Gør-det selv: Mobilt bredbånd til udkantsdanmark

TIP: Sådan kan du bruge mobilt bredbånd som alternativ til en sløv xDSL forbindelse i Udkantsdanmark. Landmænd og sommerhusejere bør læse denne artikel.

OBS: Nedenstående artikel bliver ikke længere opdateret. I stedet har vi skrevet en helt ny guide: Den store gør-det-selv guide til mobilt bredbånd


Artiklen er opdateret 27/10-2014 med tilføjelse af Huawei E5186s og 15/11-2014 med tilføjelse af nyt TDC abonnement med 200 GB data. Opdateret 24/12-2014 opdateret med bedre forklaring på, hvordan man benytter to antenner til 4G. 26/12-2014 fjernet Huawei E5172, da routeren ikke understøtter MIMO med ekstern antenne. Opdateret 24/3-2015 med nyt abonnement fra Telmore. Opdateret 8/6-2015 med nyt TDC abonnement. Opdateret 25-06-2015 med flere forslag til små WISPs man kan kontakte. Opdateret 03-07-2015 med Macab PRO-1100 antenne. Opsateret 5/10-2015 med nyt Net-1 tilbud. Opdateret 8/8-2016 med nyt YouSee 500 GB abonnement. Opdateret 22/11-2016 med Teracoms nye erhvervsprodukt. Opdateret 13/11-2017 med Telia Home. Opdateret 16-11-2017 med nye gigabit routere: Netgear Nighthawk M1 eller Huawei E5788. Opdateret 18/2-2018: TDC har nu en datapakke med 1.000 GB for 449 kroner.

Der er stadigvæk mange områder af Danmark, der ikke kan få hurtig bredbånd via faste forbindelser som xDSL, coax (Kabel-TV) eller fiber. I disse områder må man f.eks. leve med en ustabil ADSL2 forbindelse, men det er altså ikke sjov at surfe på internettet, hvis forbindelsen er ustabil og den maksimale overførselshastighed ligger tættere på 1 Mbit end 10 Mbit/s. Dette er specielt noget sommerhusejere, landmænd og andre beboere ude på landet kan nikke genkendende til.

For at skaffe hurtigere bredbånd til danskerne, har staten i den såkaldte 800 MHz licensauktion stillet dækningskrav, så alle danskere i en række områder inden 2016 får adgang til 10 Mbit/s i såkaldt oplevet downloadhastighed.

TDC påtog sig opgaven, og det er derfor TDC, som skal sikre danskerne mobilt bredbånd med høj hastighed via selskabets 800 MHz licens. Men TDC er ikke ene om at rulle 4G LTE ud over hele landet og de andre teleselskaber satser også benhårdt på at levere 4G over hele landet.

Men hvis man nu bor et sted med dårlig xDSL forbindelse, og ønsker sig en hurtig internet forbindelse, hvordan skal man så gribe sagen an? Vi har på MereMobil.dk sammensat en lille vejledning, som kan hjælpe dig godt på vej.

Forbehold

Det er faktisk ikke så svært at komme i gang, men da der tale om trådløse signaler, så er vi nød til at tage et par forbehold:

Denne guide er skrevet til folk, der har lidt gør-det-selv handy-man i blodet, og som er frisk på en lille udfordring. Hvis du er typen, der ikke kan se forskel på en skruetrækker og en malerpensel, så skal du kontakte en professionel antennemontør i stedet for.

Når vi taler om trådløse signaler, så er der ingen garanti for et perfekt resultat, men hvis du følger vores lille guide, så står du væsentligt bedre stillet, da et godt resultat forudsætter et grundigt forarbejde. Det lyder allerede nu meget besværligt, men det er altså ikke en uoverkommelig opgave – selv for en novice.

Denne guide viser, hvordan man opsætter en 4G antenne og mobilt bredbånds router, hvilket er en fornuftig løsning, hvis det er en enkelt husstand, der har skal have internet. Hvis du søger en løsning, hvor hele områder med flere husstande (mere end 15-20 husstande) skal have hurtig internet, så er det langt nemmere og billigere at købe en dedikeret Wi-Fi løsning fra en WISP (Trådløs internetudbyder), der lever af at lave små lokale trådløse netværk. Man kan kontakte følgende WISPs, som dækker hver deres geografiske område af Danmark: Lollands.net, Airnet, Primanet, internet4u.dk, wified.dk, Ønet, 24-7 net eller Zebnet. Firmaet Skywire leverer flere steder i landet.

Erhvervskunder har også en anden mulighed for højhastighedsinternet. Teracom, der driver det digitale sendenet i Danmark, tilbyder forskellige erhvervsløsninger baseret på dedikerede punkt til punkt forbindelser eller FWA, og løsningerne kan leveres over det meste af landet.

I denne lille guide tager vi udgangspunkt i en Huawei B593, B525 eller E5186s mobil bredbånds routere, da disse routere ofte sælges sammen med mobilt bredbåndsabonnementer hos f.eks. Telenor, Telia, og 3. Routerene kan også købes flere onlinebutikker til omkring 2.000 kroner.

Har du en anden mobilt bredbånds router kan denne guide også benyttes, men du skal selv undersøge om routeren har mulighed for tilslutning af (to) antenner, og hvilket stiktype routeren benytter.

Tilføjet 16/11-2017: Der er efterhånden kommet flere nyere routere på markedet, som kan køre gigabit 4G – altså opnå hastigheder på over 1 Gbit/s. De danske teleselskabet er ikke helt klar til disse høje hastigheder endnu, men er man i markedet efter en “fremtidssikret” router så kig nærmere på Netgear Nighthawk M1 eller Huawei E5788.

Valg af mobilselskab

Men hvilket teleselskab skal man så vælge? Der er størst chance for et godt resultat, hvis man vælger et teleselskab, der benytter mobilnetværk fra TDC, Telenor eller Telia, da disse selskabers mobilnetværk i stor stil benytter lave frekvensbånd (800 og 900 MHz), som rækker meget langt fra mobilmasterne.

I storbyen kan man med fordel også vælge teleselskabet 3, men ude på landet og i sommerhusområderne, så kan teleselskabet 3 ikke altid følge med de tre store selskaber, da selskabet benytter høje frekvenser, der rækker noget kortere end konkurrenterne.

Man skal dog ikke afskrive 3 fuldstændigt, før man har undersøgt selskabets dækning – i nogle landområder og sommerhusområder har selskabet fremragende mobildækning.

Der er også væsentlig forskel på selskabernes mobilt bredbåndstilbud og priser – undersøg markedet grundigt. Nogle teleselskaber har yderst attraktive mobilt bredbåndsabonnementer til omkring 299-399 kroner om måneden. De tre udfordre på telemarkedet (Telenor, Telia og 3) har traditionelt tilbudt noget mere attraktive løsninger end TDC.

Tilføjet  15. november 2014: TDC har netop lanceret en ny bredbåndspakke med 200 GB data. Tilføjet pr. 24. marts 2015: Telmore har lanceret en bredbåndspakke med 200 GB data. tilføjet 8. juni 2015: TDC har hævet den støreste bredbåndspakken til 300 GB data for 349 kroner.

Tilføjet  5. oktober 2015. Net-1 tilbyder nu ubegrænset mobil data via 4G LTE til 299 kroner pr. måned. Læs nyhede her og en test af netværket her.

Tilføjet 8. august 2016: YouSee (tidligere TDC) tilbyder nu 500 GB data for 379 kroner uden ekstra indholdstjenester.

Tilføjet 13. novmeber 2017: Telia har lanceret Telia home, hvor man kan får “fast 4G” via en mobilt bredbåndsrouter. Forbrugsgrænsen er hele 2 TB (2.000 GB) og prisen er 249 kroner om måneden.

Tilføjet 18. februar 2018: TDC tilbyder nu  Fast 4G med 1.000 GB (1TB) data for 449 kroner inkl. leje af router og eksternantenne.

Er der mobildækning?

Først og fremmest skal du undersøge om, der i det hele taget er mobildækning på din adresse. Til det formål kan du benytte teleselskabernes dækningskort, som kan findes på deres hjemmeside. Bemærk at du skal kigge efter om dit teleselskab tilbyder 3G eller 4G dækning – 2G dækning er altså ikke nok. Det er bedst hvis teleselskabet tilbyder 4G LTE dækning. Du kan også ringe til dit teleselskab og spørge, om de kan tilbyde dækning på netop din adresse.

Hvis du alligevel har fat i dit teleselskab, så kan du passende spørge, hvilken mobilmast der er den nærmeste, så du ved hvilken retning, du skal pege antennen. De fleste seriøse teleselskaber kan være behjælpelig med den oplysning, hvis man spørger pænt… og insisterer på at de skal finde ud af det.

Hvis dit teleselskab ikke vil hjælpe dig, så kan du på Mastedatabasen.dk finde de nærmeste mobilmaster, og så må du prøve dig frem, da du måske ikke er dækket af den mobilmast der står nærmest. Det er vigtigt, at du nøje undersøger hvilke teknologier (2G/3G/4G LTE) den nærmeste mobilmast udsender. Teleselskaberne udruller stadigvæk 4G LTE, og du får måske ikke 4G LTE sendt fra den nærmeste mobilmast – den nærmeste mobilmast kan sagtens være en 2G/3G mobilmast uden 4G.

Og før du så render ud og køber dig fattig i antenner, så afprøv lige, om du ikke kan få ordentlig mobilt bredbånd ved blot at stille routeren i dit vindue. Rigtig mange steder i landet er mobildækningen så god, at brugen af ekstern antenne er helt unødvendig. En vindusplacering er ret vigtig, da det sikre bedst mulig sende og modtageforhold – også selvom fruen i huset bestemt ikke er glad for en “grim” kasse i vinduet. Det er vigtig at placere routeren i et vindue, som vender imod mobilmasten, og routeren kan med fordel placeres på første sal, så er der endnu bedre mulighed for et godt signal.

Som en udvidet undersøgelse kan man selv teste dækningen på adressen. Den absolut mest “low-tech” metode er, at tage sin smartphone, sætte en stige op af endegavlen og gå op i toppen af stigen og kig på telefonens signalstyrke og hvilket mobilnetværk telefonen finder (2G, 3G eller 4G). De fleste teleselskaber tilbyder også taletidskort, hvor man for 50-100 kroner kan købe et taletidskort fra et andet teleselskab, og så kan man afprøve dæknigen ved at sætte taletidskortet i ens egen telefon – eller lån en vens telefon, hvis han/hun har et andet teleselskab.

Hvis det er nogenlunde signalstyrke i et par meters højde, så vil en ekstern antenne næsten med garanti kunne give et rimeligt godt resultat, da en ekstern antenne er langt mere følsom en den lille antenne i din smartphone. Her er det værd at pointere, at 4G er bedst, 3G er absolut minimum og 2G duer ikke. Ved 2G viser en smartphone ofte symbolerne E eller G. På nogle smartphones angives 3G som H eller H+. Viser smartphonene 4G eller LTE, så er du sikret den absolut bedste løsning.

Valg af antenne

Poynting XPOL-A002 retningsbestemt 4G antenne

Poynting XPOL-A002 retningsbestemt 4G antenne

Ude på landet er der langt mellem mobilmasterne, og her er en retningsbestemt antenne den bedste løsning, hvis der ikke er tilstrækkelig med signal til udelukkende at bruge routerens interne antenner.

Til 3G kan man sagtens nøjes med én enkelt antenne, mens det er lidt anderledes med 4G LTE, og da 4G LTE er vejen frem, så sørg for at købe en fremtidssikret løsning.

4G LTE benytter MIMO teknologien, der bruger to antenner til at sende og modtage. For at få den højeste hastighed, så skal man altså benytte et system med to antenner, hvor den ene antenne modtager vertikalt og den anden horisontalt. Man skal altså benytte to antenner, hvor man roterer den ene antenne 45 grader til den ene side eller man kan købe en antenne, hvor der er indbygget to antenner i én kasse.

En sådan to-i-en antenne er Poynting XPOL-A002. Antennen er en 8 dBi panelantenne med en vertikal/horisontal antenne indbygget. Antennen peges imod nærmeste mobilmast, og de to ledninger fra antennen kobles til routeren. Antennen er set til omkring 1500 kroner på nettet.

En alternativ til Poynting XPOL-A002 er Macab PRO-1100 Mimo 3G/4G/GSM antenne, som sælges til omkring 800 kroner på nettet.

Et alternativ til to-i-en antennen er Poynting LPDA-A0092, der også er en retningsbestemt antenne med 11 dBi forstærkning. Denne antenneløsning anbefales kun, hvis man bor virkelig ude på Jens Hansens brakmark, på en ø i smålandshavet eller midt i skovområder, da løsningen efter danske forhold i de fleste tilfælde er som at skyde gråspurve med kanoner.

 

– Mini-test af Huawei E5186S

Her er der dog tale om én klassisk retningsbestemt antenne, og man skal altså benytte to styk, hvis man ønsker at benytte den til 4G LTE. Begge antenner peges imod samme mobilmast, og så monteres omkring 90 grader i forhold til den anden antenne. Antennerne kobles til hver deres antenneindgang på routeren. Antennen er set til omkring 1.500 kroner pr. styk.

Poynting LPDA-A0092 Retningsbestemt 3G/4G antenne

Poynting LPDA-A0092 Retningsbestemt 3G/4G antenne

Et billigere alternativ er en Macab PRO-5000 3G/4G/GSM antenne. På papiret giver antenne 11 dBi og den også er en retningsbestemt antenne. Antennen er set til omkring 600 kroner på nettet. Selve monteringen foregår på samme måde som Poynting LPDA-A0092.

Hvis man udelukkende vil benytte 3G, så er en enkelt Macab PRO-5000 3G/4G/GSM antenne et udmærket valg og ellers to styk, hvis det er til 4G LTE.

Hvis du selv har mod på at undersøge antennemarkedet lidt nærmere og måske købe en anden slags antenne, så sørg for at antennen kan modtage og sende alle frekvenser fra 700 til 2600 MHz. På den måde så ender du ikke med en antenne, der risikerer at blive forældet om få år.

Husk routerens indstilling

De fleste routere er prækonfigureret fra fabrikken, og det er blot at sætte simkort i routeren, og sætte den til strøm. Så tænder routeren op, sætter sig selv op, og er klar til brug på nogle få minutter, hvis man følger den medfølgende startguide. Dette punkt vil vi ikke komme nærmere ind på i denne guide.

Når det gælder montering af antennen, så er der lige et par ting, man skal være klar over. Først og fremmest skal man i routerens menu vælge at tilkoble en ekstern antenne, da routeren ellers bruger dens interne antenner, og så har du spildt en masse penge og energi på de eksterne antenner.

Typisk gøres dette ved at indtaste adressen 192.168.1.1 i din browser og så finde menupunktet, hvor man kan vælge mellem intern og ekstern antenne. På nogle router modeller findes punjte under menuen “System” og “Antenne-indstilling”. På nyere routere fra f.eks. Huawei findes der ingen indstillings muligheder, da routeren selv opdager, når der tilkobles ekstern antenne.

Dernæst skal du opsætte antennen og pege den imod den nærmeste mobilmast. Kablet mellem antennen og routeren bør maksimalt være 5 meter. Det betyder måske, at routeren skal stå i den ene ende af huset, så Wi-Fi signalet fra routeren ikke kan række hele huset rundt. Hvis du har brug for at internet længere væk, så må du trække nogle ledninger fra routeren eller købe en Wi-Fi repeater, så du kan få trådløs Wi-Fi dækning langt fra routeren.

Prøv dig frem

Før du begynder at fastmontere antennen, så prøv dig lige frem. Når du ikke har professionelt udstyr til justering af antenne til rådighed, så kræver det, at man prøver sig frem, og det tager måske lige en halv time ekstra.

Antennens følsomhed falder dramatisk, hvis du rører ved antennen. Så før du borer huller i dit hus, så opsæt lige antennen midlertidig i 2-2,5 meters højde og se om der er signal, og hvor du får det bedste signal. Man kan f.eks. midlertidigt montere antennen på en stige, og hold fingrene fra antennen, på nær når du retter på antennen.

På forsiden af routeren kan man ofte se signalstyrken på en indikator, men denne indikator kan være op til et halvt minut forsinket. Det samme gør sig gældende med signal indikatoren i routens menu.

Hold ikke antennen i hånden, da det kan give forstyrrelser – monter antennen midlertidig og start med at rette antenne imod den mobilmast, hvor du mener, du får det bedste signal

Check signalindikatoren på routeren, og derefter flytter du antennen 8-10 grader til den ene side og checker efter 30 sekunder signal indikatoren. Og så gentager du øvelsen et par gange til hver side og finder den optimale retning.

Du kan nu montere antennen permanent, og den må gerne monteres så højt som muligt. Antennen bør ikke stikke over husets gavl, da det så bliver et oplagt sted for et lyn at slå ned, men monter antenne så højt på gavlen som muligt. En høj placering er vigtig for at undgå forhindringer såsom små bakker, vegetation (træer, buske) og andre huse.

Klar parat start

Nu er antennen så monteret, routeren tilkoblet, og du kan surfe på nettet. En hurtigt hastighedstest på www.speedtest.net vil kunne måle den hastighed, som du kan down-/uploade med.

Hvis du – vores kære læser – har input, gode råd du vil dele med andre læsere eller spørgsmål, så benyt kommentarfeltet under artiklen.

Mere til historien

Teleselskabet Net1 tilbyder også en komplet pakke med mobil bredbånds router og antenne, hvor de tilbyder dækning eller pengene tilbage. Net1 anvender dog en lidt anden mobilteknologi, hvilket betyder, at selskabet kun tilbyder hastigheder op til omkring 6 Mbit/s.


Synes du denne artikel var interessant? Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få hver uge de bedste artikler, så du altid er opdateret. Ved tilmeldingen får du med det samme 10 af vores bedste guides og tips tilsendt.


Her finder du den populære FM-nødradio med solceller og håndsving

OVERBLIK:  Solceller, SOS-lommelygte og powerbank skal være i ens nødkit. Denne FM-radio er særligt eftertragtet.

(mere…)
Sådan bruger du dobbelttryk på Apple Watch

TIP: Apple Watch Series 9, Series 10 og Ultra 2 har en smart dobbelttryk-funktion. Læs hvordan du bruger det.

(mere…)
Nyt tv? Så er det i dag du skal slå til!

PRISTIP: Tv-skærme er en populær tilbudsvare, men du skal se dig for, da priserne er MEGET ustabile.

(mere…)
Hvilken PlayStation 5 skal jeg vælge?

GUIDE: Black Friday er lige rundt om hjørnet, og vi har en lille guide klar til dig, hvis du er i tvivl om, hvilken PS5 du skal vælge.

(mere…)
Din smartphone i vinterkulden: 5 tips til at undgå skader

TIP: Smartphonen har det ikke godt i kulden. Du får her 5 tips til, hvordan du undgår skader på mobilen i det kolde vejr.

(mere…)
Eesy åbner 5G-internet med skarpt tilbud

Indtil nu har Eesy kun haft mobilabonnementer, men nu kan du også få 5G-internet til hjemmet. Tjek introprisen her.

(mere…)
Subscribe - få opdateringer på tråden
Notify of
104 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Kom et skridt foran
Vil du være fuldt opdateret på de seneste nyheder, anmeldelser samt trends og tendenser i mobilbranchen? Få de seneste vurderinger først i vores nyhedsbrev.
Gå til tilmeldingssiden
Vi dækker den bærbare teknologi – smartphones, tablets, smartwatches, forbrugerstof og bringer baggrundshistorier og guides. MereMobil.dk har en ambition om at være den primære kilde at gå til, hvis du ønsker viden om branchen, der hver dag har enorm betydning for os alle.
© 2024 MereMobil.dk. Alle rettigheder forbeholdt.
magic-wandarrow-right-circle
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram