Telenor introducerer HD-voice

HD-Voice virker allerede i dag på Telenors 2G mobilnetværk, men også meget snart på 3G, oplyser selskabet.

HD-voice er en ny og forbedret lyd-codec, der giver en markant højere lydkvalitet sammenlignet med tidligere teknologier. HD-voice gengiver et langt bredere frekvensspektrum og kan samtidig dæmpe generende baggrundsstøj, hvilket giver en langt mere behagelig samtale.

Hvor en normal samtale nogle gange lyder, som om man taler ned i en tom blikdåse, så er lyden via HD-voice langt skarpere, tydeligere og det er langt lettere at høre forskel på f.eks. bogstaverne F og S.

3 og TDC har i et par år tilbudt HD-voice via deres 3G netværk, og Telenor hopper i løbet af sommeren 2014 også med på vognen og tilbyder HD-voice via selskabets 3G netværk.

HD-voice på 2G

Telenor har dog i alt ubemærkethed allerede lanceret HD-voice på selskabets 2G netværk, og omkring 18 procent af alle samtaler på 2G netværket foretages allerede i dag som HD-voice. Alle Telenors 2G mobilmaster er i dag opgradet til HD-voice, og funktionen fungerer på alle mobilabonnementer på tværs af Telenors mobilnetværk.

Rækkevidden samt indendørsdækningen er oftest markant bedre på et 2G mobilnetværk sammenlignet med et 3G mobilnetværk, så introduktionen af HD-voice på 3G vil højne brugeroplevelse steder, hvor der er dårlig dækning – f.eks. i kældre, store betonbygninger eller i vandkantsdanmark, hvor der er langt mellem mobilmasterne.

Mere til historien

HD-voice virker indtil videre kun for Telenor/CBB/Bibob-kunder på tværs af Telenors mobilnetværk, og HD-voice opkald kan således ikke foretages på tværs af de danske mobilnetværk. Begge telefoner skal understøtte HD-voice, og begge telefoner skal være tilsluttet Telenors mobilnetværk.


Om Johnny K. Olesen

Johnny er freelance-journalist med en meget bred viden indenfor forbrugerelektronik. Hans speciale er netværksteknologier, og andre usynlige teknologier, der er essentielle for forbrugernes oplevelse, men som ikke altid er synlige for dem.