Sådan dækker Telia og Telenor i Århus

Telenor og Telia åbnede i nat et forbedret 3G-netværk i Århus, hvilket også er afslutningen på netværks-sammenlægningen i hele Jylland.

I morges vågnede mange indbyggere i og omkring Århus op til en forbedret mobildækning, da Telia og Telenors netværkssammenlægning af 3G-netværket nåede til Århus.

 – ”Mange af vores kunder i og omkring Århus vil opleve en markant forbedret dækning, når de snakker i mobiltelefon eller går på nettet fra deres smartphone eller tablet-pc. Det skyldes, at vi på én nat får 50 procent flere 3G-mobilmaster i Århus-området. Det ville normalt ville tage 3-5 år at opnå så store forbedringer af mobildækningen,” siger Richard Stigaard, netværksdirektør i Telenor.

Foruden Århus nu har fået en markant bedre 3G-dækning, så er Århus også den sidste by, der afslutter hele netværkssammenlægningen i Jylland.

Du kan læse nærmere, hvor der præcist er kommet nye master. Se oversigten her.

Få overblikket før og efter

For at få det store forkromede overblik, så har Telenors netværksfolk været så venlige at lave et par før og efter billeder, som viser forskellen. Til forskel fra teleselskabernes normale dækningskort, så er følgende billeder dog ikke lavet på helt samme måde, hvilket vore læsere bør være opmærksom på.

Modsat teleselskabernes normale dækningskort, som viser den forventede hastighed, så viser disse billeder signalstyrken, og de viser således intet om hastigheden. Billederne viser endvidere udelukkende 3G dækning, og eventuel 2G eller 4G signaler er således ikke afbilledet.

Den blå farve betyder 3G indendørsdækning, den røde farve betyder 3G dækning i biler og den grønne farve betyder 3G udendørsdækning.

Mere til historien

Med netværkssammenlægningen i Århus har hele Jylland nu fået forbedret 3G-dækning. Hele Fyn er også blevet lagt sammen i TT-netværket – så nu mangler Sjælland. Hele netværkssammenlægningen forventes afsluttet i april måned 2014.


Om Lene Birkeslund

Lene er IT-journalist. Siden 2006 har hun dækket mobilbranchen og utallige produktlanceringer. Hver dag er hun opdateret på den seneste udvikling og kommende trends.