Samsung Gear S test – stadig ikke godt nok

TEST: Samsung Gear S smartwatch er endnu et forsøg der ikke helt lykkedes. Det er brugbart, men erstatter ikke din smartphone.

Samsung har været produktive hvad angår smartwatches. De er det selskab der har produceret flest modeller til dit håndled. Igennem de senere år har Samsung forsøgt sig med flere størrelser, designs og softwaren stikker også i forskellige retninger.

Samsung Gear S i hvid

Samsung Gear S i hvid

Samsung har sågar lavet ure med næsten alt det hardware du kan finde i en moderne smartphone, presset ned i et smartwatch. Gear S er fyldt med interessant teknik, men kameraet har de denne gang udeladt.

– Samsung Gear 2 – bedre end forgængeren

Samsung Gear S er det seneste svar fra elektronikgiganten, der igen forsøger at lokke millioner af potentielle kunder, til at investere i deres første smartwatch. Gear S er måske et af Samsungs bedre bud, hvis du ejer en Samsung smartphone. Har du ikke en sådan må du kigge andre veje, men mere om det senere i denne test.

Pænt og stort design

Samsung Gear S er ikke blandt de tungeste smartwatch-produkter på markedet, ej heller den letteste dreng i klassen med sine 67 gram. Dens ydre dimensioner skal der heller ikke prales af, 58,1 x 39,9 x 12,5 mm fylder Gear S, og det kan mærkes på håndledet. Gear S kan til tider virke som en gnavende klods.

I min testperiode har kommentarerne på uret været mange. Alt fra ”vildt fedt, øh er det et ur? Til ”hold da kæft et armbånd du har dig”. Der er heldigvis også dem der har syntes, at uret så elegant og flot ud. Specielt dens to tommer store skærm har formået at få ros med på vejen af nysgerrige blikke.

Min egen oplevelser af Gear S har været blandede. Jeg syntes uret i sig selv er flot og minimalistisk at se på. Det signalerer eksklusivitet uden at være prangende. Den store skærm har været nem at aflæse, og dens buede design har gjort det til at fordel, når man skal navigere i menuerne.

Men som daglig følgesvend har den også til tider været en pestilens at have på. Gear S er stor, meget stor, hvilket har betydet den ofte har ramt mod diverse genstande, til tider næsten hængt fast – det har givet nogle ryk i håndledet som ikke har været de mest behagelige.

– LG G Watch R test – det runde (u)smartwatch

Når arbejdstøjet så er blevet lagt på hylden, den nystrøgne skjorte fundet frem og byturen har stået for døren, så har Gear S givet udtryk som et accessoires på dansegulvet og funktionelt ur i de mørke hjørner af baren. Men er du til skjorte i det daglige, er et af problemerne ved designet igen oppe og vende dine tanker. Det er stort, så stort at ens skjorter har svært ved at dække uret, uden at du har måtte åbne den første knap på ærmet.

Måden du lukker Gear S fast til dit håndled er dog af de mere smarte på markedet. Remmen er af den lukkede type. Det vil sige at du aldrig deler remmen i to for at tage det på, men blot åbner hængslet og stikker hånden igennem. Et fast tryk på lukkemekanismen, der er lavet af letmetal, og uret sidder stabilt på håndledet.

Erstatter ikke mobilen

Samsung Gear S er blandt de første produkter i smartwatch-kategorien, der har både 3G og Wi-Fi indbygget, hvilket i sig selv lyder smart, men i det daglige er det lige det modsatte.

Selvom skærmen er på hele to tommer, så gør det ikke uret til en erstatning for din smartphone, der i disse tider bliver større og større. Med et nano-simkort i Gear S, forvandles uret til en fuldblods smartphone. Det meste hardware fra din smartphone er proppet ned på håndledet – lige bortset fra kameraet.

Det fungerer på sin vis ganske fornuftigt, men det er ikke nemt at skrive mere end to ord i en besked på dit håndled, slet ikke hvis du samtidig er i bevægelse. Får du et opkald, eller skal foretage et, må du også være forberedt på at resten af omverdenen kan lytte med, for det foregår via den indbyggede højtaler i Gear S. Samtalen er heldigvis let forståelig, og modparten kan også høre hvad der bliver sagt, men at gå med hånden oppe foran dit ansigt og snakke, ser bare ikke smart ud på strøget.

Der er dog mulighed for, at parre Gear S med et Bluetooth headset, så man slipper for at tale handsfree.

– Samsung Gear Fit – fint bud på fitness-tracking

Indrømmet! Jeg har ikke ladet min smartphone ligge hjemme en hel dag for at bruge uret som en selvstændig enhed. Det er softwaren og funktionaliteten simpelthen ikke brugervenligt nok til, for ikke at tale om alle de apps, du i din dagligdag er blevet vandt til, slet ikke kan hentes til uret. Facebook, Twitter, Snapchat, mobilbank og mange flere, de er ikke tilgængelige til Gear S, så du må nøjes med enkelte halvfærdige applikationer og de apps som Samsung selv har udviklet til uret.

Egne veje er ikke altid de bedste

Selvom Apple har stor succes med at gå egne veje på iOS, så er Samsungs modsvar endnu ikke gode nok til at konkurrere med hverken iOS eller Android.

Samsungs bud hedder Tizen, et open source operativsystem som flere producenter står bag, med hovedsagligt Samsung som drivkraft. Systemet er på Gear S blevet modificeret til at fungere på et smartwatch, hvilket i sig selv virker rigtigt fint. Du bliver præsenteret for forståelige menuer og genveje, der i det daglige fungerer ganske godt, om end det er lidt kedeligt at se på.

Menuerne er alle med sort baggrund, hvid tekst og farverige ikoner som menupunkter. Står du på startskærmen, der let kan brugertilpasses, kan du stryge nedefra og op for at åbne menuen til dine applikationer. Stryger du fra venstre åbnes notifikationsområdet, hvor de seneste notifikationer kan læses. Et strøg fra højre åbner en genvej til en form for widgets, der hver især kan noget forskelligt, Eksempelvis vise vejrudsigten eller dine favoritkontakter. Stryger du opp fra og ned, åbner du en genvej til batteri-info, justering af lys og lyd samt overblik over forbindelser. Er du inde i et menupunkt fungerer et strøg fra toppen som tilbage-knappen på din smartphone.

Alt i alt en forståelig og nem måde at navigere rundt på uret, men ikke helt uden forvirring.

Specielt notifikationsområdet har irriteret mig i det daglige. Når en notifikation popper op på uret vises den på hele skærmen. Hvis den er lang kan du, hvis du når det inden den forsvinder, trykke dig ind for at læse mere. Denne handling får dog uret til at fjerne notifikationen fra din telefon, også selvom du ikke aktivt på uret giver den besked om at udføre denne handling.

Har du så ikke tid til at svare på beskeden, kan man let komme til at glemme den, da din telefon jo ikke længere viser notifikationen. Så er det først næste gang du aktivt går ind i notifikationer på uret, at du ser den glemte besked. Modsat på Android Wear, hvor en notifikation først fjernes på din telefon når du aktivt på dit ur stryger beskeden væk, ikke når du blot læser den. Hvad mindst ligeså irriterende er, at hvis du modsat fjerner en notifikation på din telefon, så fjernes den ikke på Gear S, her skal du aktivt ind i notifikationer stryge fra midten af skærmen og ned, for at få ”ryd alt”-knappen frem og fjerne notifikationen.

– Fitbit Flex tracker skridt, søvn og kalorier

Ét af hovedformålene med en smartwatch er at få notifikationer let frem og hurtig frem, se notifikationen, tage stilling til den og så enten svare, lade den vente eller fjerne den. Dette formår Gear S ikke at gøre særlig brugervenligt eller på en smart måde, her er Android Wear langt mere logisk og forståelig.

En anden svaghed ved Tizen er udviklermiljøet bag, der mildest talt er ikke eksisterende, kontra andre systemer.

Samsung har udviklet applikationen Samsung Gear, som er din forbindelse mellem smartphone og smartwatch. Her kan du finde en genvej til Gear apps, applikationer udviklet til Gear S. Udvalget er dog ikke prangende, ej heller er kvaliteten af de applikationer du finder.

Blot det at finde et fedt forside-ur til Gear S, kan været svært. Udvalget er simpelthen for småt. Kigger vi her på Android Wear, som kun har eksisteret i knap et halvt år, er antallet af ur-designs kæmpe, antallet af apps der understøtter Android Wear er voksende i en hastighed, der kan minde om de spæde dage af Android – det samme er bare ikke tilfældet på Tizen, der minder om den start som Windows Phone har oplevet.

