Telenor og Telia netværket får landsdækkende DC-HSPA+ 3G dækning
Telia og Telenors kunder kan glæde sig til mere kapacitet og hurtigere download-hastigheder på 3G netværket.
TT-netværket har i øjeblikket travlt med sammenlægningen af Telia og Telenors 3G-mobilnetværk i København og Østjylland – en sammenlægning der forventes gennemført i løbet af april måned.
Men som om det ikke var nok, så er teknikerne hos TT-netværket i øjeblikket i gang med de indledende manøvre til endnu en stor opgradering.
I løbet af de næste par uger bliver en række 900 MHz frekvenser på Telia og Telenors 2G netværk “refarmet” til brug på 3G netværket. Refarmingen består i, at man omfordeler en del frekvenser på 2G netværk, og derefter genbruger de overskydende 900 MHz frekvenser til 3G i stedet for. Det vil i den kommende tid betyde lidt ustabilitet og gener for kunderne, der udelukkende benytter 2G – i blandt andet København.
– Sådan dækker TT-netværket nu Odense
Dobbelt op på 3G
Refarmingen vil blive brugt til at øge 3G-kapaciteten i Telenor og Telias netværk og er en del af en større udbygningsplan.
– “Vi opgraderer i løbet af første halvår 2014 vores 3G mobilmaster med yderligere en carrier på 900 MHz frekvensbåndet. Opgraderingen bliver foretaget landsdækkende, hvilket både vil komme vor kunderpå landet, sommerhusområder og i byerne til gode,” fortæller Kim Krogh Andersen, Head of Network-Operations hos Telenor til MereMobil.dk
Opgraderingen bliver til den såkaldte dual-carrier standard, også kendt som DC-HSPA+. Man har valgt at benytte dual-carrier i stedet for to såkaldte single carrier, som man ofte benytter til midlertidigt at øge kapaciteten i et område – f.eks. under en festival, eller andre større begivenheder. Dual-carrier er i bund og grund bare to single carrier, som bliver sat sammen.
Ved at benytte Dual-Carrier løsningen øger TT-netværket både kapacitet, giver mulighed for højere downloadhastighed og faktisk opnås også en bedre fordeling af smartphones og modems mellem de to single carrier, end hvis man ikke benytter dual-carrier løsningen. Den mere effektive fordeling betyder en forøget kapacitet sammenlignet med brugen af to single carrier.
Den teoretiske maksimale hastighed på DC-HSPA+ er op til 42 Mbit, mens den praktisk højest opnåelige hastighed ligger på omkring 32 Mbit/s.
– Læs mere om ændringerne i netværket hos Telenor og Telia
– “Formålet med opgraderingen til Dual-Carrier er først og fremmest at sikre ekstra kapacitet i netværket, så kunderne får den bedste mulige oplevelse, når de bruger deres smartphone. Som ekstra bonus opnår kunderne selvfølgelig i visse situationer markant højere download hastighed på 3G nettet,” uddyber Kim Krogh Andersen.
Lavere frekvenser gør forskellen
TT-netværket har i forvejen en DC-HDPA+ dækning i mange områder af landet, men fortrinsvis i byområder, hvor der benyttes 3G på 2100 MHz frekvenserne. Ved at udrulle DC-HSPA+ på 900 MHz vil langt flere få en god oplevelse af dækningen. 900 MHz frekvensbåndet har nemlig langt bedre gennemtrængesevne i bygninger, hvilket er en stor fordel på den oplevede indendørsdækning.
Specielt i landets største byer, kan særligt Telenors kunder glæde sig til sammenlægningen af Telia og Telenors netværk samt opgraderingen til DC-HSPA+ på 900 MHz frekvensbåndet. Tidligere har Telenor udelukkende benytter 2100 MHz 3G i København, Aarhus, Vejle, Kolding, Randers, Aalborg og Esbjerg, og i disse byer vil løftet på specielt indendørsdækningen være markant. Men også på landet og i sommerhusområderne giver brugen af 900 MHz frekvensbåndet en forbedret oplevet dækning.
Selve opgraderingen til DC-HSPA+ på 900 MHz vil finde sted løbende fra uge 7 og fremefter. Opgraderingen bliver foretaget i etaper, og udrulningen bliver landsdækkende.
Mere til historien
Teleselskabet 3 har også et landsdækkende DC-HSPA+ 3G netværk, men dette netværk kører dog på de højere 2100 MHz frekvenser, der sammenlignet med 900 MHz har en noget mere begrænset rækkevidde. TDC benytter også DC-HSPA på 2100 MHz, men dog ikke på alle selskabets mobilmaster og primært i de større byer.