Sony Xperia Z2 Tablet – den fedeste Android-tablet
TEST: Xperia Z2 Tablet er let og lækker og en af de absolut bedste Android-tablets der findes.
Generelt er markedet for Android-tablets temmelig broget, og du skal forvente at slippe et beløb i den højere ende, hvis enheden for alvor skal være noget værd. Hovedparten af de billigste produkter, vil i sidste ende kun bringe ærgrelse med sig.
Sony har tidligere leveret gode tablets og Xperia Z2 Tablet er ingen undtagelse. Det er et virkeligt spændende produkt, som er med til at vise vejen for fremtidens Android-tablets.
Z2 Tablet er den tyndeste og letteste vandtætte tablet på markedet, hvilket er let nok at sige, når der ikke er så mange andre vandtætte tabletprodukter. Men når salgsflosklerne er leveret må vi konstatere, at Sony har skabt en af de bedste tablets i 2014, selvom året endnu ikke er så gammelt.
Forgængeren Tablet Z var også et godt produkt, men Sonys nyeste er endnu bedre skruet sammen. Xperia Z2 tablet (Wi-Fi versionen) vejer 426 gram, hvilket er 50 gram mindre end forgængeren. LTE-udgaven vejer 439 gram. Til sammenligning er vægten på iPad Air og Samsung Tab Pro 10.1 cirka 470 gram.
Føles lækker i hånden
Det øjeblik Sony Xperia Z2 Tablet ligger i hånden dukker et smil frem på læben. Smilet er frembragt kvalitetsfølelsen, som i den grad omgærder produktet.
Hjørnerne er afrundede – det gælder også de super tynde kanter omkring skærmen. Målene er 266 x 172 x 6.4 mm – og ja, 6.4 mm ER virkelig tyndt.
Tablet Z2 er bygget over et skelet af aluminium, som kommer til syne på kanterne hele vejen rundt, kun afbrudt af de afrundede hjørner. Der er ikke glas på bagsiden, men hvad jeg vil betegne som ”blødt” mat plastik, der udover at minimere den visuelle fremkomst af eventuelle ridser, set i forhold til metal og glas også har været med til at gøre tabletten lettere.
Den samlede fysiske oplevelse er mere end godkendt, men når den vrides let frembringes små knirke-lyde. Heldigvis er det ikke normalt at sidde og vride produkterne.
Z2 Tablet følger designlinjen fra highend-smartphonen Xperia Z2, og deres familiebånd ses derfor tydeligt. Det er nok den højeste følelsen af premium-design, vi endnu har oplevet på en Android-tablet. Her kunne Sony godt høste en pris.
Skærmen er kun rimelig
På venstre side sidder en tydeligt udstående blank power-knap, der er med til at understrege det gode design, og lige under sidder volumenkontrollen. Under et par beskyttende plastikklapper på toppen gemmer sig portene til SIM-kort, MicroSD-kort og MicroUSB-stikket.
Skærmen er 10.1 tommer IPS LCD-type med Full HD 1920 x 1200 pixels opløsning. Sony har taget deres erfaringer fra TV-divisionen med over på deres tablet, og skabt en skærmoplevelse med dybere farver, som dog stadig fremstår naturlige.
Hardwaren omkring skærmen udnytter den såkaldte X-Reality funktion, der analyserer videoer og billeder så de fremstår bedre med fremtrædende farver, bedre kontrast og støjreduktion.
Her skal det bemærkes, at den sorte farve har et gråligt skær. Sony har inkluderet et værktøj under skærmindstillinger, så hvidbalancen manuelt kan justeres.
Det er en tydelig skærm, så længe den ses lige for. I forhold til andre produkter, har denne ikke så høj en grad af betragtningsvinkel, som vi kunne ønske os. Så snart den drejes en smule skifter farverne karakter. På helt sorte billeder ses tydeligt backlight-bleeding hvor der skinner lys ind fra siderne, som er med til at udvaske kontrasten og den sorte farve.
Umiddelbart er der ikke den store anti-refleksbehandling, så hvis der er meget lys fra omgivelserne, f.eks. udendørslys, gør refleksionerne det vanskeligt at se, hvad der står.
Som så mange andre produkter på markedet, kan denne tablet vækkes, ved at dobbelttappe på skærmen, hvilket er en kærkommen funktion.
Sony spilder desværre en frygtelig masse plads omkring skærmen på sorte områder. Her kunne jeg godt have ønsket, at der var gjort mere for at reducere afstanden mellem kanten på skærmen, og kanten på enheden.