Konklusion: Bare ikke godt nok Samsung!

Samsung er efterhånden ved at være en garvet spiller på smartwatch-markedet. De har om nogen haft mulighed for at drage erfaring fra deres første smartwatch enheder og vende dem til positive ting i deres fremtidige produkter. Men Gear S føles ikke fuldendt. Faktisk vil jeg mene at Samsung lige et blevet overhalet indenom af Android Wear. Det er ærgerligt at se en producent have haft muligheden for at være et skridt foran de andre, faktisk leverer et produkt, der på basale punkter føles som et skridt bagud – specielt i forhold til Android Wear.

Der er mange positive ting at sige om Gear S, blandt andet er skærmen fremragende og nok det bedste på markedet – lysstærk, farverig og stort nok til let at få et overblik. De samme positive toner skal der også lyde om batteritiden der let holder to dages fuld drift. Endvidere er Samsungs smarte lade-station til uret med indbygget batteri, så ved du at du er langt fra en stikkontakt i noget tid, kan den lille station tages i lommen og bruges til at lade uret når tiden er inde. Chancen for din mobil er død for strøm inden uret, er desværre størst.

Skulle mobilen løbe tør, smider man jo bare simkortet over i uret, og vupti! Farmor kan stadig ringe – det er smart!

Med tanker om Samsungs muligheder for at levere et konkurrencedygtigt produkt, samt at du er tvunget til at have en Samsung telefon, for overhovedet at kunne bruge uret, får karakteren til at rasle ned. Dét sammen med et økosystem som ikke er godt nok understøttet, et notifikationssystem der ikke er brugervenligt, en pris der er op til 50 procent højere end konkurerende smartwatch-produkter, samt konkurrencen fra Android Wear, så ender Gear S på 1 ud af 6 mulige stjerner. Jeg kan ikke anbefale Gear S til andre end Samsung entusiaster, der ved hvad de går ind til.

Samsung Gear S er testet sammen med en Samsung Galaxy Alpha, i testperioden er Gear S blevet sammenlignet med LG G Watch R.

Fordele og ulemper

Fordele

– Flot og tydelig skærm
– God batteritid
– behagelig rem og smart lukkesystem

Ulemper

– Svagt økosystem
– Forvirrende notifikationssystem
– Virker kun med Samsung produkter

Det finder du inde i Gear S:

  • Super AMOLED skærm
  • 360 x 480 pixels (300 PPI)
  • 1 GHz Dual-core processor
  • 512 MB ram
  • 4 GB intern hukommelse
  • Nano-SIM, WiFi 802.11 b/g/n, Bluetooth 4.1, A-GPS, GLONASS
  • IP67 certificeret, (vandmodstålig til 1 meters dybde i 30 minutter og støvtæt)
  • Indbygget mikrofon og højtaler
  • 300 mAh batteri + 350 mAh i lade stationen

Mere til historien

Gear S har indbygget pulsmåler, accelerometer, gyrosensor, nærhedssensor, kompas, barometer og kan endda måle solens UV stråler – smart til inden du skal på stranden. Desuden kan du hente Opera Browser og surfe på nettet fra håndledet, desværre hverken på en smart eller let måde.

Apple Watch Series 10 er en stor opgradering – er det nok? Test

(mere…)
Xiaomi har lanceret Smart Band 9 og Watch 2

Er du til en aktivitetstracker har Xiaomi netop lanceret en ny model, samt en ny generation af deres smartwatch. 

(mere…)
Pixel Watch 3 er nu i den rigtige størrelse | Test

TEST: Google har lyttet til brugernes kritik af størrelsen på Pixel Watch 2. Lad os se om resten også er perfekt. Her er min Pixel Watch 3 test.

(mere…)
Apple Watch Series 10 kan spotte søvnapnø

Lidelsen søvnapnø kan nu spottes grundet en opdateret hjertefrekvens- og EKG-sensor i Apple Watch Series 10.

(mere…)
Apple Watch Series 10 – endnu større ur

Apple forøger størrelsen på Apple Watch og introducerer søvnapnø-detektering.

(mere…)
Nyt smartwatch til børn

Et nyt smartwatch til børn har netop set dagens lys. Se specifikationer og pris på ZTE K1 Pro.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
7 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram