvor mobildækningen svigter.

– “Kravene til mobiludbyderne er for lempelige. Staten bør kræve ordentlig dækning i hele Danmark. Men det er som om, at dem inde på Slotsholmen glemmer, at der findes et land uden for København,” udtaler Mogens Gade ifølge TV 2 til Nordjyske.

Kommunen afviste selv ny mobilmast

Men den dårlige mobildækning skyldes ikke udelukkende teleselskabernes uvilje. TV 2 har nemlig gravet frem, at Jammerbugt kommune selv har afvist opsætningen af en ny gittermast så sent som i september 2014. TDC har et udvidet dækningskrav i blandt andet Jammerbugt kommune, og teleselskabet havde derfor ansøgt kommunen om lov til at opstille en 36 meter høj gittermast.

Den ansøgning blev afvist af kommunens teknik- og miljøudvalg med den begrundelse, at udvalget vurderede, at den høje mast ville påvirke landskabet i negativ grad. Ifølge TV 2 ringer den beslutning dog ingen klokker hos borgmesteren.

I stedet for blev TDC opfordret til, at ansøge om lov til opsætning af et såkaldt rørtårn. En rørtårn er æstetisk pænere, men anvender indvendige antenner, som giver dårligere dækning i området omkring masten.

Hos teleselskabernes interesseorganisation, Teleindustrien, kender de alt til kommunernes tvetungede udmeldinger.

– “Nogle kommuner stiller krav, som er med til at trække i den forkerte retning i forhold til at sikre god mobildækning. (…) I det her tilfælde er det kommunen selv, der siger, at denne mast er grim, og kommunen, der sætter barrierer op for en bedre dækning,” siger Jakob Willer fra Teleindustrien til TV 2.

Mere til historien

TDC har, som en del af licensvilkårene til 800 MHz frekvensbåndet påtaget sig opgaven at sikre dækning i en række områder i fortrinsvis Udkantsdanmark. Det er dog kommunerne, som skal give teleselskaberne lov til at opsætte nye mobilmaster.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.