Gratis Office og 1 TB plads i skyen hos Telenor
Telenors kunder får adgang til gratis Office-pakke, og op til 1 TB (terabyte) plads på OneDrive. Unikt samarbejde med Microsoft testes i Danmark.
Mængden af data der skabes af mennesker er enorm og stadig stigende. Derfor stilles der stadig større krav til opbevaring af disse data, hvilket mange klarer enten på computeren, mobilen, USB-harddiske eller de såkaldte cloudtjenester.
Ifølge en undersøgelse Epinion har lavet for Telenor så har hver anden dansker, svarende til 47 procent, oplevet at miste digitale billeder og andet materiale på grund af manglede backup.
Microsoft og Telenor åbner nu et pilotprojekt i Danmark hvor alle Telenors 600.000 privatkunder tilbydes mellem 100 GB og 1 TB (1000 GB) plads på Microsofts cloudtjeneste OneDrive, uden omkostninger.
Individuelle kunder med et enkelt abonnement får 100 GB plads, mens abonnenter som har indgået en familieaftale med teleselskabet får 1 TB plads per familiemedlem.
– Telenor er klar med HD-voice
Gratis Office-pakke til alle
En anden del af det nye samarbejde er fri adgang til et af Microsofts mest populære produkter, Office-pakken.
Kunderne får adgang til at installere Office 365 Home på op til fem computere. Pakken indeholder Word, Excel, Outlook, Powerpoint, Onenote, Publisher og Access.
Office kan frit downloades og installeres på computeren. Derudover kan Office tilgås via apps til både iPhone, iPad og Windows Phone. Android-brugere kan benytte Office med begrænsede redigeringsmuligheder.
Vælger man på et tidspunkt ikke længere at være kunde hos Telenor, er der mulighed for at købe sig videre adgang tjenestene. Dataene på OneDrive slettes dog ikke.
Normalprisen for 100 GB dataplads er 14 kroner per måned. Office 365 Home koster 799 kroner per år for en licens med samlet fem bruger – hvis altså ikke teleabonnementet er tegnet hos Telenor.
Der åbnes for kunderne den 8. oktober, og udrulningen vil ske til alle kunder i løbet af november måned. Også Telenors erhvervskunder får adgang til tilsvarende muligheder.
– Nu sammenlægger Telenor og Telia 2G-netværkene
Mere til historien
Tiltaget med Office 365 og plads i OneDrive er en del af STORM 3.0-projektet i Telenor der har til formål at trimme virksomheden og forbedre kundeoplevelsen. Senest har Telenors oprydningstiltag kostet 70 ansatte jobbet og der lukkes 13 butikker på landsplan.