Aprilsnar i tech – 12 techjokes gennem tiderne

Lukkelov for netbutikker, online casting for studieværter, glaspest i optiske kabler lægger internettet ned og Hjem-Is som hotspot. Velkommen til 12 aprilsnar-jokes gennem tiderne.

aprilsnar

Det er den 1. april og igen er det dagen, hvor du skal være på vagt overfor medierne, der gerne vil drille med en Aprilsnar.

En af de første aprilsnarer, som et medie stod bag, var helt tilbage i 1914, hvor Københavns Avis havde en historie om at ”solen sov over sig og stod ni minutter for sent op”.

- Artiklen fortsætter efter annoncen -

I påsken 1983 havde selveste TV Avisen en aprilsnar om, at en chokoladefabrikant solgte påskeæg med levende kyllinger. Men der har også været en del tech-baserede 1. april jokes. Vi har samlet et par af dem herunder.

1. april i tech

  • TV Avisen forsøgte at tage fusen på os i 1985, hvor de kunne fortælle at en opfinder ved et tilfælde havde opdaget, at det var muligt at modtage satellit-TV uden en parabol. Man skulle blot beklæde en stegepande med stanniol og vikle antenneledningen rundt om håndtaget. Det gav efter sigende en stigende salg af sølvpapir.

 

  • I 1987 skrev Frederiksborg Amts Avis om, at det daværende KTAS søgte medarbejdere til en telefoncentral fra 1953, der var mere driftsikker end de nuværende telefoncentraler.

 

  • Husker du internettjenesten Opasia? De prøvede i 2001 at bilde deres brugere ind, at webbutikker skal følge samme lukkelov som de fysiske butikker.

 

  • Danmarks Radio åbnede i 2002 et websted for folk, der gerne ville være studieværter, hvor man blev castet online. Omkring 10.000 når at tilmelde sig inden aprilsnaren blev afsløret.

 

  • Den 1. april 2004 udsendte Danmarks Tekniske Universitet en pressemeddelelse om, at der ville gå glaspest i de optiske fibre og lægge internettet ned.

 

  • Hvad med en 12,5 gigapixel-sensor på dit digitale kamera? Det var en aprilsnar som Digitalmagasinet.dk bragte, som ville give digitale kameraer næsten uendeligt mange megapixels.

 

  • Computerworld skrev i 2008: ”Tre gange i løbet af marts måned stod adskillige togstammer stille, da de net-opkoblede passagerer ved et uheld kom til at omkonfigurere lokomotivets motorstyringssoftware”.

 

  • Samme år kunne IT-branchebladet CRN, fortæller læserne, at tv-personlighed Thomas Blachman skal være ny direktør i computerfirmaet Hewlett-Packard.

 

  • Berlingske Tidende bragte i 2009 nyt fra Folkekirken. Nu kan du blive gift på Facebook fra 2010 ved at downloade en applikation med navnet “Bryllup ♥”.

 

  • I 2010 var Computerworld igen på banen med en historie om Hjem-Is, der skal levere 4G-internet gennem hotspots på isbilerne.

 

  • Mobiltelefonselskabet M1 præsenterer i 2011 et videoindslag, hvor M1 præsenterer sine første erfaringer med at lade chimpanser fra Aalborg Zoo udføre kundeservice for selskabets kunder.

 

  • Og endelig kunne man sidste år på nettet læse at EU-Kommissionen fremlægger et forslag om at standardisere de europæiske alfabeter for at undgå 28 forskellige tastaturer. Desværre forsvinder ‘Å’et, mens ‘Æ’ og ‘Ø’ er med blandt de endelige 35 bogstaver.

Mere til historien

Der har været mange gode aprilsnarer genemme tiderne – og husk at vogte dig for dem i dag. Det kunne jo være medierne igen er på spil – man ved aldrig. Husker du nogle sjove apriljokes, så skriv gerne en kommentar herunder.

Tags:

Om Mike Forde

Mike er IT-journalist. Udover artikler er han også producer på podcasts fra MereMobil.dk.