– Specifikationer på Sony Xperia Z2 Tablet
Sonys egen brugerflade
Der er ikke så meget som bimler og bamler i brugerinterfacet på Xperia Z2 Tablet. Sony har holdt en minimalistisk stil med mørke farver og med kun det mest nødvendige fremme på skærmen, hvis man holder sig fra at ændre på standard-layoutet.
Låseskærmen indeholder ikke en masse genveje, men blot en hurtigadgang til kamerafunktionen.
Ved at knibe med fingerspidserne på hovedskærmen kommer der adgang til justering af widgets, baggrundsbilleder og temaer.
Venstre hjørne af brugerfladen har et gardin med notifikationer mens højre hjørne indeholder genveje til blandt andet Wi-Fi, Bluetoooth og lysstyrke. Her kan den enkelte bruger samtidigt selv vælge, hvilke genveje der skal indgå. Ved at holde på et ikon, åbner sig en genvej til de underliggende indstillinger. Her kunne Sony have gjort brugerne en tjeneste, ved at have åbnet indstillingerne direkte, uden at der skulle et ekstra tryk til.
Den almindelige menu med alle de installerede applikationer, er holdt i samme stil som den øvrige brugerflade. Det er muligt selv at vælge, om menuen skal vises i alfabetisk rækkefølge, egen rækkefølge eller de mest anvendte.
Som på telefonerne har Sony også en mega lækker Walkman musikafspiller, som i disse tider med Spotify, WiMP og Deezer, desværre ikke længere er så anvendelig. Også fotoalbummet har Sonys egen lækre tilpasning. Albummet kan inkludere billeder fra onlinetjenester som Facebook, Picasa og Flickr.
Hvis du fortsat har dine egne film liggende fysisk på din tablet, er der gode nyheder for Xperia Z2 Tablet spiller stort set alle formater. AVI (DivX, XviD), MP4 og MKV er understøttet. Den afspiller dog ikke DTS, DD og AC3 lyd.
Med tiden hvor flere benytter streamningtjenester, er der ikke længere så meget fokus på radio. Men denne tablet har faktisk FM-radiomodtager indbygget, som dog kun fungerer, når der tilsluttes et headset.
Sonys egen brugerflade er lagt oven på Android 4.4.2 KitKat, som produktet leveres med ud af salgsæsken.
Kamera med begrænset kvalitet
En tablet skal efter min opfattelse ikke bruges til at tage billeder med, i hvert fald ikke på ferier og den slags. Men ved et møde eller en præsentation er det rart, at kunne tage et snapshot, hvis der er noget man har brug for at huske.
Kameraet på 8 megapixels (Exmor RS sensor) tager et billede som er fint nok til huskelisten, men det er ikke en ”fotooplevelse”, og som på mange andre kameraer har den problemer ved dårlige lysforhold.
Som på Sonys smartphones er der også i tabletten en række fotofeatures i kameraet, men i sammenhæng med en tablet, synes jeg ikke, de giver så meget værdi.
Videooptageren kan skyde 1080p video med 30 fps. Den har kontinuerlig autofokus, og en rimelig velfungerende billedstabilisator. Resultatet er rimeligt, men en foto-enhed er det bestemt ikke.
– Web-TV: Første kig på Sony Xperia Z2
Kraftig ydeevne
Motoren i Xperia Z2 Tablet er den samme, som findes i smartphonen Xperia Z2. Det vil sige Qualcomm Snapdragon 801 processor med 2.3 GHz quad-core. Grafikken håndteres af Adreno 330.
En rå benchmark-måling med Antutu Benchmark giver en score på 32.935 point, hvilket er på niveau med Samsung Galaxy S5, der endte omkring 34.234 point. I praksis betyder det en lynhurtig tablet, der reagerer på de opgaver, den bliver stillet. Også i sammenhæng med store spil har vi oplevet en hurtig og effektiv enhed, som uden problemer kører selv de store spil.
Den høje ydeevne ses også på internettet hvor browseren Google Chrome leverer internetsurf i overhalingsbanen.
4G LTE-delen er i Cat3 som giver teoretiske downloadhastigheder på op til 100 Mbit/s. Wi-Fi er understøttet i standarderne a/b/g/n/ac. I daglig oplevet brug sidder jeg med godt 35-40 mbit/s, hvilket trådløst er godkendt. Forbindelsen der blev testet på var 50 mbit/s.
Der er to højtalere som sidder næsten usynligt ved siden af skærmen, spiller tilmed ganske fornuftigt. Der er ikke tale om hifi-lyd, men omvendt er der heller ikke noget der skratter eller lyder specielt dårligt. Sony har en række softwaremæssige forbedringer af lyden, blandt andet Clear Stereo, Clear Bass og xLOUD.
Alle Googles tjenester
Google er naturligvis stærkt repræsenteret på Sonys tablet. Udover den kører glimrende med Microsoft Exchange, og synkronisering af mail, kontakter samt kalender, har du også Gmail-applikationen, der ligeledes er optimeret til udnyttelse af den store skærm.
Derudover kan Google+ samt Hangouts benyttes, så der kan chattes med vennerne fra Googles sociale tjeneste.
Kalenderen er flot opbygget, og udnytter i høj grad den ekstra skærmplads som Xperia Z2 Tablet tilbyder. Der kan bruges flere kalendere, og den har alt fra visning af den enkelte dag til årsoversigter.
Skærmtastaturet er blandt markedets bedste, og Sony har gjort det muligt, at lave personlige brugeropsætninger, præcis som det kendes fra deres smartphones. Foretrækker du at ”swype” hvor ordet skrives ved at trække fingeren fra bogstav til bogstav, er dette også en mulighed. Er der brug for mere plads på skærmen kan tastaturet enten opdeles i to halvdele, eller forvandles til et minitastatur, der er placeret i den nederste halvdel af skærmen.
Bruger meget strøm
Batteriet har en kapacitet på 6.000 mAh og det giver ifølge specifikationerne 13 timers multimedie-brug og helt op til 1420 timers standby tid. Det er bare ikke min oplevelse.
Jeg har oplevet, at den på kun ni timer har brugt 20 procent af batteriet, vel at mærke uden at lave det helt store. Det meste af tiden har den være i standby-tilstand.
I en test med afspilning med film via Netflix var der til omkring 6,5 timers film med fuld lysstyrke på skærmen.
Konklusion: En af de bedste
Denne tablet er uden tvivl en af de bedste der findes på markedet, men Android-systemet lider stadig under manglen på tabletbaserede applikationer, og i forhold til iPad-folket må Android-brugerne fortsat nøjes med, at mange apps blot er telefon-applikationer, som er strukket ud til at fylde hele skærmen. Et af de største argumenter for at købe en iPad er udvalget på over 500.000 apps, som er optimeret til stor-skærmsbrug.
Når det så er sagt, har jeg endnu ikke prøvet en Android-tablet, der er på niveau med det Sony Xperia Z2 Tablet tilbyder. Den er helt enestående. Vand- og støvtæt efter IP55 og IP58 certificeringerne er bestemt et plus. Z2 Tablet tåler vandstråler fra alle retninger og kortvarig nedsænkning i vand – 1.5 meter i op til 30 minutter.
Det minimalistiske udtryk i designet, der følger med ind i brugeroplevelsen, taler virkelig til en. Prøv den i en forretning. Når du står med den i hånden, forsvinder tvivlen.
I salgsæsken findes ud over selve tabletten også en oplader, men der er ikke inkluderet et headset.
Men jeg synes, det er irriterede at skærmen ikke fylder mere og går længere ud mod kanterne, særligt når der ses film. Skærmkvaliteten er god, men billedet falmer lidt når det ses fra siden.
Der er masser af processorkraft og den har alt hvad der kræves af teknologier – såsom NFC, Bluetooth og WiFi. Den lave vægt og tynde design betyder, at produktet passer godt i tasken og det er et som man gerne tager med på farten.
Selvom Sony har inkluderet nogle udmærkede kontorprogrammer, er det ikke den samme integration, der findes med Microsoft Office i Nokia Lumia 2520.
– Nokia Lumia 2520 – læs testen af Nokias første tablet
Prisen for 16 GB versionen (Wi-Fi only) ligger omkring 3.800 kroner. Det er muligt at udvide hukommelsen med MicroSD-kort.
Det er vanskeligt ikke at blive imponeret over Sony Xperia Z2 Tablet, som fuldt ud fortjener fem ud af seks stjerner.
Web-TV: Første kig på Xperia Z2 Tablet
Fordele og ulemper
Fordele
– Fantastisk flot letvægtsdesign
– God lyd fra de indbyggede højtalere
– Overskuelig og effektiv brugerflade samt høj generel ydelse
Ulemper
– God skærm men falmer fra siden
– Stor afstand fra skærmens kant til produktets kant
– Ikke optimal batteritid
Mere til historien
Sony Xperia Z2 Tablet blev præsenteret ved Mobile World Congress 2014 mandag den 24. februar. Men allerede den 17. februar blev specifikationerne for Xperia Z2 Tablet. lækket ud på nettet.