Derfor er det vigtigt at opdatere din telefon

GUIDE: Skal du købe en ny telefon, hvis den gamle ikke længere kan opdateres? Her er den ultimative guide til at forstå softwareopdateringer.

telefonopdatering
Telefonerne skal jævnligt opdateres, men det er også vigtigt med opdateringer af apps (Grafik: MereMobil.dk)

Forestil dig situationen: Din smartphone har ingen fejl, men producenten udsender ikke længere softwareopdateringer til den. Hvad så?

Er telefonen nu ‘usikker’, og skal du skifte den alene på grund af, at softwaren ikke vedligeholdes?

Dette dilemma bliver mere og mere aktuelt, da telefonerne i dag har så meget ydelsesoverskud, at de kan holde i adskillige år uden at blive langsomme. Det er således slet ikke nødvendigt at skifte hver gang, en ny model sendes på gaden.

Fra generation til generation er der som oftest forholdsvis små nyheder og forbedringer. Derfor er der ingen grund til hele tiden at købe den nyeste model. Langt de fleste vil alligevel ikke opleve en markant forskel.

Det er dog et faktum, at en helt ny telefon opdateres i længere tid end modellen fra sidste år.

Forstå softwareopdateringer

Softwareopdateringer er de forbedringer og rettelser, som producenterne udsender til produkterne. En opdatering medfører langt fra altid nye funktioner. Ofte er det i den underliggende softwarekode, der justeres.

Opdateringerne kan opdeles i tre kategorier:

  1. Android- eller iOS-platformen
  2. Sikkerhedsdelen
  3. Apps

Systemplatforme som iOS (iPhone) og Android behøver ikke at blive opdateret særligt tit, selvom det er dejligt med ny funktionalitet og et grafisk løft.

– ’Det er ikke så vigtigt, om man har den nyeste systemversion – i hvert fald ikke de første par år. Sikkerhedsopdateringer er derimod noget mere vigtigt,’ fortæller Samsungs danske landechef, Claus Holm.

Det er sikkerhedsopdateringer, der typisk lapper huller af sikkerhedsmæssig karakter. Som det er lige nu, bliver de fleste telefoner sikkerhedsopdateret i længere tid (eller mindst lige så lang tid) som selve den overliggende softwareplatform.

Apps kan i sig selv være et sikkerhedsproblem, i hvert fald hvis de ikke opdateres. Derfor bør du altid holde dine apps opdateret, og i øvrigt kun have de apps installeret, som du rent faktisk anvender.

På Android-telefoner udsendes opdateringer, hvor platformen og sikkerhedsrettelserne er adskilt. Du vil opleve, at telefonen sikkerhedsrettes i flere år end platformsdelen.

På nyere telefoner udsender Apple softwarepakker med platform og sikkerhed lagt sammen, men ældre iPhones kan fra tid til anden modtage en særlig pakke, der retter sig specielt mod sikkerheden.

Bliver telefonen usikker uden opdateringer?

Der findes ikke et enkelt svar. I udgangspunktet sker der ikke noget, men hvis IT-kriminelle finder en sikkerhedsbrist i ældre softwareversioner, kan det potentielt udnyttes til at kompromittere brugernes data.

– ’Nogle kan leve i mange år med en telefon, der ikke bliver opdateret, uden at det betyder noget. De støder måske ikke på apps eller nogen, der forsøger at udnytte huller i systemet,’ forklarer Claus Holm fra Samsung.

Omvendt kan man potentielt støde på ondsindede apps eller hjemmesider, men her kommer app-opdateringer ind i billedet. Så længe disse holdes opdateret til de nyeste versioner, minimeres risikoen en del.

Dette bliver et problem over tid

Apps har en nedre grænse for, hvilke gamle Android-versioner eller iPhones, de understøtter. Her er det særligt vigtigt for f.eks. bankapps og MitID, da disse har adgang til meget følsomme data.

Efter den 28. maj 2024 stoppede MitID med at fungere på Android-telefoner med Android 9 eller ældre, og på iPhone kræves der minimum iOS 15.

Dette er blot et eksempel på, hvad der sker, når ens telefon bliver ældre.

Den aktuelle Android-version er lige nu 14. MitID vil således stadig fungere på telefoner helt tilbage fra 2018.

Hør interviewet om softwareopdateringer

Find episoden i din podcastapp. Søg efter ‘meremobil’. Det er episode 142. Find også hele episoden på YouTube. Klik her.

Strenge krav på vej

Hidtil har mobilproducenterne selv bestemt, hvor mange opdateringer de ville udsende. Nogle har opdateret en telefon i to år, regnet fra datoen, hvor den kom på markedet, hvilket hurtigt gør modellen uaktuel.

Flere producenter kører i dag med 4 års opdateringer, mens Samsung og Google lover syv års opdateringer på de nyeste telefoner.

Apple har ikke givet et løfte, men den hidtil nyeste version, iOS 18, kan fungere på telefoner tilbage fra 2018 (iPhone Xs og Xr), svarende til 5-6 år. Apple sender også vigtige software-opdateringer ud til modeller, som ikke har den nyeste iOS-version i ny og næ.

I sommeren 2025 træder en ny EU-lov i kraft, der tvinger producenterne til at opdatere telefoner i 5 år, regnet fra tidspunktet, hvor telefonen tages af markedet, hvilket nok bliver der, hvor et produkt ikke længere produceres.

– ’Vi synes, lovgivningen giver supergod mening. Vi skal have telefoner og elektronik til at leve længere i forhold til det miljømæssige aftryk. Her er det vigtigt, at opdateringerne følger med. Det er ikke sikkert, de skal leve længere hos den første forbruger, men den skulle jo gerne kunne bruges af den næste ejer f.eks. to år frem og stadig være sikkerhedsopdateret’, lyder det fra Claus Holm, Samsung Danmark.

Lovgivningen kan medføre, at der bliver sendt færre modeltyper på markedet, da det ikke kan betale sig for producenterne at vedligeholde dem alle.

Du kan få technyheder gratis i indbakken 3 gange om ugen. Tilmeld dig her.

Mere til historien

Vi ser allerede nu, at producenterne begynder at indstille sig på de nye EU-regler. Eksempelvis opdateres den nye billigtelefon, Galaxy A16, i seks år. Læs mere om det her.

Måske vil Android TV-opdateringen komme hvert andet år

Android TV er ikke lige så højt prioriteret som Android på smartphones. Det kan ende med, at opdateringerne ikke længere vil komme årligt.

(mere…)
iPhone kan måske snart vise opladningstid

KORT NYT: Noget tyder på, at du snart kan få en estimeret tid for, hvor længe din iPhone skal oplade.

(mere…)
Apple fremskynder stor iPhone-opdatering

Skal vi tro en træfsikker analytiker, så vil Apple frigive iOS 18.2 opdateringen før forventet.

(mere…)
Google ændrer Android-opdateringsplan

Fra 2025 ændrer Google timingen for frigivelse af nye Android-versioner.

(mere…)
7 gode råd til at vælge den bedste powerbank

GUIDE: Læs her hvordan du finder den bedste powerbank, der kan bruges til både telefoner, computere og tablets.

(mere…)
Apple frigiver vigtig opdatering til ældre iPhones

Apple har frigivet den store iOS 18.1 opdatering, men der er også en vigtig opdatering klar til ældre iPhones. 

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
1 Kommentar
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram